I en skrap leder går Berlingske Tidende i rette med FN, hvor generalsekretær Ban Ki-Moons manglende lederskab udstilles. EUs formandskab, p.t. den svenske statsminister Frederik Reinfeldt, beskyldes for at have svigtet det danske formandskab ved ikke at komme det til undsætning, og Frankrig skulle ifølge lederen have været mere optaget af at bagtale Connie Hedegaard i stedet for at yde et konstruktivt bidrag. Derfor kunne Kina og Sudan spille en diabolsk rolle, og lederen konkluderer bl.a., at Kina kan lære af Sovjetunionen, at det ikke er nok at være stor, man må også lære at samarbejde åbent.