Forbuds-Danmark

Man får våde øjne af regeringens omsorg for de mange husejere, hvis oliefyr skal forbydes fra 2030

Knud Larsen,

23/02/2012

Man får våde øjne af regeringens omsorg for de mange husejere, hvis oliefyr skal forbydes fra 2030.  Radikale Venstres energi- og klimaordfører, kommunikationschef Rasmus Helveg Petersen udtalte (formentlig på vegne af klima- og energiministeren, som ikke selv ville): "Jeg er bekymret for oliefyrs-ejerne, for prisen på fyringsolie vil efter alt at dømme stige ganske betragteligt. Det er ægte synd og skam for folk …"

Jamen, herregud: Hvis olien bliver for dyr, skal vi såmænd nok selv finde på noget andet, baseret på markedspriserne og de forskellige systemers effektivitet, også i god tid før 2030. Men et simpelt forbud er kun udtryk for et regulært overformynderi, som ikke burde kunne finde sted i dagens Danmark.

- Det er da også synd for f.eks. unge mennesker, der sidder i en dyr ejerbolig; det er jo kun lejere beskåret at få boligsikring. Skal det derfor forbydes at købe/eje sin egen bolig?

Radikale Venstre gør sig tit bemærket som havende fødderne solidt plantet i det himmelblå. Men der er da ingen grund til at fremture, selv om - eller især når - man nu igen har fået ministerposter.

PS: Jeg stemte på Radikale Venstre i henved 30 år, men det vil ikke ske igen. Det lover jeg.

Kilde: