Da Lucius Domitius Ahenobarbus – også kendt som Kejser Nero – en aften omkring år 45 ville holde en storartet fest ved paladset, fik han det indfald, at han kunne forlyste sig selv og de indbudte gæster ved at oplyse haven med levende fakler.
De vantro, der kaldte sig kristne, fik rollen som fakler i det kejserlige skuespil, bl.a. fordi de stædigt nægtede at tilbede kejseren som gud. Der var vist ingen romer, der løftede et øjenbryn i den forbindelse, der var jo ingen synderlig forskel på dette og de massemord, der omtrent hver uge fandt sted i Cirkus til fornøjelse for Roms befolkning.
Sceneskift:
Dagbladet information, 4. sept. 2014:
”Hvorfor slår IS folk ihjel for rullende kameraer?”
”Islamisk Stat vækker afsky og undren med endnu en video, hvor de henretter en amerikansk journalist. Videoerne, der sætter medierne i et svært dilemma, har til hensigt at ramme Vesten i det bløde mellemgulv, men de er på sigt et taktisk selvmord, mener eksperter”
Hvad har de to tekster til fælles?
Så vidt jeg kan se, er de begge udtryk for, hvor fundamental kristendommen er i vores omverdensforståelse, og hvordan den let og ofte skæbnesvangert får os til at mistolke ikke-kristne.
Nero-teksten, som ikke er et citat; men skrevet på en erindring om, hvordan kejseren, tyrannen og umennesket Nero bliver beskrevet i historiebøgerne. Han ses selvfølgelig med kristne øjne: fuldstændig følelsesmæssigt afstumpet. Hvad der for ham er en forlystelse, er i vort perspektiv en forbrydelse mod både mennesket og menneskeheden. Men for Neros samtidige romere var der intet unaturligt eller forkert i hans handling.
I Informationsteksten er journalisten og ”eksperten”*(1) tilsyneladende i bedste imperiale, europæiske stil slet ikke klar over, at folkene fra IS kunne have et helt andet menneskesyn end det kristne. Bortset fra, at de naturligvis ikke henretter; men myrder, så er ikke nødvendigvis tale om ”et taktisk selvmord”, fordi de vækker afsky. Måske er myrderierne – som i Neros tilfælde – netop udtryk for deres menneskesyn, som derfor ikke kan undgå at manifestere sig dér, hvor det får magt.
Hvorom alting er, så er Neros og IS-folkets menneskesyn vel nok nærmest det naturgivne for mennesket: ingen medfølelse med dem, der ikke hører til.
Det er kristendommen, der radikalt vender op og ned på værdierne: at det enkelte menneske - også dem fra Samaria – har uendelig og ukrænkelig værdi. Dette gælder naturligvis, selv om kristne mennesker utallige gange i de forløbne årtusinder har forbrudt sig mod Jesu ord.
Man kan næppe bebrejde Nero og muslimerne, at de ikke har samme værdier, som (evt. kultur-)kristne; men det må være på tide, at vi tager dette forhold til efterretning og handler derefter.
(1) eksperter har man, når der er mangel på fagfolk
