I Jesper Vind Jensens glimrende artikel i WA 16/9 foreslår professor Peder Nedergaard at genoprette industriministeriet. Baggrunden er (endnu) et nødråb fra ledende erhvervsfolk, der fortvivlet ser den danske konkurrenceevne fortsætte nedad, og industriarbejdspladser forsvinder ud af landet i stigende hastighed.
Det kan være svært at se, hvor hjælpen skal komme fra. Socialdemokratiet og SF roses for tankerne omkring igangsætning af den danske industriproduktion gennem øgede investeringer, men den nye regerings har nok hverken vilje eller evne til at ændre grundlæggende på det danske samfund og dermed forholdene for erhvervslivet.
Konservative tænkere advarede allerede for 20 år siden imod den indbyggede inerti, der ligger i den velmenende udbygning af den offentlige sektor, vi har set fortsætte henover årtusindeskiftet. Problemet er forsimplet, at det er upopulært at forringe de ydelser, man løbende har givet til stadig bredere befolkningsgrupper.
Centralt i denne inerti ligger det, der i dag er kendt som velfærdsrettigheder. Tanken er, at alle borgere i Danmark har ret til de samme ydelser fra det offentlige, og at modtagere af børnecheck, folkepension og efterløn mv. ikke skal gennem en ubehagelig visitation for at få det egentlige behov vurderet. Set på den baggrund er det forståeligt, at investeringer, uddannelse og vækstordninger står højt på dagsordenen, for det bliver ikke gennem et lavere lønniveau, at konkurrenceevnen bliver forbedret.
Sandheden er, at der er brug for både en aktiv erhvervspolitik og et generelt lavere omkostningsniveau i forhold til udlandet for at få industriproduktionen i fremdrift igen. Den sidste del kan blive svært på bagkanten af en finanskrise, hvor fokus er at få gang i det private forbrug igen for at lukke det hul, der er opstået i statens finanser. Men det svarer lidt til at tisse i bukserne for at holde varmen, idet en øget vækst ikke ændrer ubalancen mellem den offentlige og private sektor. Tværtimod vil pengene sandsynligvis blive brugt til en yderligere udbygning af de offentlige ydelser.
Ovenstående taget i betragtning er det ikke svært at se, hvor man skal gå hen for at få en fornuftig industripolitik. De konservative har i de sidste mange årtier haft fokus på samfundets balance, hvilket er foregået i tæt samarbejde med industriens organisationer for at sikre et så godt udgangspunkt for statens indtægter som muligt. Således har det i de sidste år stået højt på dagsordenen at øge konkurrenceevnen. Dette er bl.a. foregået gennem skattelettelser og indskrænkning af modtagergrupperne for sociale ydelser.
Lars Barfoed har i den netop overståede valgkamp forsøgt at trænge igennem med disse konservative budskaber. Desværre druknede flere af de vigtige aspekter i de vælgerløfter, partierne havde med sig for at tiltrække de af vælgerne, der stadig skulle være i tvivl. Ikke desto mindre er politikken stadig rigtig, og forhåbentlig kommer de konservative ikke til at skifte spor, selvom det ikke i denne omgang lykkedes at trænge igennem med budskabet.
Imens fortsætter Danmark med at udvide den offentlige sektor, indtil vi en dag ikke selv kontrollerer den danske økonomi. Som andre europæiske lande har oplevet, vil mere alvorlige virkemidler på dette tidspunkt blive taget op af værktøjskassen.
Både industrien, fagbevægelsen og den almindelige dansker kunne derfor med fordel interessere sig mere for det konservative projekt. Også fremtidens industriminister bør være konservativ.
