I den nye regerings omfattende regeringsgrundlag gemmer der sig et forslag om at forbyde husstandsomdelte reklamer, d.v.s. den enkelte hustand skal tilmelde sig aktivt først, hvilket jo reelt vil betyde at husstandsomdelte reklamer ikke længere er muligt. Forslaget beskrives i regeringsgrundlaget som værende til fordel for både forbrugerne og samfundsøkonomien.
Det er selvfølgeligt rigtigt at passive forbrugere nu slipper for at modtage de reklamer, som de ikke gad gå på posthuset og melde fra. Og det er selvfølgelig også rigtigt at der bliver sparet en masse papir og reklametryksager.
Men, for der er altid et men. De mange husstandsomdelte reklamer er lidt specielt for Danmark, i andre lande benytter butikkerne sig f.eks. af rabatkuponer og samlemærker. Disse har været forbudt i Danmark, men en nylig EU dom har åbnet for at disse kan bruges i Danmark igen. Hidtil har de dog ikke været særligt populære, men det bliver de nok nu hvor husstandsomdelte reklamer ikke er muligt længere.
Det som egentligt er læren, er at butikkerne på en eller anden måde, er nødt til at markedsføre sig selv. Når der bliver rundsendt så mange reklamer, så siger det sig selv at de må kunne betale sig for forretningerne at gøre det. Een ting er sikkert, kan forretningerne ikke benytte sig at husstandsomdelte reklamer, så finder de en anden måde, og de vil sikkert bruge lige så mange ressourcer på det som i dag.
Det er klart at regeringen har en klassisk sovjet tankegang i baghovedet, spar omkostningerne til at være individuel væk. Det vil helt sikkert også spare nogle ressourcer. Vi ved bare at resultatet vil blive højere priser og lavere kvalitet. Det er altså ikke til forbrugernes fordel, som regeringsgrundlaget påstår.
PS: Mon politikernes egne reklamer også bliver omfattet af ordningen?
PPS: Mon de også finder på, at man skal tilmelde sig for at få reklamer på sin skærm, når man besøger websites.