Jeg vælger på dette medie, at blotlægge nogen meget private følelser, idet jeg for første gang i mit liv er blevet gennemsyret af den mørke følelse af had. Had mod en bestemt person, som også er en personificering af en bestemt gruppe af mennesker. Men hvad er had og dens modsætning kærlighed? Nu kan man jo vælge at tro på Gud eller lade være, og det har i for sig ikke noget med denne artikel at gøre. Men ikke desto mindre har Gud en rigtig god defintion af "kærlighed" i biblen, som i sig selv giver mening for mig. Nemlig:
"Kærlighed er at kunne give noget til andre mennesker, uden at forvente at modtage noget til gengæld. Og at kunne modtage noget fra nogen, uden at man med offerfølelse har afkrævet dette."
Nu er det modsatte af kærlighed jo som bekendt "had". Og hvis man vender sætningen modsat bliver det:
"At kræve noget af andre mennesker, og at modtage og konsumere dette, uden vilje til at ville yde noget til gengæld."
Ja, man kan jo blive helt religiøs og tænke på Michelangelo's berømte maleri af Gud og Adam i det Sixtinste kapel i Vatikanet.
Nå, men for at kunne forstå hvad det handler om, bliver jeg desværre nødt til at give lidt privat information. Jeg gør udelukkende dette, da jeg ikke ser andre muligheder.
Jeg er en mand i 40'erne, som har en god uddannelse som Datalog/Matematiker. Jeg har specielle evner i retning af "at skabe" til andre mennesker, som disse finder værdifuldt og er villige til at betale mig for, og jeg har gjort dette med lidenskab, siden jeg var ca 12 år gammel. For 6 år siden var jeg med helt fra starten i et helt nyt software firma, som har til formål at skabe software redskaber til biologer, således at de kan analysere arvemateriale fra liv (det såkaldte DNA). Firmaet har haft kæmpe success, og den dag idag er vi ca 80 ansatte, over hele kloden, med høje uddannelser (M.Sc og PhD) og generer overskud. Denne software kan bl.a. benyttes til at diagnostisere farlige sygdomme og i fremtiden satser vi også på at kunne hjælpe med at skabe såkaldt "personlig medicin". Derudover har jeg også helt personlig som ambition, at kunne hjælpe den 3die verden, med at optimere deres afgrøder i landbruget, således at en hastig voksende befolkning kan få mad på bordet. JA, jeg har en ret god løn, som Director i dette firma, hvor jeg har et globalt ansvarsområde. Jeg kan nu bedre lide ordet "be-lønning", idet mit primære mål ER og HAR altid været:
"At skabe noget, der har værdi for andre mennesker."
For hvis man gør det, så kommer belønningen helt af sig selv, og så behøver man sådan set slet ikke fokusere på begrebet "løn". Lønnen eller be-lønningen er i sig selv jo ikke målet. Det er min skabertrang og min lidenskab, som driver mig til at skabe for andre. Og det er jo helt essentielt, for enhvers livskvalitet og begrebet "arbejde", at føle "at man kan noget", og at der er nogen der har brug for én. Som en sidebemærkninger, er der desværre ALT for mange, som har fået frataget denne følelse, idet vi alle nu skal være højtuddannede forskere og teknologer i et "videnssamfund". Idet jeg har et globalt ansvar, har jeg rigtig mange udlandsrejser i mit virke og arbejder og rejser på samtlige kontinenter i verden.
Jeg er gift med en udlænding fra den 3die verden, og jeg elsker hende helt vanvittigt højt og hun elsker mig lige så højt. Hun er i øvrigt også en af "de højtuddannede", men det er nu ikke så vigtigt. Men hvad vigtigt er, at jeg har en søn fra et tidligere forhold, som bor ved sin mor i samme provinsby, som jeg selv bor og arbejder i. Jeg elsker naturligvis min søn OVERALT på jorden, og ville gøre hvad som helst for ham. Og det gør jeg faktisk allerede, idet hvis det ikke var for ham, ville jeg slet ikke bo i Danmark. Jeg ville have LANGT bedre muligheder for at drive mit virke andre steder i verden, med de evner til at skabe, jeg har. Og derudover bryder jeg mig overhovedet ikke om det danske samfund, som det er skruet sammen. Ej heller den danske mentalitet og janteloven, som er ren djævelskab med mine øjne. Min søns mor og jeg deler således at jeg ca har min søn 1/3 af tiden. Pånær når jeg rejser. Men så forsøger jeg til gengæld at "bytte" til mere tid, når jeg er hjemme og tage tidligt fri de dage, hvor han er ved mig og min kone. Min søns mor har nu også en ny mand, og det er en ny følelse jeg har omkring ham, og det han er en personificering af, som denne artikel handler om. Lad os kalde ham Lucifer, for en nemheds skyld, hvilket er et tilfældigt valgt navn af mig med henblik på hans anonymitet. Han er af såkaldt "socialistisk indstilling", men selvom jeg ynder at diskutere med disse, så har jeg indtil videre undladt at diskutere med ham for fredens skyld, da det jo er essentielt at få det fælles forhold mellem dem, os og min søn til at fungere. Men en dag, så skete det. I forbindelse med en 14 dages rejse rundt i Australien, valgte jeg på vejen hjem at overnatte 1 enkelt nat i Bangkok, Thailand for at gøre hele hjemrejsen mere tålelig med et pusterum undervejs. Og så kunne jeg også sige hej, til en gammel kammerat, som bor der og har et rejsebureau der. Det skal også siges at i løbet af de foregående 14 dage havde jeg tilbragt intet mindre end 53 timer i diverse fly og 21 timer i diverse lufthavne over hele Australien, for at kunne afholde præsentationer til førende universiter og institutioner på dette overdådige kontinent. Et hårdt pakket program, hvor jeg knoklede rundt 16 timer hver evigt eneste dag. Selvsagt en lang tur, hvor jeg havde savnet min søn, kone og øvrige familie, som en vanvittig.
Under mit ophold på mit hotel i Bangkok, postede jeg et budskab på et socialt netværk, hvor jeg også er venner med "Lucifer". Den lød som følgende:
"Når man er her i Thailand er det BARE så tydeligt, hvor fattige vi er blevet i Danmark, hvor al personlig service og personlige relationer er afløst af maskiner... Gamle mennesker har ikke en chance, så vi giver dem "en celle", "en check" og en lorteble.. Distancen mellem mennesker bliver større og større.. Vi tror vi er blevet rigere, fordi vi alle kan købe en masse Kinesisk skrammel-elektronik og fede Designer-IKEA møbler, og vi knokler rundt for at skabe 2 indkomster, så vi kan betale vores skat. Sandheden er at vi er fattigere i Dagens Danmark end vi var i 50'erne."
Det jeg mente med budskabet var ikke at Thailand på nogen måde er et lykkeligt idealsamfund. Det har skam deres problemer og fattigdom at slås med. Men mennesket er i fokus, og man tager sig af hinanden i familien, og hjælper hinanden. Få timer efter så jeg at Lucifer til min store overraskelse havde kommenteret min status. Det plejede han ellers aldrig at gøre. Den lød som følgende:
"Helt enig, der sidder en personlig relation her i sofaen, hans far er på den anden side af kloden for at lave penge og brokke sig over samfundets tilstand på Hans kinesisk producerede iPhone, men måske er det også noget med hvordan man prioriterer! "
Den kommentar, som Lucifer valgte at lægge havde en helt afgørende konsekvens for mig. Først blev så rasende som aldrig før. Så rasende at jeg bogstaveligt talt spruttede og lagde meget vrede beskeder på hans og min søns mors telefon (de tog selvfølgelig ikke telefonen, da de godt vidste jeg var rasende via gen-kommentarer). Dernæst brød jeg sammen og græd næsten uafbrudt i 2 timer. Jeg kunne slet ikke huske hvornår jeg havde grædt sidst. Og derefter skete det! Det hele sortnede og jeg mærkede pludselig en helt ny følelse, jeg ALDRIG havde haft før. En kulsort og kold skygge af rent had mod ham gennemstrømmede mig. Til dem som kender Star Wars, kan man drage en direkte parallel til da Anakin Skywalker bliver transformeret til Darth Vader. Jeg var helt rystet over mig selv, og havde ved gud ALDRIG troet, at jeg skulle kunne få denne følelse, da jeg netop tror på kærlighed og det gode i mennesket. Jeg fik den ubehagelige følelse af en trang til at ville fratage ham ALT, hvad han har kært. Og ønsket om at ville ham alt ondt i hele verden og at han aldrig skulle komme til at mærke kærlighed igen i sit liv. At lige netop JEG skulle beskyldes for at være så følelseskold at jeg ville prioritere penge og mammon højere end min egen søn. Jeg var totalt hamret i gulvet. Jeg lever jo netop KUN i Danmark i kraft af min elskede søn. Og til trods for at mit virke er vanskeligere i Danmark, så formår jeg trods alt at finansiere 1-2 håndfulde menneskers overførsels-indkomster i kraft af de skatter og afgifter jeg aflægger måned efter måneds uafbrudt knokleri! Ja, faktisk så tilhører min søns mor denne gruppe, som er i en trist situation mht til job. Derudover, så er det produkt jeg skaber med mit virke, med til at skabe en bedre verden, skulle jeg mene. Mit produkt kan måske med tiden, direkte medvirke til at løse gåden om en lidelse, min egen søn har. Jeg følte mig fuldstændigt magtesløs, vel vidende at det er Lucifers mentalitet, som hersker i samfundet Danmark via vores såkaldte "demokrati". Og for første gang nogensinde fik jeg en revolutionær følelse. At fratage disse personer al deres magt med alle midler! En for mig meget meget uhyggelig følelse. Det gik op for mig, at de mennesker, som styrer Danmark, via deres flertal, er inkarnationen af rendyrket ondskab, som suger al kraft ud af al kærlighed og liv med misundelse som den helt afgørende energi og drivkraft. Hele befolkninger er slavebundet i lænker under en mørk skygge en den pureste totalitarisme, under påskud at ville det gode. Og det aller værste ved det hele, er at disse mennesker har formået at pakke den rendyrkede djævelskab ind i begrebet "godhed". Til trods for at det er det stik modsatte.
Magtesløshed kendetegner ikke mig. Og det der før var en vision og en mission for mig, er nu noget meget mere. Det er en krig, som SKAL vindes. For enhver pris.
"Face the facts of being what you are, for that is what changes what you are."
Søren Kierkegaard
