Klumme af Medhat :
Der er ingen mennesker herhjemme, som betragtes som mere utroværdige og danskfjendske end imamer i Danmark. Det er efterhånden blevet et skældsord. Imamer er blevet
voldsomt upopulære og udskældte af hele nationen samt blevet lagt under lup og sat øverst på listen for medskyldige for alle de ulykker, som er sket i Danmark, som har noget med integration at gøre. Nogle af de mest forhadte personer i Danmark var imam Abu Laban samt imam Akkari. Det skyldtes deres berømte rejser til mellemøsten i forbindelse med Mohammedtegningerne.
Den første er død og den anden var nødt til at rejse til Grønland. Akkari blev anmeldt til politiet
omkring 300 gange på den tid. Jeg tror ikke, at nogen af de nuværende imamer i Danmark kan blive ligeså upopulære, som de to, der nærmest blev betragtet som landsforrædere.
I går oplevede jeg selv en imam. Det var i det satiriske teaterstykke ”Mogens og Mahmood” med Flemming Jensen og Omar Marzouk, som blev spillet på Svendborg Teater i aftes. Her indgik ligeledes en imam, som udover at spise flæskesteg, var grå, udspekuleret og usympatisk på alle måder. Stykket handler kort fortalt om en troende muslim, som forelsker sig i en jødisk
pige fra Jylland og om alle de forviklinger, sådan en proces kan medføre. Der var fuldt hus og vi grinte alle meget af stykket.
Stykket kan varmt anbefales, og jeg håber, at der kommer flere af slagsen, der kan være med til at ændre syn, opfattelse, dømmekraft samt generaliseringer overfor muslimer i Danmark.
Med venlig hilsen
Medhat Khattab, speciallæge
Svendborg