Følelsesporno, sensations- konflikt og befamlingsjournalistik.
Tillad mig først at pointerer, at jeg føler sympati for dem der sulter i Afrika eller er blevet dræbt i Oslo.
Men nu må det sgu snart være nok med alt dem følelsesporno og befamlingsjournalistik i de elektroniske medier.
Jeg kan til dels undskylde TV2NEWS for deres liderlighed for sensations skabende indslag. TV2NEWS fylde sendefladen med overflødig sensations- og konflikt journalistik enten som resultat af økonomi, eller redaktionspolitik som lægger vægt på overfladiske indslag, eller også er redaktionen for dovne til dybdeborende journalistik.
Men når Mette Walsted Vestergaard i TV-A 21, på tredjedagen af katastrofen i Oslo og i DR’s bedste sendetid, tilsyneladende har fået besked på af sin redaktion, at udnytte lejligheden til at udføre følelsesporno og befamlingsjournalistik for åbenskærm så selv formiddagsaviserne må bøje sig dybt i støvet i respekt og misundelse, så er jeg nødt til at komme med en kommentar.
Den ellers så begavede nyhedsoplæser begyndte udsendelsen med: ”I Norge, har både dagen igennem med pendulfart og rustvogne i hobetal, kørt væk med ligene af 86 unge ofre fra massakren på Utøya i fredags. Og dødstallet fortsætter med at stige.” Hvorefter studieværten på meget følelsesmæssigt vis, fortæller at Oslo befinder sig i en form for undtagelsestilstand. Følelsesporno, sensations- konflikt- og befamlingsjournalistik.
Så kommer der et indslag med en ung journalist Clara Binczk Lindhart, som fortæller om en savnede dansk kvinde der arbejde som samarit på øen, hvor en massakre raserede glæden i fredags. Følelsesporno og befamlingsjournalistik.
For at skabe endnu større sensationsjournalistik som om katastrofen ikke er nok i sig selv, vælger DR at vise et kort indslag optaget på en mobiltelefon, hvor man i baggrunden kan høre hvordan glas smadres og personer råbe til hinanden. Følelsesporno af værste klasse.
Så vises et indslag, hvor nogle af de unge mødes med deres forældre og venner efter at være fløjet hjem til Tromsø. Af en eller anden årsag skal vi seere opleve hvordan forældre og deres børn mødes, samtidig skal vi høre hvordan familierne højlydt græder af glæde, hvorefter Tromsøs borgmester fortæller at det er det samme som at tage imod folk som har været i krig. Følelsesporno af værste klasse.
Så fortælles der igen om færgen der i rutefart har sejlet lig over til ventende rustvogne og ambulancer. Mens vi ser billederne af både som sejler rund på vandet, fortæller journalisten at inde på land venter andre pårørende på svar. Så fortælles at vreden rejser sig midt i sorgen og angsten, hvorefter to unge piger fortæller hvad de mener om angrebet.
Så vendes der tilbage til studieværten, der med sensation i stemme påstår hun næsten kan skimte den færge i baggrunden, der hele dagen har sejlet med de mange unge dræbte. Studieværten beder journalist Vicki Therkildsen om at beskrive stemningen i området, som om det ikke er åbenlyst for enhver. Følelsesporno og sensations journalistik af værste klasse.
Vicki Therkildsen fortæller at man har undersøgt området herover og man i morgen vil undersøge derovre mens hun peger i forskellige retninger. Man kunne ønske sig at en journalist i det mindste satte sig ind i f.eks. nord, syd, øst og vest. Men da det er sensationsjournalistik man er efter er dette selvfølgelig underordnet.
Oslo bliver i udsendelsen beskrevet som et syrerealistisk kaos, der mest af alt minder om en krigszone. Samtidig beskrives byens centrum som ”katastrofens epicenter”. Epicenter er det område der befinder sig lodret over et jordskælvs centrum. Her troede jeg at indslaget omhandlede den forfærdelige terrorhandling i Oslo.
Så tegnes et meget malerisk billede, alt imens journalisten sætter sig på knæ og roder i nogle glasstumper: ”En af de ting man lægger mærke til, er glasskår og ting der er fløjet gennem luften. Alligevel er det der er mest slående stilheden, i den Norske hovedstad.” Jeg troede det mest slående var det to nordmænd gav udtryk for, nemlig hvordan DE føler, samt hvordan DE vil huske dagen den 22. juli for i fremtiden.
Så tager studieværten igen ordet, og med professionel brug af sin stemmeføring samt en masse tillægsord, fremhæver hun meget dygtigt hvilke ord hun ønsker vi tv seere skal bide mærke i når hun beskriver gerningsmanden, som udover at være en korsfarende massemorder ifølge indslaget, også kan udløse jordskælv.
Jeg håber ikke denne kommentar kan misforstås. Episoden i Oslo er det mest kujonagtige angreb på vores fundamentale frihed, og jeg tror vi alle føler med Norge og de efterladte, som har mistet et eller flere familiemedlemmer til terror.
Men DR er ikke alene om euforisk journalistik. Se bare på hvordan TV2 Go’ morgen, som har ændret karakter siden Cecilie Frøkjær og Michael Meyerheim har valgt programmet fra.
Fra at være et program bestående af dygtig og underholdende journalistik, er dette nu blevet et børne- og ungdoms program, hvis indslag på barnagtig vis forsøger at henvende sig til hele Danmarks befolkning.
Synd, men jeg er bange for det er et bevidst stilskifte, der er med til at gøre Danmarks unge dummere og mere overfladiske.
Tidligere lugtede programmet lidt til bl.a. politik og væsentlige begivenheder. Nu er det meste plat og dårlige vittigheder, hvor dem der fornøje sig mest er studieværterne selv som interview tre unge piger om Justin Bleeder. Dovenskab og befamlingsjournalistik.
Så kære TV2 og DR, drop nu den latterliggørelse af Danskernes intelligens. Det er jeres pligt at undersøge og informere os på en måde, hvor vi bliver udfordret og bliver klogere på os selv og verden omkring os.
