Hvad er 1. maj
1. maj er en dato. Et tal et punktum og tre bogstaver. For nogen er det en fødselsdag. For andre handler det om at fejre forårets komme (Valborgsdag) - Og så er der dem, værende størstedelen af klodens befolkning, der mener at det er "Arbejdernes internationale kampdag" ...
Som vi alle har hørt, blev 1. maj stiftet som international kampdag på socialisternes internationale kongres i 1889 - i 100-året for Den Franske Revolution. Dengang blev der kæmpet for en arbejdsdag på 8 timer som den lovlige grænse. Der var her også fokus på kampen for bedre leve- og arbejdsvilkår. Den 1. januar 1920 skete det så, at der blev aftalt en 48-timers arbejdsuge mellem arbejdsmarkedets parter – DERMED SLUTTEDE 30 ÅRS KAMP... Derfor har vi også historisk erkendt, at kommunismens og socialismens, samt den stærke arbejderbevægelses kamp – forstået som kampen for basale rettigheder – er slut. I den vestlige verden er der så at sige ikke mere at kæmpe for. Slagene er udkæmpet, forholdene fra 1800-tallet er udbedret.
Nutidens 1. maj
I år 2010, er 1. maj stadig arbejdernes kampdag, men resten af året ligger klassekampen død og begravet. For de fleste handler ”Kampdagen” ikke om andet en gamle røde sange, masser af øl og røde pølser, fri fra skole, og så floskelrige taler, der virker som om, de har været genbrugt de sidste 20 år. For venstrefløjen og fagforeningerne handler dagen om at få luftet de støvede gamle nedslidte røde faner. Alligevel vil der i år være fyldte parker og plæner med glade pølsespisende danskere og unge gymnasielever. ”Det er da rigtig hyggeligt” – dette er mentaliteten hos danskerne, som vi kender den og elsker den. Vi skal bare være enige om, at vi fejrer 1.maj, som det kulturelle samlingspunkt og IKKE som socialismens sag, HELLER IKKE som arbejderbevægelsens sag!
Misforstået klassekamp
1. maj, som SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten gerne så den, er som nævnt død og begravet. Men der findes stadig en overset kamp, som mangler at blive kæmpet:
Arbejderne er i dag velstillede og en veletableret del af den danske middelklasse. De traditionelle fagforeninger mister medlemmer til mere moderne, apolitiske og effektive konkurrenter. Venstrefløjen er uden politiske visioner og substans. Men DER ER FAKTISK BRUG FOR EN MODERNE KLASSEKAMP. En kamp for de allersvageste i vores samfund. De, som ikke får den hjælp, de har brug for, bl.a. fordi velfærdssamfundets ydelser gives til alle. Børnechecken, boligsikringen, efterlønnen osv. sendes ud i samfundet uden hensyn til indtægt, og verdens mest indkrævende skattesystem leger mor for alle danskerne. Det efterlader et overreguleret system, som uundgåeligt vil dumpe når det kommer til at tage sig af sine svageste. Velfærdssamfundet har ikke fokus nok på de mest lidende, men på alle de andre.
For mig er solidaritet vigtigt, men det skal være med de svageste. ALLE DER KAN KLARE SIG SELV, SKAL KLARE SIG SELV. Til gengæld får vi alle en markant lavere skat på arbejde. Velfærdssamfundet skal tage sig af de som ikke kan; det er liberalt hjerteblod. Det er den "klassekamp", der er brug for i Danmark i dag.
Det vil klæde talerne 1. maj at fokusere på denne reelle problemstilling. I stedet for at brug tiden på tomme ord og opfordring til en kamp, der for længst er slut. Det er som at høre en plade, der er gået i hak!
1. maj er en dato. Et tal et punktum og tre bogstaver. For nogen er det en fødselsdag. For andre handler det om at fejre forårets komme (Valborgsdag) - Og så er der dem, værende størstedelen af klodens befolkning, der mener at det er "Arbejdernes internationale kampdag" ...
Som vi alle har hørt, blev 1. maj stiftet som international kampdag på socialisternes internationale kongres i 1889 - i 100-året for Den Franske Revolution. Dengang blev der kæmpet for en arbejdsdag på 8 timer som den lovlige grænse. Der var her også fokus på kampen for bedre leve- og arbejdsvilkår. Den 1. januar 1920 skete det så, at der blev aftalt en 48-timers arbejdsuge mellem arbejdsmarkedets parter – DERMED SLUTTEDE 30 ÅRS KAMP... Derfor har vi også historisk erkendt, at kommunismens og socialismens, samt den stærke arbejderbevægelses kamp – forstået som kampen for basale rettigheder – er slut. I den vestlige verden er der så at sige ikke mere at kæmpe for. Slagene er udkæmpet, forholdene fra 1800-tallet er udbedret.
Nutidens 1. maj
I år 2010, er 1. maj stadig arbejdernes kampdag, men resten af året ligger klassekampen død og begravet. For de fleste handler ”Kampdagen” ikke om andet en gamle røde sange, masser af øl og røde pølser, fri fra skole, og så floskelrige taler, der virker som om, de har været genbrugt de sidste 20 år. For venstrefløjen og fagforeningerne handler dagen om at få luftet de støvede gamle nedslidte røde faner. Alligevel vil der i år være fyldte parker og plæner med glade pølsespisende danskere og unge gymnasielever. ”Det er da rigtig hyggeligt” – dette er mentaliteten hos danskerne, som vi kender den og elsker den. Vi skal bare være enige om, at vi fejrer 1.maj, som det kulturelle samlingspunkt og IKKE som socialismens sag, HELLER IKKE som arbejderbevægelsens sag!
Misforstået klassekamp
1. maj, som SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten gerne så den, er som nævnt død og begravet. Men der findes stadig en overset kamp, som mangler at blive kæmpet:
Arbejderne er i dag velstillede og en veletableret del af den danske middelklasse. De traditionelle fagforeninger mister medlemmer til mere moderne, apolitiske og effektive konkurrenter. Venstrefløjen er uden politiske visioner og substans. Men DER ER FAKTISK BRUG FOR EN MODERNE KLASSEKAMP. En kamp for de allersvageste i vores samfund. De, som ikke får den hjælp, de har brug for, bl.a. fordi velfærdssamfundets ydelser gives til alle. Børnechecken, boligsikringen, efterlønnen osv. sendes ud i samfundet uden hensyn til indtægt, og verdens mest indkrævende skattesystem leger mor for alle danskerne. Det efterlader et overreguleret system, som uundgåeligt vil dumpe når det kommer til at tage sig af sine svageste. Velfærdssamfundet har ikke fokus nok på de mest lidende, men på alle de andre.
For mig er solidaritet vigtigt, men det skal være med de svageste. ALLE DER KAN KLARE SIG SELV, SKAL KLARE SIG SELV. Til gengæld får vi alle en markant lavere skat på arbejde. Velfærdssamfundet skal tage sig af de som ikke kan; det er liberalt hjerteblod. Det er den "klassekamp", der er brug for i Danmark i dag.
Det vil klæde talerne 1. maj at fokusere på denne reelle problemstilling. I stedet for at brug tiden på tomme ord og opfordring til en kamp, der for længst er slut. Det er som at høre en plade, der er gået i hak!
