En tænkt situation, opfundet helt og aldeles frit efter fantasien - så lad venligst være med at tænke på nulevende, faktiske personer, når du læser følgende:
En kynisk og ekstremt ærgerrig jurist fra Justitsministeriets departement har nået tæt på toppen af karrierestigen og kandiderer pludselig til jobbet som politidirektør. Men han har lig i lasten. Han har været involveret i en kæmpemæssig narkohandel, som han med sine kontakter har hjulpet til gennemførelse uden stor risiko for at blive taget. Udnævnelsen er tæt på at ske, og det er ikke noget, som statsministeren bifalder, idet statsministeren har hørt rygter om juristens kriminelle gerninger.
Men da det er en offentlig forventning, at den "enormt dygtige" jurist, som i øvrigt har en stærk karisma og supergode relationer til toneangivende journalister og redaktører, får jobbet, føler statsministeren sig afskåret fra at intervenere og forhindre udnævelsen. Statsministeren véd, at selvom det er åbenlyst forkert, at juristen får jobbet, så er det forbundet med stor fare for statsministeren at gribe ind. Det vil blive kaldt magtmisbrug.
Gode råd er dyre. Statsministeren har alle gode intentioner og mener naturligvis, at det er riv rav ruskende forkert, at en mand med mistanke om meddelagtighed i en stor narkohandel bliver én af politiets øverste chefer. Statsministeren føler sig presset ud i alternative metoder, at han forsøger via håndgangne mænd og kvinder at sørge for, at pressen får nys om historien. Forventningen er, at pressen lever op til idealet og gør sit arbejde, afslører de kriminelle handlinger, hvorefter juristen vil være færdig og ude.
Historien kommer ganske rigtigt ud, men den bliver ikke modtaget, som man skulle forvente. Juristens gode relationer bevirker nemlig, at der er medier og redaktører, som sår tvivl om, i hvilken grad juristen har været involveret i narkohandlen. Ja, bevares - alle er klar over, at det er en gråzonesag, men kan det BEVISES, at juristen har tjent penge på sin meddelagtighed.
Pressedækningen efterlader statsministeren med det indtryk, at nok er alle enige om, at juristen rent faktisk har en vis andel i narkohandlen, men juristens defensorer i pressen sætter spørgsmållstegn ved, om det er nok med indicier og de foreliggende beviser. Er beviserne stærke nok til at det ville være til en domfældelse? At juristen moralsk set er skyldig, diskuteres ikke længere.
Statsministeren føler sig foranlediget til at iværksætte en undersøgelse, som gennemføres af en enhed i politiet, som efter juristens forventelige udnævnelse dels ligger under juristens kommende ansvarsområde. Det er også kendt, at juristen har lovet at styrke denne enhed, hvis ledende medlemmer i øvrigt sidder i samme Rotary club og deler partimedlemskab.
Undersøgelsens resultater overrasker alle. Den strider imod al tidligere praksis og sætter nye krav til bevisførelse i sådanne sager. Det står nemlig klart nu, at juristen har været aktiv medvidende i den store narkohandel, og at vedkommende også har fået overført et meget stort beløb til en udenlandsk konto i korresponderende tidsrum. Men juristen frifindes pure, fordi der ganske vist forefindes udskrifter af telefonsamtaler mellem to telefonnumre, hvor den ene tilhører én af Danmarks største narkogangster, mens den anden tilhører ... juristen. Men i undersøgelsen afviser man, at det er dokumentation for, at stemmen på båndet tilhører juristen, selvom det er hans telefonnummer.
Statsministeren føler sig mere nu end nogensinde sikker på, at juristen de facto har medvirket i én af de største narkohandler i nyere tid, men at juristvenner har udformet en afgørelse efter undersøgelsen, som fra starten havde til hensigt at frifinde juristen. Statsministerens håndgangne mænd og kvinder er lige så frustrerede, fordi undersøgelsen vidner om manipulation og magtmisbrug. Men ét medie vender tingene på hovedet i et øvrigt over for juristen erklæret defensorat og udråber statsministeren som den reelle skurk, der har misbrugt sin magt til at miskreditere juristen.
Er man udstyret med tilstrækkelig meget magt, er man således afskåret fra at være whistleblower, selvom landets ve og vel åbenlyst vil blive skadet af at juristen får jobbet.
Sådan forholder det sig med Helle Thorning. Tingene er vendt på hovedet. På anklagebænken er medlemmer af den tidligere regering, der formentlig har forsøgt ad flere kanaler at gøre medierne og danskerne opmærksomme på, at den daværende kandidat til statsministerembedet er en helt igennem skruppelløs person, som rager så mange af samfundets penge til sig som muligt, som spekulerer i at gå til kanten af reglerne og som ovenikøbet er udstyret med dobbeltmoral, når hun kræver at alle andre brede skuldre skal bidrage endnu mere.
Det lykkedes hende at få venner i Skat til at sikre hende og hendes mand en afgørelse i skattesagen, hvor præmisserne lå milevidt fra, hvad tilsvarende sager tidligere er blevet afgjort efter. Hun har fået embedsmænd til at flytte grænserne fra, hvad andre er bedømt efter for at sikre sin egen frifindelse.
Men det er ikke skandalen i medierne og især ikke i Politiken og DR. Skandalen er, at en regering har forsøgt at advare danskerne om, hvilket umoralsk menneske der forsøgte på uhæderlig vis at rage statsministerembedet til sig.
