Uddeling af valgmateriale er fyldt med spændende oplevelser. På Rådhuspladsen mødte jeg forleden et hold Jehovas Vidner, som gerne ville uddele ”Vågn op” til mig.
Lidt senere kom en yngre mand hen til mig og startede en diskussion - på et højt intellektuelt niveau:) - hvor han gennemgik socialismens, liberalismens, kapitalismens og demokratiets elendighed. Det første kunne vi jo hurtigt blive enige om, medens det kneb lidt med andre tre.
På forhånd var jeg sympatisk indstillet over for manden, da han optrådte høfligt og præsenterede sig som civilingeniørkollega fra DTU, men efterhånden begyndte det at ane mig, hvor det bar hen, idet han udtrykte, at sekulariseringen er samtidens største problem. Lidt efter kom det ud af ham, at han var fra Hizb ut-Tahrir og gik ind for et verdensomspændende kalifat, ikke lige på en gang, men sådan hen ad vejen, når det blev muligt.
Jeg spurgte ham naturligvis om, hvorfor dette åbenbart overlegne samfundssystem ikke allerede havde sejret, når det har haft 1300 år til at udbrede sin fortræffelighed. Og han kom så med det overraskende udsagn, at det var på grund af ”menneskenes svaghed og dårligdom”.
Og så er vi tilbage til start. Socialismen er også altid, hedder det sig, brudt sammen i undertrykkelse og tvang med efterfølgende økonomisk elendighed på grund af ”menneskenes svaghed og dårligdom”. Aldrig fordi det bare er en umenneskelig måde at indrette samfundet på.
Enhedslisten opinionstal viser, at det socialistiske samfund, som er en utopi på linje med kalifatet, nu igen tiltrækker mange ubefæstede sjæle med sin sirenesang. Formentligt skyldes dette, at meget unge mennesker efter socialismens/kommunismens sammenbrud omkring 1990 mangler anskuelsesundervisning i, hvor galt det kan gå.
Desværre finder mange det overmåde fristende at lytte til ”gode” mennesker, som vil sikre en umiddelbar og barnlig behovstilfredsstillelse til trængte grupper for de ”riges” eller for de kommende generationers penge. Dét ender i græske tilstande, eller endnu værre som Nordkorea, Cuba og i nyere tid Venezuela.
Men vi, de ”onde”, er jo blot ansvarlige nok til at afveje samfundets og vores egne umiddelbare behov i forhold til fremtidens behov.
