Vi har de senere år set en lang af række af unødvendige forbud vedtaget på Christiansborg. Politiske ungdomsorganisationer har man dog endnu ikke forbudt.
De politiske ungdomsorganisationer har en glorværdig fortid som arrangør af baller i landets forsamlingshuse. I den glorværdige fortid var meget store dele af landets opvakte ungdom medlem af VU, som gav dem en ballast for livet. Mange af os danskere, der er født i 50'erne og 60'erne er således undfanget efter VU-baller eller arrangementer i de øvrige politiske ungdomsorganisationer. Således var de med til at sikre landets fremtid.
Det ophørte omkring 1970, hvor organisationerne mere og mere gik over til landsskadelig virksomhed i form af politik og som arnested for udklækning af uerfarne politikere samtidig med, at de udviklede sig til offentligt støttede organisationer. I dag får de støtte fra blandt andet tipsmidlerne.
I dag oplærer ungdomsorganisationerne i det politiske håndværk, de unge medlemmer lærer at fremføre sig i medierne om emner, de intet ved om, med stor overbevisning og autoritet. Det gør de så dygtigt, at en stadig større del af de nyvalgte er helt unge mennesker uden afsluttet uddannelse eller stort set uden erfaring udover afsluttet uddannelse.
Den hyppigste reaktion i pressen efter hvert folketingsvalg er en begejstring over de unge uerfarne nyvalgte, der er ligefrem proportional med de nyvalgtes mangel på erfaring. Mangel på erfaring er i store dele af pressen en kvalitet, når de unge nyvalgte optræder og præsenteres i pressen.
Mange af disse unge genvælges gang på gang med det resultat, at Christiansborg-politikerne samlet har en stor erfaring med at drive politik, men ringe erfaring fra andre erhverv. Undtagelserne findes, men de er få.
Leder man efter folketingsmedlemmer med en lang og tung karriere bag sig enten som privat erhvervsmand, forsker, kunstner eller tilsvarende, så er der uhyre få, der virkelig har markeret sig indenfor andet end politik. Det gælder både på venstre- og højrefløjen.
Vi savner i høj grad, at personer, der har markeret sig indenfor andre felter slutter af med en periode som politiker. Det ville være berigende, hvis folk som Asger Aamund, Troels Kløvedal, Martin Thorborg, Jan Lindhardt, Jørgen Mads Clausen, Lars Møller, der alle har stor erfaring i livet udenfor Borgen og egen mening om tingene, ville bruge et par år på borgen.
Vi har desværre et Christiansborg, der ikke er befolket med landets mest erfarne, vidende og skarpeste hjerner, der brænder for nogle sager, men i stedet mange halvstuderede røvere. Mange når aldrig at få færdiggjort deres udannelse, og endnu flere har ingen solid erfaring fra verden udenfor Christiansborg. Kendetegnende er, at de er dygtige til den politiske proces, men blanke når det gælder viden og indhold i det, de beskæftiger sig med.
Det er åbenbart blevet en almindelig herskende opfattelse, at man ikke behøver erfaring og viden, for at træffe gode beslutninger. Heri er jeg ganske uenig. Det er ikke kun de politiske ungdomsorganisationers skyld, men de bidrager stærkt til, at det er sådant.
Jeg vil som hovedregel ikke stemme på en folketingskandidat, der ikke har gjort sig gældende i anden sammenhæng, jeg vil opfordre andre til at gøre det samme.
Det mindste, man derudover kan gøre, er at stoppe med at støtte ungdomsorganisationerne økonomisk.
Jeg vil dog gerne gå endnu videre og foreslå, at vi i stedet for rækken af unødvendige forbud forbyder disse ungdomsorganisationer, da deres virksomhed er en trussel for demokratiet.
De politiske ungdomsorganisationer har en glorværdig fortid som arrangør af baller i landets forsamlingshuse. I den glorværdige fortid var meget store dele af landets opvakte ungdom medlem af VU, som gav dem en ballast for livet. Mange af os danskere, der er født i 50'erne og 60'erne er således undfanget efter VU-baller eller arrangementer i de øvrige politiske ungdomsorganisationer. Således var de med til at sikre landets fremtid.
Det ophørte omkring 1970, hvor organisationerne mere og mere gik over til landsskadelig virksomhed i form af politik og som arnested for udklækning af uerfarne politikere samtidig med, at de udviklede sig til offentligt støttede organisationer. I dag får de støtte fra blandt andet tipsmidlerne.
I dag oplærer ungdomsorganisationerne i det politiske håndværk, de unge medlemmer lærer at fremføre sig i medierne om emner, de intet ved om, med stor overbevisning og autoritet. Det gør de så dygtigt, at en stadig større del af de nyvalgte er helt unge mennesker uden afsluttet uddannelse eller stort set uden erfaring udover afsluttet uddannelse.
Den hyppigste reaktion i pressen efter hvert folketingsvalg er en begejstring over de unge uerfarne nyvalgte, der er ligefrem proportional med de nyvalgtes mangel på erfaring. Mangel på erfaring er i store dele af pressen en kvalitet, når de unge nyvalgte optræder og præsenteres i pressen.
Mange af disse unge genvælges gang på gang med det resultat, at Christiansborg-politikerne samlet har en stor erfaring med at drive politik, men ringe erfaring fra andre erhverv. Undtagelserne findes, men de er få.
Leder man efter folketingsmedlemmer med en lang og tung karriere bag sig enten som privat erhvervsmand, forsker, kunstner eller tilsvarende, så er der uhyre få, der virkelig har markeret sig indenfor andet end politik. Det gælder både på venstre- og højrefløjen.
Vi savner i høj grad, at personer, der har markeret sig indenfor andre felter slutter af med en periode som politiker. Det ville være berigende, hvis folk som Asger Aamund, Troels Kløvedal, Martin Thorborg, Jan Lindhardt, Jørgen Mads Clausen, Lars Møller, der alle har stor erfaring i livet udenfor Borgen og egen mening om tingene, ville bruge et par år på borgen.
Vi har desværre et Christiansborg, der ikke er befolket med landets mest erfarne, vidende og skarpeste hjerner, der brænder for nogle sager, men i stedet mange halvstuderede røvere. Mange når aldrig at få færdiggjort deres udannelse, og endnu flere har ingen solid erfaring fra verden udenfor Christiansborg. Kendetegnende er, at de er dygtige til den politiske proces, men blanke når det gælder viden og indhold i det, de beskæftiger sig med.
Det er åbenbart blevet en almindelig herskende opfattelse, at man ikke behøver erfaring og viden, for at træffe gode beslutninger. Heri er jeg ganske uenig. Det er ikke kun de politiske ungdomsorganisationers skyld, men de bidrager stærkt til, at det er sådant.
Jeg vil som hovedregel ikke stemme på en folketingskandidat, der ikke har gjort sig gældende i anden sammenhæng, jeg vil opfordre andre til at gøre det samme.
Det mindste, man derudover kan gøre, er at stoppe med at støtte ungdomsorganisationerne økonomisk.
Jeg vil dog gerne gå endnu videre og foreslå, at vi i stedet for rækken af unødvendige forbud forbyder disse ungdomsorganisationer, da deres virksomhed er en trussel for demokratiet.
