Folke- det ene og folke- det andet. Når noget i Danmark hedder noget med folke- så er der om jeg så må sige -" lig" - i lasten. Det viser sig som regel at ordet "folke-" dækker over en særlig dansk sproglig forførelse, dvs. ordsammenstillingen dækker over noget der er giver sig ud for noget andet end det er.
Lad mig oversætte nogle få eksempler på ord der lider af det som jeg kalder for folke-syndromet.
- Folkebevægelse betyder - en eksklusiv forening der udmærker sig ved folkets fravær.
- Folkeskole betyder - en klemt rådvild "underskuds" institution hvor det der kunne være den suverænt drivende og inspirerende kraft - lærerne - er klemt til passivitet imellem forældre og politikeres diktater.
- Folkekirke betyder - en død levebrødsaffære med et præsteskab der i passivitet administrerer troen på en usynlig måde der ikke generer nogen og som tilslører at få tror på budskabet som forkyndes.
- Folketing betyder - en død levebrødsinstitution der lige nu udmærker sig ved en debatform hvor de folkevalgte dyrker kunsten at " tale ting ned" eller "tale ting op" uden hensyn til deltagernes personlige overbevisninger og hvor en flertalsregering kræver kæft trit og retning af sine partimedlemmer og som kører løbet helt udenom de mange folkevalgte fra alle partier.
- Folkevalgt betyder - at du skal stemme helt ligesom erhvervslivet og partiledelsen siger, for de betaler din valgkamp og de bestemmer.
- Folkepension betyder - en minimal almissepension der ikke kan dække de nutidige folkelige leveomkostninger.
- Folkeparti betyder - et parti der f.eks. som Dansk Folkeparti forekommer mest at bestå af 3 enkeltindivider af folket der har kapret en uforholdsmæssig stor magt på trods af grundlovens fædres intentioner med reglerne for det repræsentative demokrati med forholdstalsvalg.
”Folkesyndromet” har ramt mig, og jeg drømmer at jeg står ved Berlinmurens og råber: ”Wir sind das Volk”. I stedet vågner jeg og nøjes med at hviske et stille: Wo ist das Volk?
