Der var engang, hvor det udsøgte privilegium "at skabe værdi for andre mennesker" var for alle. Også selvom man måske ikke havde evnerne til at blive ingeniør eller hjerneforsker.
Der var engang, hvor man kunne gå på restaurant og få en udsøgt betjening af en rigtig uddannet tjener med smoking og hvide handsker, som vidste hvad han snakkede om, og ikke en distanceret studerende, som kun har nattens bytur i hovedet.
Der var engang, hvor man kunne tage i Tivoli og få en udsøgt service af engageret personale, som gjorde en dyd af at give dig en god oplevelse, og ikke en 6te rangs "service" af en bebumset gymnasieelev, som ingen interesse udstråler i hverken Tivoli eller dig.
Der var engang, hvor en hustand kunne fungere fint med én indkomst, således at der var tid til det aller vigtigste, nemlig at tage sig kærligt af hinanden, herunder børn og gamle, i stedet for bare at stikke dem en check.
Der var engang, hvor man havde råd til at hyre en udlært tømrer til at reparere sit hus, i stedet for selv at fjumre rådvild rundt med genstande, man har købt i XL byg.
Der var engang, hvor personlig kontakt var i fokus, når man gjorde sin forretning, og ikke kontakten mellem mennesket og maskinen, fordi man ikke længere har råd til at betale for hinandens hjælp og vejledning.
Der var engang, hvor gamle mennesker var selvhjulpne, fordi de selv kunne stavre til købmanden på hjørnet med sin seddel og få sine fornødenheder bragt, i stedet for at være rådvild og svag i en kold interaktion med fremmed teknologi, som man ikke forstår og heller aldrig kommer til at forstå.
Der var engang, hvor man kunne køre ind på en tankstation, hvorefter 4 friske og stolte mænd i uniform og kasket straks gik igang med at pudse din rude og fælge, medens du fik fyldt benzin på.
Der var engang, hvor man købte sin fisk ved fiskehandleren og sit kød ved slagteren, og her fik man førsteklasses information og service omkring de produkter man havde på sin liste af en uddannet til formålet.
Der var engang, man kunne være lykkelig uden lykkepiller. I 2011 er 38% af befolkningen på lykkepiller, og aldrig har de været så ulykkelige.
Der var engang, hvor man havde 4 friske småunger med røde kinder og snotnæser i baghaven, uden brug af kunstig befrugtning. Og ingen af dem havde ADHD eller autisme eller nedsat befrugtningsevne.
Der var engang, man kunne glædes over sit måltid i stedet for at vægres ved det og skære i sig selv, i ren frustration over sin omverdens forventing om at skulle realisere det, de ikke selv kunne realisere.
Der var engang, hvor "lighed" ikke handlede om penge, men den måde man behandlede hinanden på og de muligheder man gav hinanden.
Der var engang, hvor begrebet arbejdsløshed var ukendt. For alle kunne et eller andet, så det var sådan set bare at komme igang.
Der var engang, hvor visioner og løsninger var 2 forskellige ting, og hvor man skabte disse i den rigtige rækkefølge, og hvor man lod mulighederne dominere og ikke begræsningerne.
Der var engang, hvor "at skabe" var vigtigere end "at kræve", og hvor professionel stolthed var det kendetegnende.
Der var engang, hvor man kunne give til nogen, uden forventning om at modtage noget til gengæld, og hvor man glædeligt kunne modtage noget uden at have krævet dette og følt sig som et offer.
Der var engang, hvor "velfærd" ikke handlede om hvor meget man kunne kræve af andre mennesker, men snarere om hvad man selv kunne gøre for at opnå denne, og hvor man havde de bedste muligheder for dette.
Der var engang, hvor man respekterede en arbejder i erkendelse af, at hverken staten, fagforeninger eller virksomheder skaber værdi. Men at det er arbejderen og KUN arbejderen.
Kunne vi alt det engang, så kan vi det også igen!
