Hvem kender ikke til udsagnet ”Vi må have noget mere forskning på området” – underforstået: Så vi kan få etableret et bedre grundlag at træffe beslutninger på? Synspunktet er besnærende, fordi det forekommer så indlysende, men er det sandt?
Det er min påstand, at størstedelen af den uddannelsesforskning, der er blevet praktiseret igennem de seneste 30 år har været katastrofal for aftagerne, i første omgang elever og lærere, i anden omgang ”samfundet”. Forestillingen om den rummelige folkeskole har således udvirket,
at 2-3 urolige og utilpassede elever i hver klasse har fået lov til at ødelægge undervisningen og indlæringen for de resterende 23-25 med sørgelige konsekvenser for generel faglig paratviden. Det-skal-være-lystfyldt-at-lære og juhu-begrebet ’kompetence’ (oversæt: den tomme mængde) har føjet spot til skade. Dertil kommer, at en lille trojka bestående af uddannelsesforskere, politikere og i egen selvforståelse frontløber-lærere passioneret opsat på at komme så langt væk fra kerneydelsen som muligt – i uskønt fællesskab er sluppet af sted med at gennemføre reformer, der er så langt ude i hampen, at det er ufatteligt, at fodfolket ikke udløste en paladsrevolution.
Gymnasie- og HF-reformernes nye bekendtgørelseskrav og eksamensopgaver befinder sig lysår fra Sofies, Hans-Christians og Muhammeds faglige og personlige forudsætninger og er et klassisk eksempel på, hvordan kreativt-fortænkte forskerhjerner bakket op af se-jeg-sætter-fingeraftryk politikere opkaster planer, der skyr de faktiske forhold på gulvet. Jeg erindrer om Feiwel Kupferbergs Kreative tider: ”Vi forskere kan (…) påtvinge skolen den ene reform efter den anden og lade de ansvarlige professionelle forsøge at minimere skaderne. Det var aldrig gået, hvis nogen blandede sig på samme uprofessionelle måde i eksempelvis erhvervslivets virksomhed.”
Så er der socialforskningen, som gang på gang viser sig at være vildledning frem for vejledning. Pladsen rækker kun til mit absolutte yndlingseksempel, der til gengæld er så øjenåbnende, at det må gøre alle beslutningstagere ekstra varsomme med at fæste lid til vi-må-have-mere-forskning
basunen. Pardannelse blandt etniske minoriteter i Danmark (2004) konkluderede, at 80% af de etniske minoritetsunge selv valgte deres ægtefælle samt at tvangsægteskaber kun udgjorde 4%. Makværket blev skudt solidt ned, men tænk hvad man som forsker lønnet af skatteborgerne kan slippe af sted med af virkeligheds-forfalskning. Som Kristina Aamand og Asif Uddin skrev i deres bog Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere: ”En mors tårer og muskelsmerter står eksempelvis ikke på listen over strafbare tvangsmetoder (…) Begrebet arrangerede ægteskaber er altså misvisende, fordi tvangen er kamufleret og kun synlig for det trænede øje.”
Heller ikke kønsforskningens maniske stirren sig blind på socialkonstruktivismen har meget med forskning at gøre, eftersom udøverne på forhånd har besluttet sig for at udgrænse enhver diskussion om biologi, essens og sammenhængen mellem kultur og natur. De universitære kønsforskeres modstand mod at beskæftige sig med kønsspecifikke lovmæssigheder i menneskelivet nærmer sig det komiske - hvis det altså ikke lige var fordi, at deres alt-skyldes-opdragelsen har voldt så megen skade. Nyere hjerneforskning slår fast, at kønsforskelle ikke bare kan forklares med miljø og aldrig kan udlignes, lige meget hvor meget der mases på med påvirkning, stimulation og holdningsændring. Med stadig større kraft gennemhulles kønsforskernes dogme om, at kønnet-er-en-social-konstruktion, – en tese kreeret på månen, men som ikke desto mindre har fået lov til at gå sin ulyksalige sejrsgang i ligestillingsdebatten de sidste 20 år.
Havde jeg noget at skulle have sagt, så blev universiteternes uddannelses- og kønsforskning
frataget alle midler de næste ti år. Eftersom der bliver mangel på gymnasielærere i nær fremtid, kan de arbejdsløse forskere i stedet slå deres folder på Forhåbningsholms Gymnasium og her bytte Habermas og Foucault ud med praksis. De konkrete erfaringer vil så dejligt afsløre, at videnskabelige teorier og deres indhold afspejler samfundsmæssige og personlige interesser hos såvel teoriens ophavsmænd som dens disciple, og at enhver teoretiker derfor må anvendes med stor forsigtighed.
Hvad socialforskerne angår, kan de også fint henvende sig på de gymnasiale uddannelser. Dog skal de 30-40 mest begavede og talentfulde fredes og sikres total arbejdsro, som kan opnås ved en høj, livslang fast indtægt. Med én betingelse tilknyttet: De skal i praktik i 3 måneder inden for deres forskningsområde, før de går i gang med dataindsamling. Efter princippet: Praksis fremmer forståelsen. Til gengæld betyder deres økonomiske uafhængighed, at de ustraffet kan bedrive den forskning, der måtte føre til politisk ukorrekte og uønskede resultater, og at deres konklusioner aldrig skal skæres til for at imødekomme rekvirenternes interesser.
I forlængelse af dén model vil jeg anbefale, at politikere og beslutningstagere på alle niveauer
går i skarp træning med at lære at lytte og lytte meget og lytte længe og lytte
grundigt til folk på gulvet, før de begynder at slå om sig med politireformer, strukturreformer, gymnasiereformer og alskens andre elendige reformer. Hvad denne lytteøvelse angår, var også den borgerlige regering en katastrofe. I deres reformarbejde kan beslutningstagerne lade
sig inspirere af fx filosoffen Karl Poppers skridt-for-skridt forandringer frem for at opkaste store forkromede idealprojekter. Dermed undgås, at en eventuelt forkert beslutning får vidtrækkende uheldige konsekvenser, fordi der hurtigt vil kunne rettes op på begåede fejl.
Så nej, vi skal ikke have mere forskning inden for ovennævnte tre fagområder, vi skal have meget mindre. Til gengæld af en helt anden kvalitet end den, der pt bydes på.
