Det følgende er en slags kommentar til et indlæg i 180 grader, 28.11.2011, som oprindeligt var en reportage i Ekstra Bladet om en udenlandsk forbryderfamilie, der havde tilranet sig økonomiske privilegier ved hjælp af trusler på socialcentrets personale. Avis: Gangsterfamilie truer sig til socialhjælp
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en artikel, jeg skrev i slutningen af 1990 til et blad som hed Samspil (ophørte sidst i 90erne).
Samspil beskæftigede sig med emner relateret til indvandring og integration. Redaktøren forklarede mig noget i retning af, eller sådan forstod jeg det, at bladet hovedsageligt blev læst af danskere og indvandrere med interesse for problemstillinger inden for indvandring og integration. Så det var med den læserskare for øje at jeg gik i gang med at skrive.
Der er gået mere end 20 år siden den artikel, som tog afsæt i noget der skete for næsten 40 år siden. Nu lader jeg læseren bedømme om teksten stadig er aktuel.
Forståelsen for den fremmede kan drives for vidt
(Samspils redaktions titel)
I september 74 - en måned efter min ankomst til Danmark - befandt jeg mig i Århus sammen med en gruppe chilenske flygtninge, der som jeg, havde valgt at slå sig ned i Århus. Dansk Flygtningehjælp (DF) sørgede, med et for mig ukendt hensyn, for de elementære fornødenheder og mere til. Hurtigt kom jeg til at føle en ubetinget beundring for danskernes kombination af velstand og medmenneskelighed.
Der var blandt os en chilener en omstridt personage. Lad os kalde ham W. Denne W blev efter forbløffende kort tid træt af at bo i DFs midlertidige boliger. Ved hjælp af en tolk gik han rundt med sin kone og studerede lejligheder i nyopførte boligkomplekser i nogle dage. Da han endelig besluttede sig underskrev han en lejekontrakt. Den og den dag ville han og konen flytte ind i den flotte lejlighed, han så grundigt havde udvalgt.
Men den og den dag kom, og han flyttede ikke alligevel. DF havde i mellemtiden anvist en nyankommen familie til W’s midlertidige bolig. Den nye familie kunne ikke komme ind, for W havde nu ingen planer om at flytte. DF’s tålmodige personale gav W lange forklaringer om, at han havde jo skrevet en kontrakt. Men lidt hjalp det, for W var ikke til at rokke. Den pågældende lejlighed ”var ikke så god”, og han ville under ingen omstændigheder bo i noget der var dårligere, end det han var vant til fra Chile. I øvrigt var han overbevist om, at DF var ude på at snyde, fuppe ham, for han havde i mellemtiden hørt om lejligheder, der var meget bedre end den, han havde skrevet kontrakt på.
Vi var målløse. Allerede ved de første fællesmøder havde vi aftalt, at vores opførsel i Danmark skulle være eksemplarisk, og at vi skulle leve op til de idealer, vi havde stået for i Chile. W’s dumhed fyldte os med skam.
W’s solo forestilling fortsatte i det uendelige. Hans ene nummer blev mere bizart end det andet. Og gik det ikke efter hans hoved, var han hurtig til at råbe op og banke i bordet. Som tiden gik kom det også frem, at han gang på gang fortalte røverhistorier, om de fare han havde gennemgået inden udrejsen fra Chile.
Den chilenske kolonis konklusion var enstemmig: W var ikke andet end en opportunist, der havde udnyttet Chiles tragedie, og nu udnyttede danskernes velvilje, for at rage så meget som muligt til sig.
Dansk langmodighed
Men det ufattelige lå i danskernes holdning. I en periode troede vi, ligefrem ventede på, at nogen i DF ville sætte W på plads. Måske kunne de i det mindste minde ham om, at ingen havde tvunget ham til Danmark. Kendsgerningerne pegede ubønhørligt i en hel anden retning. Ikke alene blev W’s skandaler mødt med smil, men han fik faktisk meget mere opmærksomhed (og mange flere goder), end de andre, som bar deres flygtningeskæbne med værdighed. Det var som om der for danskerne gjaldt en slags omvendt logik.
Og nu kommer der noget, som er endnu mere interessant: nogle måneder efter begyndte W’s holdning at smitte. Og andre fulgte i W’s spor.
Ja, forholdet mellem W og DF, havde retfærdiggjort, og senere legitimeret, hvad i starten havde været opfattet som beskæmmende. W’s adfærd havde blottet et aspekt af danskernes væremåde der tillod, at man kunne opføre sig som et forkælet barn, uden at man nødvendigvis oplevede det som skamfuldt. Danskerne var jo sådan; de havde ingen reaktioner over for det urimelige – kun smil. Overfor danskerne forstyrrede man hverken universets orden eller eens eget selvværd, hvis man udførte handlinger, man udmærket ville blive hårdt bedømt (måske også straffet), i eens eget land.
I dag, seksten år efter de forbavsende episoder som W’s talenter frembragte, ved jeg, at danskernes tolerance i bund og grund udspringer i en dyb respekt for individets ret til at modellere sin tilværelse efter eget ønske. Så langt så godt. Men jeg ved også, at denne tolerance, på samme måde som ethvert andet psyko-socialt fænomen, er en meget sammensat sag, og derfor har mange sider, mange ansigter – og nogle af der er ikke spor charmerende.
Det personlige ansvar
Det er en vane i Danmark, at opfatte dybt asociale handlinger - som ikke har svære sindslidelser som årsag - som ene og alene et produkt af sociale omstændigheder, og nærmere, af en ikke–væren -i–stand-til at finde en plads i samfundet.
Eksempelvis, i den evig tilbagevendende debat om grov vold, en af de alvorligst tænkelige krænkelser et menneske kan udsættes for, søges forklaringerne og løsningsmodellerne altid i ydre faktorer; økonomien, beskæftigelsesmuligheder, manglende uddannelse. Selv flere farver i gademiljøet er undertiden blevet præsenteret som en seriøs mulighed for ar forhindre vold og hærværk.
Men hvor er den menneskelige faktor i denne diskussion? Hvor er mennesket som tænkende væsen, i besiddelse af fornuft og i stand til at skelne mellem rigtigt og forkert?
Svaret er lige så simpelt som brutalt. Den menneskelige faktor søges konsekvens fornægtet. Egen vilje til handling og fornuft til at vælge mellem forskellige adfærdsformer, er begreber som i Danmark kun sættes i forbindelse med højere filosofi, og for de mere lærde har de oven i købet ofte en skræmmende klang. Disse meget menneskelige egenskaber er ikke noget en voldsudøver er i besiddelse af. Voldsudøveren bliver måske ikke umyndiggjort, men han bliver i hvert fald umenneskeliggjort, (og en skæv tanke til Stangerups Manden der ville være skyldig, forekommer mig uundgåelig).
Der er selvfølgelig en sammenhæng mellem asocial adfærd og dårlige sociale omstændigheder. Men sandheden er, at til trods for den økonomiske modgang, er der næppe mange lande i verden, der giver sine borgere bedre materiale muligheder for social tilpasning end Danmark. Og selv om det lykkedes at forhøje befolkningens levestandard flere gane, vil man ikke kunne standse de asociale tendenser. Kendt men meget overset er, at i denne sammenhæng spillet et samfunds moral og etik en meget højere rolle end levestandarden.
Kald det hellere ansvarsflugt
Dette meget menneskelige land, dyrker en meget umenneskelig grundholdning over for de borgere, der kræver og ødelægger medborgeres tilværelse; det gør dem til rene produkter af sociale kræfter, der gør dem til misfunktioner i et maskineri og fratager dem ansvaret over for dem selv.
Som en sidebemærkning vil jeg lige tilføje, ar den ovennævnte måde at forstå tingene på; denne ”forståelse”-, har to tilsyneladende fordele: at man sparre sig konflikten ved at tage stilling til et andet menneskes handlinger. Og at man kan bilde sig ind, at denne mangel på reaktion er en ”civiliseret” handling. Denne ”forståelse”, (ofte forsøgt præciseret med tilføjelser der bestemt ikke klæder videnskaben om opdragelse og undervisning: pædagogik) er til syvende og sidst ikke andet end en ansvarsflugt.
Og nu går vi over til indvandrerne. Chile, Tyrkiet, Pakistan, Iran Sri Lanka, Irak er bestemt ikke lande der i nutiden er kendt for deres kunst, videnskab og /eller humanisme. Det drejer sig om fattige lande, med lidt eller ingen respekt for menneskerettighederne, med korrumperede og, i bedste fald, uduelige administrationer.
Vi kommer fra sociale omstændigheder, der kan få selv de mest socialfallerede danskere til at blegne. Ergo, er det intet under, at vi – allerede inden vi er kommet til landet – bliver af den menige dansker betragtet som produkter af vores triste sociale baggrund, som stakkels skabninger uden tænkende evner. Vi bliver fra starten af betragtet og ” forstået”, som landets egne sociale tilfælde.
Et andet eksempel
I 77 så jeg på et bistandskontors venteværelse en fuld dansker sparke møbler, mens han med skældsord forlangte ”sine” penge. Og i 85 så jeg asylsøgere opføre sig som manden på bistandskontoret. De forlangte bare noget andet; flere lommepenge eller bedre mad eller noget helt tredje. I begge tilfælde var svaret det samme: Den falske forståelse – som ikke er andet en ansvarsflugt, konfliktskyhed.
Ud fra det førnævnte ræsonnement er det forkert, at tale om egentlig racisme i danskernes generelle holdning til de fremmede. Denne ”forståelse” er så indgroet i det danske sind, at det indtil for få år siden fremkaldte voldsomme reaktioner, overhovedet at anfægte den. Alene det, at antyde nødvendigheden i at stille krav til asylansøgere, flygtninge, indvandrere blev betragtet som grusomme tanker (racisme..?!). Man kunne jo ikke tillade sig at stille krav til sådan nogen.
Men det er i etniske relationer desværre sådan, at medynk hurtigt kan forvandle sig til foragt, og foragt til had, og had til rigtig racisme, og derfra ved vi alle, at selv de mest uhyggelige foreteelser kan forekomme. Og denne farlige kæde er allerede begyndt at bide sig ind i dele af befolkningen. Er man i tvivl, så er det bare om at læse aviserne nu – og for fem – ti år siden.
Indvandrernes medansvar
Det er på en mærkværdig måde i orden, hvis danskerne ikke stiller krav til os indvandrere. Men, at vi ikke stiller krav til os selv som gruppe er direkte uanstændigt og nedværdigende.
Lad os kigge nærmere på det, der tilsyneladende pisker diskriminationsbølgerne højest op: Kriminalitet blandt indvandrere. Og lidt nytter det, at holde sig til statistikker (*) - for den negative virkning er ikke til at tage fejl af. Og den vedrører os alle.
Det er ingen hemmelighed, at vi er kommet hertil fordi vi i vores hjemlande var truet af f.eks. sult og brutalitet. Vi må ikke glemme, at det ikke bare er vores umiddelbare forskellighed, der er skyld i danskernes diskrimination. Med os har vi også taget et stykke af den elendighed, vi kommer fra. Og det yderst forståeligt hvis dette krænker og skræmmer den offentlige bevidsthed.
Det er - blandt andet - her, at indvandreorganisationerne ikke har vist den nødvendige moralske beslutsomhed. Det er disse foreninger der først og fremmest skal forlange kriminelle udlændinge udvist. Hvorfor er denne – vores/indvandrernes moralske forpligtigelse blevet helt og holdent overladt til Fremskridtspartiet? Måske har vi været så længe i Danmark, at vi har glemt hvilken reaktion (fx) salg af narkotika eller voldtægt ville udløse i vores egne lande, hvis det drejede sig om en fremmed. Men så er det på tide at huske det. På den måde vil vi bedre kunne forstå hvorfor danskerne skære os alle over en kam.
Det er udmærket med organisationer der kan varetage indvandrernes umiddelbare interesser i det danske samfund. Men dette er en egoistisk interesse, hvis den ikke er ledsaget af en mindst lige så stor interesse i at vise samfundet, at også vi ønsker at beskytte dette lands vel. Det er vigtigt en gang for alle at forstå, at det er os, der i forbindelse med diskrimination skal yde denne største indsats. Af den enkle grund, at det er os, der er kommet hertil i søgen efter bedre livsvilkår.
Etniske konflikter er som regel en tidsindstillet bombe. Og en bombe kan kun demonteres - den kan ikke bekæmpes.
”At bekæmpe” racismen, ved at lave demonstrationer eller finde racister, er en naiv misforståelse.
At vise mod og vilje til at feje for egen dør, er med sikkerhed en af de bedste måder at demontere bomben på.
Rubén Palma
*) Der var lige udkommet en statistik som viste at indvandrere ikke var mere kriminelle end danskere.
