Jeg går ind for at genindføre grænsekontrollen ved Danmarks grænser. Nationalstaters kontrol med egne grænser er både realpolitisk og symbolsk af stor betydning, for det er nationalstaters måde at markere territorial kontrol og national suverænitet. Det er også præcis af den grund, at EU er så optaget af at fjerne grænsekontrollen med Schengen-samarbejdet, fordi det både realpolitisk og symbolsk er et vigtigt skridt i retning af en ”stadig snævrere union”, der skal ende med en opløsning og funktionstømning af nationalstaterne.
For mig er en genindførelse af grænsekontrollen et helt naturlig del af min generelle modstand mod en europæisk union, der gradvist tiltager sig mere og mere magt over danskerne og over vores nationale demokrati og suverænitet, og som i stigende grad udgør en trussel mod vores frihed og velstand. Genindførelsen af grænsekontrollen er derfor både realpolitisk og symbolsk en måde at sætte grænser for EU. Udtræden af Schengen-samarbejdet er et af de meget få områder, hvor Danmark selv kan trække suverænitet tilbage.
Et frihedsorienteret – ikke et nationalistisk projekt
For mig er det ikke et nationalistisk projekt, men et frihedsorienteret projekt, for EU udgør for mig at se – og her er jeg på linje med Lars Seier Christensen og David Gress – en af de største trusler mod vores frihed og velstand. EU udvikler sig i mere og mere totalitær retning, udgør en trussel mod ytringsfriheden, og tømmer de nationale demokratier for funktioner, indflydelse og magt.
Lad mig citere Lars Seier Christensen og David Gress fra ovennævnte kronik:
”Siden 1993 har EU stedse mere tydeligt vist sig som det, visse af dets fædre altid ønskede, det skulle være: et socialistisk tvangsforetagende. EU-elitens drøm er en politisk union med fælles finanspolitik, hvor magten er forbeholdt en ikke-folkevalgt og selvsupplerende gruppe af selvbestaltede eksperter, der påtager sig at vide, hvordan borgerne skal opføre sig, og hvordan de skal tænke. På væsentlige politikområder, herunder finans, energi og miljø, modarbejder eliten indædt europæernes frihed og velstand.”
”… at EU ikke længere tjener europæernes interesser, ja, faktisk er blevet en fjende af frihed og velstand.”
Det er historisk de europæiske nationalstater, der har udgjort den bedste garant for den personlige frihed, og konkurrencen mellem selvstændige stater og fyrstedømmer har gennem historien været en stærkt medvirkende årsag til, at frihed og velstand har blomstret i Europa. EU udgør en trussel mod det Europa, der har stået for frihed og velstand, når det er ved at udvikle sig til et imperium, bl.a. fordi EU fjerner den gavnlige konkurrence mellem nationalstater, bl.a. på skatte- og afgiftsområdet, men i det hele taget i forhold til socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik, klimapolitik m.v.
At genindføre grænsekontrollen er derfor en måde at tage et skridt væk fra udviklingen i retning af en stadig snævrere union og et skridt hen imod at give magten tilbage til nationalstaterne, for kun på den måde kan vi beskytte vores frihed og velstand mod den trussel, som EU udgør mod Europa. Jeg kunne også tilføje, at håndhævelse af grænsekontrol hører naturligt med til en minimalstatsopgaver sammen med forsvar og retsvæsen.
Schengen-samarbejdet og det indre marked
Schengen-samarbejdet er af EU blevet ”solgt” som en del af det indre marked. Jeg er ubetinget tilhænger af de ”fire friheder” (fri bevægelighed for varer, tjenester, kapital og arbejdskraft), men fjernelsen af grænsekontrollen spiller ingen økonomisk rolle i forhold til den frie bevægelighed.
En forsinkelse ved grænsen på 10-15 minutter pga. paskontrol spiller ingen økonomisk rolle, og det er betydelig kortere end ventetiden for at køre ombord på færgen ved Rødby eller Gedser. Der er jo heller ingen, der taler om, at billetkøer i en biograf udgør en hindring for næringsfriheden eller retten til frit at gå i biografen.
Når tilhængere af Schengen-samarbejdet argumenterer for, at ophævelsen af grænsekontrollen er vigtig at hensyn til det indre marked, så er det uden nogen økonomisk begrundelse. Schengen-samarbejdet er primært et politisk projekt, der handler om at ophæve nationalstaterne og danne en stadig tættere politisk union.
Kriminalitet og asylansøgere
Genindførelsen af en egentlig grænsekontrol (og toldkontrol, som Venstre foreslår, er noget helt andet) vil kunne få en positiv effekt på muligheden for at hindre østkriminelle i igen og igen at rejse ind i Danmark. Jeg mener ikke, at dette er noget voldsomt stort problem, men det har stor opmærksomhed i medierne, og det er et spørgsmål, der optager mange. Det er også DF’s hovedargument for at genindføre grænsekontrollen, så vidt jeg har forstået.
På minussiden tæller det, at genindførelsen af grænsekontrollen betyder flere flygtninge eller asylansøgere i Danmark. Der er en stor andel af de flygninge og asylansøgere, der krydser den danske grænse, som er på vej til Sverige, hvor de ønsker at søge om asyl. Bliver de stoppet ved den danske grænse, bliver de nødt til at søge asyl her, og vi bliver nødt til at behandle deres asylansøgninger. Dette er myndighederne udmærket klar over, og det er baggrunden for den ofte lemfældige grænsekontrol i lufthavnen og baggrunden for, at lufthavnspolitiet ikke registrerer asylansøgere i lufthavnen men sender dem til Sandholmlejren. Forsvinder de på vejen til Sandholmlejren og rejser videre til Sveringe, findes der så ingen dokumentation for, at de først har søgt asyl i Danmark. Smart. Det er altså en sandsynlig konsekvens af genindførelse af grænsekontrollen, at Danmark vil komme til at modtage flere asylansøgere.
Der er ingen af disse to hensyn, der for mig er særlig vigtige, og som nævnt mener jeg heller ikke, at det indre markeds aspekt af Schengen-samarbejdet er af kvantitativ større økonomisk betydning. Siden 1993 har EU først og fremmest været et politisk projekt, hvor hensynet til det indre marked og til monetær stabilitet i Europa er blevet underlagt hensynet til unionsprojektet. Med katastrofale følger som eurogældskrisen, der bruges som løftestang for at gennemføre en endnu snævrere union, selv om det var unionsprojektet, der er selve problemet. EU er ikke løsningen på noget problem, EU er selve problemet.
