LEDER: I den forgangne uge garanterede formændene for Radikal Ungdom og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom noget usædvandligt rygernes ret til at ryge til evig tid. Det var affødt af det radikale folketingsmedlem Camilla Hersoms fantasier om, at hun gerne vil forbyde rygning helt. Et sådant forbud kan imidlertid ikke komme på tale, hvis det står til de to regeringspartiers unge.
Nuvel, i samme moment blev så dog alligevel luftet ambitionen om, at statskassen skal score klingende mønt på rygerne:
"Gennem oplysende tiltag og afgifter på cigaretter kan vi gøre det attraktivt at vælge cigaretterne fra - men valget skal i sidste ende være danskernes eget," lød det - generøst - fra RU-formand Ditte Søndergaard.
Og så er spørgsmålet jo, om det med at ryge er en reel mulighed for normale mennesker, hvis f.eks. prisen på cigaretter blev sat til ... lad os sige 300 kr. for en pakke. Sådan som de Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, for nylig luftede et ønske om, da han fra Folketingets talerstol sagde:
"Jeg har den grundlæggende holdning, og det har Det Konservative Folkeparti, at vi ville presse cigaretpriserne så højt op som overhovedet muligt, hvis vi kunne – så højt, som vi overhovedet kunne. Om de så skulle koste 300 kr. pr. pakke, så ville vi gøre det."
De Konservative - og med dem også regeringspartierne og RU og DSU - holdes kun tilbage af en bekymring for statskassens provenu hos rygerne. Det er truslen om øget grænsehandel, der holder dem tilbage. Men som Brian Mikkelsen også sagde det:
"Hvis det var sådan, at der var en cigaretpris på 300 kr. i Tyskland, Sverige, Polen, Norge og Rusland, havde vi ingen problemer med, at den her er på 300 kr."
Derfor er løftet om ikke at ville forbyde rygning jo egentlig temmelig tomt, så længe det eneste, der afholder det politiske establishment fra at ville hæve priserne eksorbitant med yderligere afgifter, er angsten for grænshandel.
Grænsehandlen kan gesjæftige politikere nemlig gøre noget ved via EU. Den dag hvor de beslutter, at der skal lægges en fælles EU-skat på cigaretter, eller at alle lande med adgang til EU's indre marked skal forpligte sig på at lægge en 290 kroners afgift på cigaretter, så kan det da godt være, at man ikke har forbudt cigaretter. Men effekten er meget tæt på at være den samme.
Friheden trædes under fode.