Juryen voterer stadig, og det er stadig en strøtanke, der er opstået af den verserende debat om mænd, kvinder og Big Mother. Da jeg så læste Søren Holmboes hysterisk morsomme "SÅ DØR BABY!!" kunne jeg alligevel ikke dy mig.
For artiklen har en pointe. Kvinder har altid søgt beskyttelse, og vend og drej det som man vil, bekymrer de sig mere end mænd, og de går til mænd for at få sikkerhed. Samtidig ved vi fra Lennart Kiils udmærkede artikel at mænd har en tendens til at være dem, der opbygger samfundets institutioner. Alt for meget giver mening her til at det rigtig bliver politisk korrekt.
Men lad forskere være forskere, for vi skal til Pelle Hvenegaard og hans sjove og alligevel lettere deprimerende serie "Herre i eget hus". For dem, der ikke kender denne måske platte udsendelse, er mønstret som følger:
En mand er langsomt men sikkert blevet totalt underkuet af kvinden, der ellers burde elske ham (men der er ingen kvinder, der elsker og respekterer en vatpik, vel?). Ingen i forholdet er reelt rigtig glade, og da slet ikke manden, der typisk lever i et totalt femininiseret tuttenutte-hjem med nips, plys og puder overalt. Han har mistet sig selv - og konen troner.
Så ankommer vores helt Pelle med et hold testosteron i ryggen til at afstive vores underkuede tøffelhelt og genvinde ham den nødvendige (selv)respekt. For TV's dramatiske skyld ryger der normalt en motorsav til et af konens mest elskede ejendele. Flismaskiner og ninjasværd holder, ikke sandt?
Det skulle man så tro var det rene selvmord, men her sker der noget pudsigt. Selv efter grove overgreb mod kvindens ejendele og hjemmets indretning endte langt hovedparten af de diktatoriske kvinder med at sende manden meget varme blikke. Som om en ny glød var tændt - og jeg mener TÆNDT. Helt ned i trussen. Jeg erindrer blot én tabt sag, som manden helt sikkert var bedre tjent uden.
Og hvilken mand har ikke gennem tiden oplevet noget lignende? At fokus ryger fordi automatpiloten har været slået til for længe, og så står manden pludselig med en undertrykkende kvinde, hvis respekt for ham kan ligge på et meget lille sted. Så stopper sexen, da hun ikke har lyst. Manden overvejer, om hun er blevet "frigid"? Ja, det er hun - med HAM!
Timerne på autopilot er blevet længere nu til dags, for alt for mange mænd har tillagt sig væsentlige dele af feminismen og lider nu efter års pussyfication af Nice Guy-itis. Mænd er langt mere rare end deres rygte, så hvem kan fortænke dem i bare at ville gøre det så godt som muligt for kvinderne? Om ikke andet end for at slippe for anklagerne om undertrykkelse og misogyni?
Det er en velbevaret hemmelighed, at mænd lever for at imponere og tilfredsstille kvinder.
Og hvad HREFLEVEDE har det med politik og Big Mother at gøre?
Jo, her strejfer tanken mig, at alle tidligere tiders samfund - og familier - generelt har haft mænd, der ikke skammede sig over deres talenter for at skabe struktur og tage tingene lidt ovenfra med overbliksbrillerne på. Der var altid et umiskendeligt lederskab. Dertil kunne mændene sagtens mande sig op og sige kvinderne imod uden at være tynget af simpelthen ... The Man's Burden ... detteher skyldskompleks, som den ekstreme del af feminismen alligevel havde held med at påføre os i uhyggelig grad.
Der er ingen tvivl om, at staten har udviklet sig til at være en Big Mother, hvis mantra vitterligt er "NU DØR BABY". Det skræmmende er dog at se samtlige af de leflende, bløde mænd rulle rundt på ryggen og logre med halen af usigelig frygt for prædikatet "kvindehader". Det er som mænd i dag ikke føler, at de har anden måde at tilfredsstille kvinder på end at imitere Al Bundy, der i den lurvede sofa stanger seddel efter seddel over skulderen til resten af familiens medlemmer. Og hunden. VUF!
Jeg kan derfor ikke lade være med at gruble over, om vores samfund ikke ville se anderledes ud, hvis mandlige politikere havde mere selvrespekt, ja såmænd også respekt for eget køn. For nu står de altså kollektivt til at deltage i næste sæson af Pelle Hvenegaards "Herre i eget hus".
Dermed mener jeg ikke, at vi skal tilbage til en tid, hvor der reelt nok var en mangel på respekt for kvinder. Feministerne havde en pointe langt hen ad vejen. Problemet er blot at Big Mother samfundet nu er noget nær ensidigt domineret af den løbske kvindelige frygt for denne verdens farer. Det er kammet over i noget dysfunktionelt, og med al respekt ser jeg simpelthen ikke at kvinder føler sig hverken mere lykkelige eller sikre. Tværtimod synes deres frygt for alt at næres som en slange ved det politiske bryst Naturligvis tager de pengene og særstillingen som "sloppy seconds", men RESPEKT skaber det kun i fantasiernes verden.
Jeg tror de oprigtigt ville få tændt en anden glød ... rundt omkring ... hvis balancen blev genskabt. Pelle har vist vejen, og nu må vi sætte den ene fod foran den anden og mande os op. For deres og vores og samfundets skyld.
;o)
