Så kaldte formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard muslimer for løgnere og voldtægtsforbrydere. Og på den anden side deltog imam Abdul Wahid Petersen og talsmand for Muslimernes Fællesråd Zubair Butt Hussain i ukritisk audiens hos den iranske diktator Mahmoud Ahmadinejad. Således er meget fremtrædende personer i stort set alle integrationsspørgsmål her hjemme med til at banke processen hårdt tilbage.
Hedegaard bliver bakket op af medlemmer fra Trykkefrihedsselskabet og ikke mindst af repræsentanter fra Dansk Folkeparti, mens Abdul Wahid Petersen og Zubair Butt Hussains valgte at tage billeder af Ahmedinjad fremfor at spørge til præsidentens holocaust-benægtelser, trusler mod Israel, kriminalisering af homoseksualitet og ikke mindst vold mod demonstranter i landet.
Hvordan går det til at så markante personer i integrationsdebatten kan begå så omfattende brølere, hvordan går det til at disse personer overhovedet er blevet så markante? Man kan kun ønske sig bedre fortalere for trykke- og ytringsfriheden og på den anden side for muslimer i Danmark.
Naser Khader, Søren Pind og andre prominente medlemmer af Trykkefrihedsselskabet er smuttet, mens talskvinden for Frit Iran Jaleh Tavakoli har kritiseret sine trosfællers talende tavshed. For hvad tænker og føler iranske muslimer i Danmark ikke, når de selv er flygtet fra netop de tilstande som præsident Ahmadinejad med vold og magt fastholder?
Omvendt har hele miseren faktisk nogle positive konsekvenser. Nu bliver fårene skilt fra bukkene, og man vil måske forstå at Trykkefrihedsselskabet næppe kan føre integrationen i en bedre retning, og tilsvarende at en imam som Abdul Wahid Petersen, der altid har haft svært ved at tage afstand fra stening, også er medvirkende til at grave etniske grøfter. Endelig åbner miseren mulighed for at sætte mere pris på personer som Khader, Tavakoli, Pind og andre, der siger fra i helt rette øjeblik.
Det vrimler tilsyneladende med svipsere i integrationsdebatten. Og debatten er efterhånden blev så elastisk at man kan udtale næsten hvad som helst, og slippe afsted med det. Hvis en debattør for bare få år siden havde hånet muslimer som Lars Hedegaard nu har gjort ville man betragte manden som gal - det er i hvert fald svært at forestille at personen havde fået lige så meget taletid. Og hvis fremtrædende imamer havde siddet til højbords med anti-semitiske diktatorer ville man tilsvarende betragte imamerne som forrykte. Men problemerne, udtalelserne, islamofobien og islamismen har sneget sig ind på livet af os i en grad at vi ikke rigtig reagerer på uhyrlighederne, højst ryster på hovedet. Og det går bare ikke, i så fald vokser problemerne sig større og fronterne sig stærkere uden at vi er os dette helt bevidst, i hvert fald ikke før det måske er for sent.
Folk æder det jo råt, og det er heller ikke kedeligt avisstof når Lars Hedegaard eller radikale imamer trækker overskrifter, det sælger. Hvorvidt man skal bebrejde læsere eller medier, eller begge, skal være usagt her, men der er i hvert fald brug for besindelse hos begge parter. Det kan ikke være rigtigt at man kun interesserer sig for ulykkerne, skandalerne og de hovedløse udtalelser i integrationsdebatten, og det kan heller ikke være rigtigt at Lars Hedegaard, anti-muslimen Søren Krarup eller imamer der både ligner og lyder som bjerghøvdinge er med til at sætte dagsordenen i debatten. Der er brug for saglighed, hvilket Lars Hedegaard nok vil påberåbe sig, nu mangler han så bare at vise den, og der er brug for moral, hvilket Abdul Wahid Petersen bestemt også vil erklære sig enig i, men kiksede fuldstændig da han slog sig ned ved den brutale kupmagers bord.
Undertegnede har selv oplevet Lars Hedegaard under et foredrag på Christiansborg, men har endnu Abdul Wahid Petersen og imamer af samme snit til gode. Hedegaard har stor viden om problemerne i islam, der er næppe en islamist som har forbigået hans opmærksomhed, men hvis man kun hæfter sig ved problemerne i en religion og integrationsvanskelighederne blandt nogle muslimer, så er det ikke svært at få dommedagsteorierne til at passe, således som de også blev udbasuneret under foredraget på Christiansborg. Hvis man primært søger materiale der styrker ens kritik eller teori, således som det også er tilfældet på et stigende antal anti-muslimske internetblogs, så turde det være åbenlyst at man bedriver uredelig videnskab. Sagt på en anden måde,- Lars Hedegaard kan altid underbygge den ene påstand med en anden, men kan han også underbygge den med virkeligheden?
Hvem der tager prisen som årets integrationstorsk må man selv vurdere, men kandidaterne er netop blevet suppleret op. Når en græsrodsorganisition som Trykkefrihedsselskabet udslynger hadske postulater om religiøse mindretal i Danmark, så gør selskabet selve frihedsbegrebet til skamme, og når toneangivende imamer misbruger den mest oplagte mulighed for at protestere imod en præsident der undertrykker sin befolkning i islams navn, så må imamernes generelle moral drages i tvivl. Det er bare ikke godt nok, så lad os i stedet få de rigtige profiler på banen, både som debattører og som forbilleder.
Hedegaard bliver bakket op af medlemmer fra Trykkefrihedsselskabet og ikke mindst af repræsentanter fra Dansk Folkeparti, mens Abdul Wahid Petersen og Zubair Butt Hussains valgte at tage billeder af Ahmedinjad fremfor at spørge til præsidentens holocaust-benægtelser, trusler mod Israel, kriminalisering af homoseksualitet og ikke mindst vold mod demonstranter i landet.
Hvordan går det til at så markante personer i integrationsdebatten kan begå så omfattende brølere, hvordan går det til at disse personer overhovedet er blevet så markante? Man kan kun ønske sig bedre fortalere for trykke- og ytringsfriheden og på den anden side for muslimer i Danmark.
Naser Khader, Søren Pind og andre prominente medlemmer af Trykkefrihedsselskabet er smuttet, mens talskvinden for Frit Iran Jaleh Tavakoli har kritiseret sine trosfællers talende tavshed. For hvad tænker og føler iranske muslimer i Danmark ikke, når de selv er flygtet fra netop de tilstande som præsident Ahmadinejad med vold og magt fastholder?
Omvendt har hele miseren faktisk nogle positive konsekvenser. Nu bliver fårene skilt fra bukkene, og man vil måske forstå at Trykkefrihedsselskabet næppe kan føre integrationen i en bedre retning, og tilsvarende at en imam som Abdul Wahid Petersen, der altid har haft svært ved at tage afstand fra stening, også er medvirkende til at grave etniske grøfter. Endelig åbner miseren mulighed for at sætte mere pris på personer som Khader, Tavakoli, Pind og andre, der siger fra i helt rette øjeblik.
Det vrimler tilsyneladende med svipsere i integrationsdebatten. Og debatten er efterhånden blev så elastisk at man kan udtale næsten hvad som helst, og slippe afsted med det. Hvis en debattør for bare få år siden havde hånet muslimer som Lars Hedegaard nu har gjort ville man betragte manden som gal - det er i hvert fald svært at forestille at personen havde fået lige så meget taletid. Og hvis fremtrædende imamer havde siddet til højbords med anti-semitiske diktatorer ville man tilsvarende betragte imamerne som forrykte. Men problemerne, udtalelserne, islamofobien og islamismen har sneget sig ind på livet af os i en grad at vi ikke rigtig reagerer på uhyrlighederne, højst ryster på hovedet. Og det går bare ikke, i så fald vokser problemerne sig større og fronterne sig stærkere uden at vi er os dette helt bevidst, i hvert fald ikke før det måske er for sent.
Folk æder det jo råt, og det er heller ikke kedeligt avisstof når Lars Hedegaard eller radikale imamer trækker overskrifter, det sælger. Hvorvidt man skal bebrejde læsere eller medier, eller begge, skal være usagt her, men der er i hvert fald brug for besindelse hos begge parter. Det kan ikke være rigtigt at man kun interesserer sig for ulykkerne, skandalerne og de hovedløse udtalelser i integrationsdebatten, og det kan heller ikke være rigtigt at Lars Hedegaard, anti-muslimen Søren Krarup eller imamer der både ligner og lyder som bjerghøvdinge er med til at sætte dagsordenen i debatten. Der er brug for saglighed, hvilket Lars Hedegaard nok vil påberåbe sig, nu mangler han så bare at vise den, og der er brug for moral, hvilket Abdul Wahid Petersen bestemt også vil erklære sig enig i, men kiksede fuldstændig da han slog sig ned ved den brutale kupmagers bord.
Undertegnede har selv oplevet Lars Hedegaard under et foredrag på Christiansborg, men har endnu Abdul Wahid Petersen og imamer af samme snit til gode. Hedegaard har stor viden om problemerne i islam, der er næppe en islamist som har forbigået hans opmærksomhed, men hvis man kun hæfter sig ved problemerne i en religion og integrationsvanskelighederne blandt nogle muslimer, så er det ikke svært at få dommedagsteorierne til at passe, således som de også blev udbasuneret under foredraget på Christiansborg. Hvis man primært søger materiale der styrker ens kritik eller teori, således som det også er tilfældet på et stigende antal anti-muslimske internetblogs, så turde det være åbenlyst at man bedriver uredelig videnskab. Sagt på en anden måde,- Lars Hedegaard kan altid underbygge den ene påstand med en anden, men kan han også underbygge den med virkeligheden?
Hvem der tager prisen som årets integrationstorsk må man selv vurdere, men kandidaterne er netop blevet suppleret op. Når en græsrodsorganisition som Trykkefrihedsselskabet udslynger hadske postulater om religiøse mindretal i Danmark, så gør selskabet selve frihedsbegrebet til skamme, og når toneangivende imamer misbruger den mest oplagte mulighed for at protestere imod en præsident der undertrykker sin befolkning i islams navn, så må imamernes generelle moral drages i tvivl. Det er bare ikke godt nok, så lad os i stedet få de rigtige profiler på banen, både som debattører og som forbilleder.
