Det er vel næppe gået nogen danskers næse forbi, at der for øjeblikket befinder sig en strandet finhval i Vejle Fjord. Den strandede hval er nærmest blevet en attraktion af dimensioner, og siden den i forgårs gik på grund i fjorden, har titusindvis af mennesker fulgt hvalen på nært hold, hvilket har været med til at skabe et sandt trafikkaos på strandvejen, der løber forbi stedet, hvor hvalen ligger. Trafikkaosset har endda været så omfattende, at motionsløbet Tour de Munkebjerg, som skulle være løbet af stablen torsdag aften, ikke kunne gennemføres.
Et særdeles bredt udsnit af de danske medier har været på pletten i døgndrift, og nogle af radio- og fjernsynsmedierne rapporterer endda med direkte transmissioner fra stedet, hvor hvalen ligger. Dette kan nok næppe udelukkende tilskrives den begyndende agurketid, men er vel i sagens natur meget forventeligt – mennesket er pr. definition et nysgerrigt dyr – så det er klart, at der er mange, der gerne vil ”se giraffen”. Det er trods alt, efter sigende, 87 år siden at en hval af denne kaliber sidst er gået på grund i Danmark.
Umiddelbart efter at hvalen var gået på grund første gang, lykkedes det for den at komme fri igen, men glæden og klapsalverne fra det tililende publikum var en kortvarig affære, for blot 500 meter længere ind i fjorden gik den på grund igen, og denne gang er den blevet liggende. Folk, der har forstand på hvaler, har ved hjælp af fakta og viden forklaret og argumenteret for, at hvalen nu er uden chancer for at overleve, da den næppe kan komme fri ved egen hjælp, og hvis miraklet alligevel skulle ske, har dens indre organer med næsten fuldkommen sikkerhed taget så meget skade af det tryk, dens egenvægt har forårsaget på dem, mens den har ligget på bunden, at den vil dø alligevel. Derudover vurderer hvaleksperterne, at grunden til, at den er stødt på grund, ganske simpelt er, at hvalen er syg, og derfor ikke er i stand til at navigere i vandet.
Jeg tror næppe, at der er mange mennesker, der har lyst til at se dyr lide. Jeg har i hvert fald ikke. Så jeg forstår som udgangspunkt godt de mennesker, der gerne vil hjælpe hvalen fri. Hvad jeg til gengæld ikke forstår, er disse menneskers manglende fornuft og logik. For hvad er det, der gør, at de pludselig nærer disse følelser for dette store dyr? Jeg vil vove den påstand, at det primært skyldes, at de kan se den. De tænker ikke på alle de andre hvaler, der går på grund alle mulige andre steder i verden, men som ikke opnår den berømmelse, der er tilfaldet finhvalen i Vejle Fjord. De tænker måske på, og har medlidenhed med, denne ene hval, den nærmest privilegerede hval, der har opnået sine femten minutters berømmelse, men i så fald tænker de ikke særlig langt og slet ikke logisk. For hvalens skæbne er allerede beseglet. Den har ikke mulighed for at overleve, uanset om den bliver hjulpet fri eller ej. Så disse mennesker tænker i realiteten kun på sig selv. De tænker, at de selv vil føle sig gode, hvis samfundet brugte et stort beløb på at hjælpe hvalen fri. På trods af at dette ville være en bjørnetjeneste, der med stor sandsynlighed blot ville forlænge hvalens lidelser. Men det er jo lige meget, hvis de selv har fået en følelse af, at de er gode. De tænker heller ikke på, at de penge, der ville blive brugt på at trække hvalen fri, vil mangle et andet sted. Hos patienter på et sygehus, hos ældre på et plejehjem, hos børn i en skole eller et andet sted, der i forvejen er hårdt ramt.
Jeg kan kun opfordre alle disse mennesker til at læse Frédéric Bastiats fremragende essay ”That Which is Seen, and That Which is Not Seen”, der ganske glimrende forklarer, at tingene sjældent i sit hele forholder sig på den måde, det umiddelbart ser ud til. Disse menneskers intentioner er som udgangspunkt gode, men de har glemt fornuften derhjemme, da de hastede ud af døren, for at få den bedste plads til hvalens kamp i Vejle Fjords vandcolosseum. Hvis de vil give hvalen en værdig død, burde de i stedet gå hjem og lede efter fornuften og lade den dø i fred.
Et særdeles bredt udsnit af de danske medier har været på pletten i døgndrift, og nogle af radio- og fjernsynsmedierne rapporterer endda med direkte transmissioner fra stedet, hvor hvalen ligger. Dette kan nok næppe udelukkende tilskrives den begyndende agurketid, men er vel i sagens natur meget forventeligt – mennesket er pr. definition et nysgerrigt dyr – så det er klart, at der er mange, der gerne vil ”se giraffen”. Det er trods alt, efter sigende, 87 år siden at en hval af denne kaliber sidst er gået på grund i Danmark.
Umiddelbart efter at hvalen var gået på grund første gang, lykkedes det for den at komme fri igen, men glæden og klapsalverne fra det tililende publikum var en kortvarig affære, for blot 500 meter længere ind i fjorden gik den på grund igen, og denne gang er den blevet liggende. Folk, der har forstand på hvaler, har ved hjælp af fakta og viden forklaret og argumenteret for, at hvalen nu er uden chancer for at overleve, da den næppe kan komme fri ved egen hjælp, og hvis miraklet alligevel skulle ske, har dens indre organer med næsten fuldkommen sikkerhed taget så meget skade af det tryk, dens egenvægt har forårsaget på dem, mens den har ligget på bunden, at den vil dø alligevel. Derudover vurderer hvaleksperterne, at grunden til, at den er stødt på grund, ganske simpelt er, at hvalen er syg, og derfor ikke er i stand til at navigere i vandet.
Jeg tror næppe, at der er mange mennesker, der har lyst til at se dyr lide. Jeg har i hvert fald ikke. Så jeg forstår som udgangspunkt godt de mennesker, der gerne vil hjælpe hvalen fri. Hvad jeg til gengæld ikke forstår, er disse menneskers manglende fornuft og logik. For hvad er det, der gør, at de pludselig nærer disse følelser for dette store dyr? Jeg vil vove den påstand, at det primært skyldes, at de kan se den. De tænker ikke på alle de andre hvaler, der går på grund alle mulige andre steder i verden, men som ikke opnår den berømmelse, der er tilfaldet finhvalen i Vejle Fjord. De tænker måske på, og har medlidenhed med, denne ene hval, den nærmest privilegerede hval, der har opnået sine femten minutters berømmelse, men i så fald tænker de ikke særlig langt og slet ikke logisk. For hvalens skæbne er allerede beseglet. Den har ikke mulighed for at overleve, uanset om den bliver hjulpet fri eller ej. Så disse mennesker tænker i realiteten kun på sig selv. De tænker, at de selv vil føle sig gode, hvis samfundet brugte et stort beløb på at hjælpe hvalen fri. På trods af at dette ville være en bjørnetjeneste, der med stor sandsynlighed blot ville forlænge hvalens lidelser. Men det er jo lige meget, hvis de selv har fået en følelse af, at de er gode. De tænker heller ikke på, at de penge, der ville blive brugt på at trække hvalen fri, vil mangle et andet sted. Hos patienter på et sygehus, hos ældre på et plejehjem, hos børn i en skole eller et andet sted, der i forvejen er hårdt ramt.
Jeg kan kun opfordre alle disse mennesker til at læse Frédéric Bastiats fremragende essay ”That Which is Seen, and That Which is Not Seen”, der ganske glimrende forklarer, at tingene sjældent i sit hele forholder sig på den måde, det umiddelbart ser ud til. Disse menneskers intentioner er som udgangspunkt gode, men de har glemt fornuften derhjemme, da de hastede ud af døren, for at få den bedste plads til hvalens kamp i Vejle Fjords vandcolosseum. Hvis de vil give hvalen en værdig død, burde de i stedet gå hjem og lede efter fornuften og lade den dø i fred.
