Der findes nogle mænd, hvor dette nu om dage temmelig misbrugte ord elite, gør sig fuldgyldigt.
Jeg taler ikke kun om de danske, men om alle professionelle fodboldspillere på høj plan.
Fodboldspillere udgør en mandlig elite, hvis fysiske formåen er lang bedre end menige soldaters, og er i hvert fald tæt på eller lige så god som elitesoldaternes. Har man været i topform, særlig som fodboldspiller, ved man også, at ens smertetærskel er meget højere end hos almindelige mennesker. Der sker noget med smertetærsklen når det fysiske maskineri øger sine præstationsevner. Intet under, at fodboldspillerne opfattes som en slags gladiatorer, mens de synger nationalsangen lige før de vil kæmpe for nationen på fodboldbanens slagmark.
Og af apropos soldater… de europæiske soldater, hermed også danske, dem som lige nu deltager i krigen for verdens og fædrelandets sikkerhed i Afghanistan, kan overhovedet ikke gøre sig håb om den heltemodtagelse i deres hjemland, som den et landshold ville få efter en sejr, eller blot uafgjort mod en bedre modstander, på et eller andet beskyttet fodboldstadion i Europa.
Som så meget andet i disse tider, er tingene vendt en smule på hovedet. De rigtige soldater, dem som oplever en krigs rædsler, er blevet noget andet, mindre interessant, mindre eftertragtet, mindre be- og aflønnet i alle henseender. Til gengæld er fodboldspillerne ikke alene celebriteter; de er også nutidens krigere i kraft af, at de beundres og behandles som om de var det.
Derfor finder jeg det i den grad beskæmmende, at en fodboldkamp konstant afbrydes af “film” - ja, sådan hedder det vist når en fodboldspiller under en kamp, simulerer at have været udsat for ureglementeret fysisk belastning.
Film og snyd
Banens helte udnytter enhver chance til at lægge sig ned. De har de stærkeste ben man kan forestille sig; ben som næsten øjeblikkeligt standser et fuldt løb, der angiveligt kan komme op på 40 kilometer i timen. Men de samme ben kan ikke holde dem oppe når de udsættes for lettere skub. Jeg ville gerne se, hvor mange fodboldspillere, der ville falde så spektakulært hvis de spillede på grus - ikke blødt græs. Men de falder og falder… og bliver liggende på maven et godt stykke tid, helst med håndfladerne på græsset mens de løfter hovedet for at fange dommerens opmærksomhed. Hvor kvindagtigt.
Kvindagtigt? Jamen, det kom bare ud af mig. Gamle indgroede drengeforestillinger forlader ikke så let éns hjerne. Jeg trækker det straks i mig. Men ikke fordi jeg kunne have fornærmet overfølsomme rødstrømper. Nej, jeg trækker det i mig, fordi det i denne sammenhæng er forkert. Jeg har nemlig set et par kvindefodboldkampe… og jeg så ikke hvad der kommer i nærheden af det platte, usportslige skuespil man ser i den mandlige elitefodbold. Kvinderne kæmpede bravt og de filmede ikke. Og jeg er også sikker på, at rundt omkring på de lokale fodboldbaner, er film og snyd væsentlig mindre.
Det er i de dyrt iscenesatte kampe, at fodboldevner og sportsånd ikke synes at gå hånd i hånd. Hvor ofte oplever man ikke, at jo mere kendt og feteret en fodboldspiller er, des mere filmer han. Det vrimler med eksempler. Se bare på superstjernen, portugiseren Ronaldo, som ofte kaster sig dramatisk ned på græsset, når hans ideer overstiger hans kapaciteter. Og hvis ikke dommeren tildeler ham en gevinst for at have filmet, så spiller han barnligt forsmået og slår i luften med hænderne.
Og dommeren… ja, han dømmer temmelig ofte forkert. Han kan ikke se hvad kameraet i langsom gengivelse viser os. Jeg har aldrig set en fodboldspiller, som gik hen til dommeren og forklarede, at det var ham og ikke modstanderen der brød reglerne. Det er ikke just gentlemen vi ser på en fodboldbane.
Så er der de endnu mere groteske tilfælde af plat skuespil. En løs hånd eller albue, der tilfældigt rører ved sidemandens hoved, og så tager denne sig straks til hovedet og ”falder” og jamrer sig som om han var blevet ramt af et lyn.
Hvem kan det overraske, at fodboldfansene overalt i verden bliver dummere og voldeligere i og uden for stadion, når usportslig adfærd er blevet en del af fodbolden.
Selvfølgelig er der situationer, der kan udløse ekstrem smerte. Men i forhold til de utallige gange fodboldspillerne tager sig til hovedet og vrider sig, så er der forbavsende få synlige skader. En albue, et knæ, eller en fodboldstøvle der rammer et ansigt med en vis styrke, efterlader synlige tegn på huden. Det er yderst sjældent, at vi ser en fodboldspiller forlade banen med et blåt øje, hævelser, blødninger og andre skader som står i forhold til alt det jammer, vi er vidner til. Se på australsk fodbold… rå og brutal, så man tror det er løgn - men man ser så godt som aldrig nogen der lægger sig ned og vrider sig.
Guds hånd – og det skønne ved det
Bunden af bunden nåede fodbolden i 1986, da dengang verdens bedste fodbolspiller Diego Maradona scorede et mål mod England ved hjælp af hånden, som han senere sagde, var hjælp fra Gud. Ifølge hans udsagn stod hans egne holdkammerater afventende i den tro at målet ville blive annulleret. Så opfordrede han dem til at skynde sig med at omfavne ham, for at målet skulle se rigtigt ud – hvilket de så gjorde. Velvidende om svinestregen, jublede millioner af argentinere alligevel bagefter.
Episoden, et historisk sportsligt lavpunkt, har nok været med til at trække fodbolden ned i den sørgelige tilstand den er havnet i.
“Fodbold er ikke for tøsedrenge,” sagde den engelske fodboldhelt; Bobby Charlton. Og han havde ret. Fodbolsspillerne på højt niveau er ikke tøsedrenge. Men de er usportslige, generelt sagt, selvfølgelig.
Journalister spørger altid de interviewede om hvad de følte i den og den situation. Men de vil for eksempel aldrig spørge: Hvad følte du, da du filmede dig til det straffespark, som skaffede sejren? Holdkammeraterne, medhjælperne, træneren, journalisterne, fansene… hele denne betingelsesløse kæde værdsætter mere at vinde, uanset hvad, end de værdsætter fodboldkunst. Var fodboldkunsten deres primære lidenskab, så ville de ikke synes om at vinde ved snyd.
Man skulle tage konsekvens af det. Hvad med oprettelsen af en præmie, der helst skal ligne en stor skinnende pokal, sponsoreret af en bank eller en avis, som uddeles til en fodboldspiller for årets bedste film med efterfølgende gevinst på banen?
Men nej… ved nærmere eftertanke går det nok ikke. Film og snyd på banen skal praktiseres, men ikke erkendes udtrykkeligt. Det er det skønne ved det.
Det er måske derfor at fodbold synes at blive mere og mere populær.
