Flere varer på hylderne?

Jeg hører det gang på gang fra politiske modstandere: ”I har jo ikke noget politik på hylderne”

Thomas_Gulloev_Longhi

09/04/2011

Jeg hører det gang på gang fra politiske modstandere: ”I har jo ikke noget politik på hylderne”.

Det lyder lidt som et ekko af Peter Mogensen og hans lokumspapir, men hvad er det for nogle varer vi ikke har på vores hylder, og hvilke varer er det vi skal have?

Jeg blev forleden i en facebook debat udfordret med følgende punkter:  Trafikinvesteringer, den kriminelle lavalder, andelsboligernes særstilling, flex- og afdragsfrie lån samt valgretsalder.

Bestemt relevante områder, men hvor relevante? Og selv om vi har en politik på eksempelvis trafikområdet

”Samfundet skal investere i udbygning af infrastrukturen, da borgernes mobilitet giver frihed og understøtter økonomisk vækst. Vedligeholdelsen af vej- og skinnenettet skal være bedre, og den kollektive trafik skal udbygges. Liberal Alliance vil reducere registreringsafgiften, så danskerne billigere kan erstatte den gamle bil med en ny til gavn for både miljøet og trafiksikkerheden.”

...er det ikke den generelle politik der efterspørges på hylderne. Nej det bliver hurtigt til ”Hvad mener i om en Kattegatbro”, ”Hvad mener i om en bro fra Faaborg til Als”, ”Hvad mener i om en motorvej op gennem Vestjylland”, ”Hvad mener i om en fast forbindelse mellem Bornholm og Læsø”,…..

Det billige og nemme svar er det Helle og Villy har turneret land og rige rundt med de sidste par måneder. Hver gang de er stoppet et sted i Danmark, har der været nye løfter om en pose penge. Er det varer på hylderne? I så fald er det tomme optioner, der aldrig vil blive indfriet -en slags politiske derivater.

Og hvorfor forventes partier og enkeltpersoner at have en holdning til alt her i verden? Når man er et parti med 3 medlemmer af Folketinget, er det så ikke ok at sige:

Her er vores politiske program: http://www.liberalalliance.dk/politik. Det er ikke alle emner der er dækket, men vi har lavet en politik inden for de områder vi mener, er mest vigtige. Vores 3 MF’ere kan desværre ikke være overalt på Christians Borg og læse alt materiale igennem. Derfor har vi valgt at prioritere vores politik. Prioritere ud fra det, vi mener er det mest vigtige for Danmark og for vores parti?

Vi har 4 mærkesager vi går til valg på. Det er 4 mærkesager der samler vores politik og det er 4 mærkesager, vi gerne vil måles på i vores arbejde. Pak nu "lokumsdebatten om hyldemeter" sammen og kom med konstruktiv kritik af hvorfor vækst, mindre bureaukrati, færre forbud og lavere skat ikke er det vigtigste for Danmark?

Hvis kritikken skyldes, at du hellere vil handle i en stor butik med et kæmpe udvalg af gamle varer på hylderne, så gør det - fint med os. Vi er gået til valg på at være en specialbutik med friske varer. Varer vi selv efterspørger, fordi de er blevet for gamle i de andre butikker.