Galoperende vælgerangst!

I skrivende stund er finanslovsdebatten stadig i gang

Anders Samuelsen,

16/12/2009

I skrivende stund er finanslovsdebatten stadig i gang. En langgaber af rang.

2009 blev året, hvor regeringens mest "progressive" tiltag var multimedieskat og afgift på dieselbiler uden åbne filtre (det er de filtre, der iflg. en forsker er ligeså effektive som et kaffefilter uden bund).

Men hvor er de borgerlige/liberale ambitioner blevet af?

Lad mig for de rustne hjernes skyld nævne i flæng, hvad regeringen kunne have kastet sig over:

Fjernelse af topskaten
Halvering af selskabsskatten
Lettelse i kapitalindkomstbeskatningen
Klip toppen af momsen
Fjern efterlønnen
Halver dagpengeperioden
Invitér mere kvalificeret arbejdskraft
Indfør regelstop

Bliv selv ved, kære læser.

Desværre er alle disse gode liberale og snusfornuftige tiltag totalt omfattet af reform-stillelegen i Folketinget. En stilleleg som S, SF, V, K og DF er lige gode om.

Gennemførte Folketinget bare nogle af ovennævnte tiltag, ja så ville det betyde en højere årlig vækst i omegnen af 1,5 - 2,0%. Omsat i kroner ville det betyde i omegnen af 130 mia. kr. i ekstra BNP i 2020.

Altså en betydeligt større kage som den tids politikere så kan slås om at fordele.

Sat på spidsen så er det, der foregår i Folketinget i disse år, en kamp om at fordele en kage, der bliver mindre og mindre i stadigt mere lige dele - i stedet for at slå et større brød op.

Lige præcis dét er kernen i Danmarks krise.

Jeg er sikker på, at der er læsere af denne klumme, der deler min analyse, men som alligevel agter også ved næste valg at støtte V eller K. Det svarer vel lidt til, at jeg stadig hepper på Liverpool, selvom de på ingen måde lever op til tidlige tiders storspil.

Men giver det mening at stemme på partier, der i den grad lider af galoperende vælgerangst? Giver det mening at bakke disse partier op, når de stadig efter 8 år ved "magten" ikke er i nærheden af at træde i karakter overfor DF?

Nej, det gør det selvfølgelig ikke - og det tror jeg sådan set ikke, vi er uenige om.

Jeg glæder mig til den dag, vi stadig har en borgerlig regering, men hvor VKO ikke har flertal alene. Den dag bliver finanslovsdebatten mere lystig.

Kilde: