Bag partiets nedtur lurer et ideologisk opgør.
Mens Socialdemokraterne i øjeblikket dag for dag mister vælgere til alle sider, har partiet under overfladen gang i et dramatisk ideologisk skifte, som kun peger i en retning: til højre.
Kursen er ligefrem »neoliberal«.
Sådan lyder i hvert fald den krasse tolkning hos professor i historie Claus Bryld, som har forsket i Socialdemokratiets historie, og som har sat sig ned og læst ’Danmark 2032’ – Socialdemokraternes oplæg til, hvordan velfærdssamfundet skal skrues sammen i fremtiden.
Nye sigtelinjer skal vedtages på kongres til efteråret
I disse måneder er der gang i det politiske udviklingsarbejde, som skal kulminere til S-kongressen i september, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt med sit parti i ryggen skal vedtage nye sigtelinjer. Ifølge Thorning er arbejdet en videreførelse af den reformdagsorden, hun slog an i sin nytårstale: Velfærdsydelserne skal »prioriteres« og »moderniseres« for at ruste Danmark til økonomisk smalkost.
»Der skal være en pligt til ikke at rage ydelser til sig, som man ikke har behov for – selv om man måske formelt har ’ret’ til dem«. Og »en del tyder på, at danskerne er bedre til at kræve deres ret end til at gøre deres pligt«.