Efter at politiet har intensiveret deres indsats imod offerløs plante-kriminalitet på og omkring Christiania, er det blevet sværere at færdes i området uden at risikere, at myndighederne på den ene eller den anden måde begår overgreb imod en.
F.eks. foretager politiet i denne tid et stort antal visitationer og ransagninger uden at have lovhjemmel til det, hvilket jurist Jacab Mchangama problematiserer her. Der slås desuden også hårdt ned på førere af motorkøretøjer, der, uden at være det mindste påvirkede af cannabis, fører motorkøretøj med ufarlige THC-nedbrydningsstoffer i blodet. Dette alene med det vildfarne puritanske formål at stoppe handel og forbrug af cannabis og ikke, som man skulle tro, for at højne færdselssikkerheden.
Men hvad kan man som almindelig fredelig borger gøre for at forsvare sig imod disse overgreb? Der er flere ting man kan gøre. Udover at kende sine rettigheder i tilfælde af visitation og ransagning, som jeg tidligere har skrevet om, så har de fleste unge mennesker nemlig et meget potent våben lige ved hånden: deres smartphone.