VELFÆRD:
* ønsker at bibeholde et velfærdssamfund, hvor de sociale ydelser tildeles som behovsrelaterede ydelser såvel som rettighedsbaserede generelle ydelser, der tilfalder hele befolkningen. Forudsætningen for, at den danske velfærdsmodel også i årene fremover vil nyde den nødvendige opbakning i befolkningen, er, at der i samfundet er den nødvendige solidaritet og sammenhængskraft. Et uhomogent samfund vil aldrig være i stand til at opretholde en velfærdsmodel, hvor anseelige beløb omfordeles mellem forskellige befolkningsgrupper.
Det er * opfattelse, at et samfund er bedst tjent med, at der ikke er store økonomiske eller kulturelle skel i befolkningen. Statens opgave er således at udligne skellene befolkningen imellem efter devisen om, at de bredeste skuldre må bære de tungeste byrder.
Viljen til at betale en forholdsvis høj skat er afhængig af, at sammenhængskraften i samfundet er til stede. Samfundets sammenhængskraft afhænger af mange forskellige faktorer, men undersøgelser viser, at et af de væsentligste forhold er, at indbyggerne i et samfund overordnet har nogenlunde samme værdier og holdninger.
SKAT:
Den samlede beskatning er bestemt af de offentlige udgifters størrelse og behovet for at føre en politik der regulerer den økonomiske vækst. Det er derfor uden mening at tale om at sænke skatterne, uden at det samtidig gøres klart, hvilke offentlige udgifter, man vil begrænse eller hvilket økonomisk aktivitetsniveau, man ønsker at opnå.
* lægger stor vægt på, at enhver regering, der baserer sig på * mandater, ved sin tiltræden fastlægger en handlingsplan for sin økonomiske politik. * er imod skattelettelser, som forringer grundlæggende velfærdsområder som ældreforsorg, folkepension, sundhedsvæsen, uddannelse, forskning og bekæmpelse af kriminalitet, men mener ikke, at sådanne forringelser automatisk følger af rationaliseringer.
Det hører med til politikernes sociale ansvar ikke at opkræve skatter til formål, der ligger udenfor fællesskabets ansvar og interesser. Både på det statslige og det kommunale plan må der derfor rejses det krav til politikerne, at de sætter sig i borgernes sted og kritisk vurderer, hvilke opgaver, der er nødvendige for fællesskabet og hvilke, der rettelig og mest effektivt løses i privat regi.
