Frihed gennem aktivisme

Af Hans Jonas Hansen, 180Grader

hjhansen

08/12/2011

Af Hans Jonas Hansen, 180Grader.dk

Lars Kragh Andersen synes, at liberale skal få øjnene op for aktivisme som et værktøj til at skabe et mere frit samfund.


Han har selv lavet flere aktivisme-kampagner i kampen for mere frihed. Det hele startede med, at han nægtede at betale licens via Facebook-siden ”Støt Lars' kamp mod DR Licens”. Her hjælper han stadig folk med at afmelde licens, klage over DR osv.


Hans seneste aktivisme-kampagne er rettet mod hash-forbuddet. Fra sin lejlighed sælger han joints for 20 kr. stykket. Det eneste krav for at købe en joint af ham er, at han tager et billede af handlen, som han lægger op på Facebook. Han håber, at denne form for civil ulydighed kan sætte fokus på det urimelige i narkotika forbuddet. 

I dette interview med 180Grader fortæller Lars Kragh Andersen, hvorfor aktivisme-kampanger og civil ulydighed er vigtigt.


”Vi skal kæmpe for frihed”

Hvorfor synes du, at aktivisme-kampagner er vigtige for friheden?


”Det er vigtigt at kæmpe for negative frihedsrettigheder. Man bør kunne eje et TV uden at skulle betale licens, eller sælge tørrede planter uden at staten skal blande sig. Temaet i alle mine kampagner er det samme – friheden til at leve, som man gerne vil leve, så længe man ikke skader andre,” siger han til 180Grader.


Lars Kragh Andersen er generelt træt af, at det kun er venstrefløjen, der bruger aktivisme i Danmark, da venstrefløjen ofte bruger aktivisme som et middel til at indføre flere forbud og mere tvang.

  

”Det er ærgerligt, at aktivisme kun forbindes med venstrefløjen, for der er virkelig mange ting, som libertarianere kan gribe fat i. F.eks. hash-forbuddet.”


Kampen for legalisering af hash forbuddet har fået Lars Kragh Andersen til at melde sig selv til politiet, og han frygter ikke konsekvenserne af sin kamp for mere frihed.


”Jeg håber helt sikkert, at jeg får en dom. Det vil skabe opmærksomhed om forholdene vedrørende hashsalg. Det er vigtigt, at man tør trodse myndighederne, når myndighederne står for love, som man næsten må opfatte som totalitære. Man skal stå ved sin holdning og ikke lade myndighederne kue én. Det er opskriften på god civil ulydighed i min verden.”


Lars Kragh Andersens kampagner er altid centreret om Facebook, da det er en let måde at komme ud til folk på. Kampagnen mod hash-forbuddet er også lagt ud på diverse politikeres hjemmesider, men der har ikke været andre reaktioner på politikernes Facebook-sider, end at de har slettet hans statusopdatering om, at de kunne komme forbi og købe hash.


”Tom Behnke har slettet mig. Lars Barfoed har slettet mig. Venstres retsordfører Kim Andersen, som er den mest uliberale selverklæret liberale, vi har herhjemme, har også slettet mig,” siger han.


Det politiske system virker ikke

Den manglende reaktion fra politikernes side, er også grunden til, at Lars Kragh Andersen ikke har meget tiltro til det politiske system i kampen for mere frihed. 

”Man kan grundlægende ikke forvente, at man kan ændre særlig meget i gennem det parlamentariske system. Hvis folk i hele verden kun kæmpede for frihed igennem deres parlamentariske systemer, så ville vi have en mere ufri verden. Man kan sagtens forsøge at arbejde indenfor det parlamentariske system, men det er mere værdifuldt at lave civil ulydighed,” mener han. 

Hvorfor synes du, at det virker bedre at kæmpe mod hash-forbuddet gennem civil ulydighed end gennem politisk arbejde?

”Jeg tror grundlæggende, at den slags ændringer kommer nedefra. Det kommer fra græsrodsbevægelser  og befolkningen generelt. Mit indtryk er, at politikere bare efterplaprer den gældende folkestemning. Derfor er det mere værdifuldt at starte nedefra end oppefra. Desuden kan du starte i morgen med civil ulydighed. Hvis du vil bruge systemet, skal du først vælges til Folketinget. Du kan kæmpe for mere frihed som aktivist allerede i dag.”


Befolkningen ønsker mere frihed

Ifølge Lars Kragh Andersen er det især overfor befolkningen, at civil ulydighed virker, som et middel til at få mere frihed.  

”Når jeg spørger folk, om de vil sparke min dør ned og anholde mig, fordi jeg sælger hash til voksne, så siger de altid nej. Når systemet kommer i mellem mennesker, så bliver sådan nogle ting pludselig i orden, selvom det rent moralsk er det samme. Mit indtryk er, at når du forklarer dem sammenhængen, og de selv får lov at ræsonnere over det, så er folk liberalt tænkende.”


Men kan man ændre folks holdning til hash-forbuddet?

”Jeg har talt med rigtig mange almindelige mennesker, og de har ændret holdning. De havde ikke tidligere tænkt på, at hash-forbuddet har store skadevirkninger på samfundet. Der er mange, der er groet fast i en holdning om, at narkotika selvfølgelig skal være ulovligt. Jeg er overbevidst om, at man kan ændre folkestemningen med gode argumenter og ved at vise, at man ikke er bange for at risikere noget for en sag, som man tror på.”


Hvordan tror du, at din kampagne mod hash-forbuddet ender?

”Jeg tror ikke, at narkotika-forbuddet bliver afskaffet foreløbig. Men jeg håber, at det sparker folkestemningen i den rigtige retning, og at flere begynder at tænke over, at det er tosset, at vi forbyder voksne mennesker at leve deres liv, som de gerne vil.”

Denne artikel er kommet i stand takket være penge fra 180Graders superbrugere, der har tegnet et abonnement til 39 kr. om måneden. Du kan blive superbruger ved at klikke her.

Kilde: