Et flertal af danskerne er klar til at afskaffe efterlønnen for alle under 40 år, viser en meningsmåling fra Rambøll/Analyse Danmark.
I målingen siger i alt 55,4 pct. ja til at fjerne efterlønnen for de under 40-årige. Ud af dem er knap 40 pct. klar til at gå endnu mere drastisk til værks og afskaffe den for alle under 50 år. Omkring hver tredje dansker siger nej til at fjerne efterlønnen. Samtidig skærper De Konservative nu kravet om at få efterlønnen i spil, når regeringen i foråret fremlægger sin økonomiske 10-års-plan ”Danmark 2020”.
Fra flere kilder erfarer Morgenavisen Jyllands-Posten, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er gået i tænkeboks og overvejer, om regeringen skal bringe efterlønnen i spil i forbindelse med 2020-planen. Socialdemokraterne nægter at tro på, at det vil ske.
»Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, at regeringen vil bryde det løfte, som vi gav til befolkningen i 2006,« siger politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S).