Kampdag? – Hvad kæmper vi for?
Første maj er arbejdernes internationale kampdag. Historisk set, er den international kampdag stiftet på socialisternes internationale kongres i 1889 - i 100-året for Den Franske Revolution. Dengang var der fokus på kampen for bedre leve- og arbejdsvilkår. Den 1. januar 1920 skete det så, at der blev aftalt en 48-timers arbejdsuge mellem arbejdsmarkedets parter. Dermed sluttede 30 års kamp. Derfor har vi også historisk erkendt, at kommunismens og socialismens, samt den stærke arbejderbevægelses kamp, forstået som kampen for basale rettigheder, er slut. I den vestlige verden er der så at sige ikke mere at kæmpe for. Slagene er udkæmpet, forholdene fra 1800-tallet er udbedret.
I år 2012, er 1. maj dog stadig arbejdernes internationale kampdag, men resten af året ligger klassekampen død og begravet. For de fleste handler ’Kampdagen’ ikke om andet end gamle røde sange, masser af øl og røde pølser, fri fra skole, og floskelrige taler. Det der afgør antallet af deltagere, er ikke længere om der er aktuelle emner at diskutere, eller kampe at udkæmpe. Derimod er det helt afgørende hvordan vejret er, for solidariteten er desværre ikke vandfast, så hvis det regner, så bliver de fleste hjemme. Men såfremt vejret er godt, vil der være fyldte parker og plæner med glade pølsespisende danskere og unge gymnasielever. Og naturligvis et afsindigt svineri, som de mange glade mennesker efterlader sig hvert år - i solidaritetens navn! For så er der da i hvert fald arbejde at lave for de mennesker der skal gøre rent efter dem. Danskerne mener at 1. Maj arrangementerne i fælledparken er ganske hyggelige – og det er de da helt sikkert også. Vi skal bare være enige om, at vi fejrer 1.maj, som det kulturelle samlingspunkt og ikke som hverken socialismens sag eller som arbejderbevægelsens sag! Alligevel vælger de røde politikere og fagforeningsfolk at komme ud af deres huler for at få luftet de støvede, gamle og nedslidte røde faner. Og når de alligevel er derude, bruger de dagen på at love ølmaverne og rødnæserne bedre vilkår. De røde politikere og fagforeningsfolkene er nemlig ganske klare over, at der er mange stemmer at hente, hvis man går efter ligesindede konkurrenters vælgere. For lad os bare konkludere, at der ikke er mange af Venstres, Konservatives eller Liberal Alliances kernevælgere, der på en tirsdag vælger fadøl, røde pølser og socialistiske slagsange som lige præcis denne dags aktivitet. Nej for de rigtige arbejdere i Danmark er nemlig – af gode grunde – på arbejde!
Hvem er Danmarks arbejderparti(er)?
Det er snart arbejdernes internationale kampdag, men hvordan definerer man et arbejderparti? Jo, et arbejderparti henvender sig til arbejderne og er et parti for arbejdere - altså et parti for folk som går på arbejde, for folk der vil beholde deres arbejde, og for folk der desperat leder efter et arbejde. Hvis denne definition er korrekt, så er Liberal Alliance i sandhed et rigtigt arbejderparti. Realiteten er jo desværre, at venstrefløjens politik er med til at sende arbejdspladser ud af landet. SF, El og til dels S, kalder sig selv for arbejderpartier, men hvordan kan de kalde sig det, når deres politik modarbejder arbejdspladserne i Danmark. Når de modarbejder arbejdernes interesser. Når de bliver ved med at hæve skatterne og giver pengene til dem som ikke er i arbejde. Når deres vælgere i stadig højere grad ikke arbejder, men er på overførselsindkomst? SF, EL og S burde i højere grad betegne dem selv som overførselsindkomst-partier, altså partier for folk på overførselsindkomster. Altså partier som bliver ved at sende jobs ud af landet og derved skaber flere borgere på overførselsindkomst, samtidig med at man hæver overførselsindkomsterne og derved fjerner motivationen for at tage et arbejde. Tilsyneladende at arbejderne enige i dette. I dag er det sådan, at de der stemmer venstreorienteret, altovervejende er bestående af offentligt ansatte og personer på overførselsindkomst.
Liberal Alliance, derimod, er et parti for alle der vil bidrage til Danmark i fremgang. Et parti for unge studerende, for de hårdtarbejdende, for de faglærte og ufaglærte og for dem, der rammes af, at arbejdspladserne rykker ud af Danmark. Liberal Alliance er i sandhed et arbejderparti, hvorimod Villy og hans røde venner, lader arbejderne i stikken hver eneste dag, mens de bare snakker løs og beskatter borgerne i vores samfund. Og som Anders Samuelsen selv udtaler: ”Villy tror, at det er ham, der repræsenterer et arbejderparti, men det er faktisk os. Det, han håber på, er at få båret brænde til bålet af fordomme, så han kan blive fri for at tale om politik.”
Hvis vi kigger på de seneste måneders undersøgelser, så ser vi at arbejderen er på vej væk fra venstrefløjen. To ud af tre faglærte og ufaglærte ville stemme blåt, hvis der var valg i morgen (dec. 2011). Socialdemokratiets nedtur i meningsmålingerne skyldes også hovedsageligt, at arbejdervælgerne flygter fra partiet i stor stil. Mere end hver fjerde af Socialdemokratiets arbejdervælgere har forladt partiet siden valget i september 2011. Tilbagegangen blandt arbejderne er faktisk mere end dobbelt så stor for partiet, end den er blandt vælgerne som helhed (april. 2012). Dette skydes flere ting, men alene det, at de såkaldte arbejderpartiers politik ikke afspejler arbejdernes behov er nok den primære årsag. De såkaldte arbejderpartiers valgte politikere er efterhånden så unge og veluddannede og mangler erfaring med arbejdsmarkedet. Derfor har de ikke forståelse for arbejderens forhold og for deres dagligdag. De har ikke nogle erfaringer fra det virkelige liv. Thor Möger Petersen (SF) er et godt eksempel på dette. Ude i den virkelige verden, er folk hunderæd for at miste deres jobs, mens de ting der diskuteres i regeringen, ikke flugter med arbejdernes problemstillinger. Det arbejderne har brug for er: 1) Lavere skat, som skaber flere arbejdspladser i Danmark. 2) Gang i væksten, så Danmark igen bliver et rigt land. 3) Mindre bueraukrati, så vi får mere for vores penge. 4) Og færre forbud!
Misforstået klassekamp
Arbejderne er i dag velstillede og en veletableret del af den danske middelklasse. De traditionelle fagforeninger mister medlemmer til mere moderne, apolitiske og effektive konkurrenter. Venstrefløjen er uden politiske visioner og substans. Kort sagt: 1. maj, som SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten gerne så den, er død og begravet. Men der findes stadig en overset kamp, som mangler at blive kæmpet - en moderne klassekamp. En kamp for de allersvageste i vores samfund. De, som ikke får den hjælp, de har brug for, bl.a. fordi velfærdssamfundets ydelser gives til alle. Pengene sendes ud i samfundet uden hensyn til indtægt, og verdens mest indkrævende skattesystem leger BIG MOTHER for alle danskerne. Det efterlader et overreguleret system, som uundgåeligt vil dumpe når det kommer til at tage sig af sine svageste. Velfærdssamfundet har ikke fokus nok på de mest lidende, men på alle de andre. Solidaritet er vigtigt, men det skal være med de svageste. Alle der kan klare sig selv, skal klare sig selv. Hvis vi får ændret kræver-mentaliteten i Danmark, vil borgerne til gengæld få markant lavere skatter. Dette resulterer som bekendt i, at der skabes et større økonomisk råderum. Et større økonomisk råderum ender i et større forbrug og derved skabes flere arbejdspladser. Derfor skal velfærdssamfundet tage sig af de som ikke kan, men undlade at overføre penge til alle andre. Det er den "kamp", der er brug for i Danmark i dag. Det er denne kamp som skal sikre at Danmark har virksomheder og medarbejdere der kan skabe værdi for og til landet og dets befolkning. Det er denne kamp der skal sikre at Danmark ikke mister al vores konkurrenceevne til udlandet, hvorved vores levestandard i Danmark vil falde - for alle danskere. Og det er denne kamp der skal sikre, at det kan betale sig at arbejde. Det vil klæde talerne 1. maj at fokusere på denne reelle problemstilling, i stedet for at brug tiden på tomme ord og opfordring til en kamp, der for længst er slut. Det er som at høre en plade, der er gået i hak.
