Et gammelt ord siger, vi har de politikere vi fortjener. Hvis det er tilfældet står det skidt til. Jeg er en ældre mand og begyndte at interessere mig for politik i tresserne. Socialdemokraterne havde magten og der var profiler som J.O.Kragh, Per Hækkerup, Poul Møller fra de konservative, Aksel Larsen kommunisten og mange andre. Der blev diskuteret politik så det bragede og velfærdssamfundet blev født. Det var en social kamp mellem lønmodtagere, arbejdsgivere og bønder og der var store sociale skel mellem de forskellige grupper. Hvad ser vi så i dag? Mudderkastning, personfnidder ørkesløse diskussioner om ting, der ikke interesserer vælgerbefolkningen. Folk med erhvervserfaring gider ikke sidde i folketinget selvom netop erhvervserfaring kunne være ønskeligt.Se f.eks. de konservative hvilke profiler har de? De har valgt en formand, der vil have os ind i Euroen,selvom den er ved at kollapse.Og se socialdemokraterne der har en formand, som har samme problem som Ritt Bjerregaard ikke at være ægte socialdemokrat,eller SF der har udpeget en fhv. kommunist til minister. Nu skal vi være formand for EU det næste halve år med et uerfarent ministerhold. En statsminister, der mangler erfaring som fagminister, og et SF ministerhold totalt uden erfaring. Det bliver spændende at se hvordan det spænder af.
Mig bekendt er folketingsmedlemmer de eneste der bliver ansat,, uden at man bedømmer deres kvalifikationer, som følge deraf får man derfor det man fortjener.
Det seneste folketingsvalg viser klart, at vælgerne stemmer på eet og får noget helt andet og kort tid efter valget har oppositionen igen flertal i meningsmålingerne.
Henning Kuniss