For Guds skyld ikke mere skattebetalt medietræning til politikerne

LEDER: Alle hånde danske politikere - fra kommunerne til ministerierne, fra SF til Venstre - har modtaget skattebetalt medietræning, så de kan se...

Ole Birk Olesen,

19/05/2010

LEDER: Alle hånde danske politikere - fra kommunerne til ministerierne, fra SF til Venstre - har modtaget skattebetalt medietræning, så de kan se bedre ud på tv, når de taler til vælgerne. At det offentlige skal betale den slags er langt ude i skoven, for landets borgere har oftest ingen som helst interesse i, at deres politikere modtager denne træning. Det har kun politikerne selv.

Vi har alle set den medieskolede politiker på en tv-skærm, og i al væsentlighed kan vi konstatere, at det, de først og fremmest har lært, er at tale uden om ethvert berettiget spørgsmål, som de stilles, så offentligheden ikke får de svar, som politikerne skylder. "Forbered hvad du gerne vil sige, og sig det så, uanset hvad du bliver spurgt om," må være hovedsætningen på de kurser, som politikerne lader vælgerne betale for.

Men borgerne vil faktisk helst have ærlige svar fra rigtige mennesker, der agerer cirka, som borgerne selv ville have gjort i en almindelig samtale med et almindeligt medmenneske. "Hvorfor har du fældet vores fælles hæk uden at snakke med mig om det?" kan en mand spørge sin nabo, og han vil få et svar i lighed med dette: "Fordi den var gået ud - det troede jeg, du havde bemærket?". Hvis naboen havde gået på politikernes træningskurser, ville han i stedet lire noget i stil med det her af: "Jeg forstår dit spørgsmål derhen, at du går meget op i hække, men det er for mig magtpåliggende at gøre opmærksom på, at solen skinner, og fuglene fløjter - det går fremad her i nabolaget!".

Hør her, politikere, vi der tvinges til at betale for jeres stupide kurser i udenomssnak føler os holdt for nar for vore egne penge, og vi gider derfor ikke bekoste det. I må tage jeres egen pengepung op af lommen til formålet, hvis I ikke føler, at I er i stand til at svare på almindelige spørgsmål om jeres politik og jeres handlinger. Eller endnu bedre, tag imod dette gratis råd: Hvis I ikke kan stå inde for det, I gør, når der spørges til det, så lad være med at gøre det. Gør i stedet det, som I kan stå inde for.

Kilde: