Fjern usikkerheden på boligmarkedet - og fjern usikkerheden om de 12 minutter samtidig

S-SF foreslår et lynforlig om boligmarkedet, og støttes nu af den kommende regeringspartner Margrethe Vestager

Christian Melgaard,

27/08/2011

S-SF foreslår et lynforlig om boligmarkedet, og støttes nu af den kommende regeringspartner Margrethe Vestager. Formålet er angiveligt, at et forlig skal fjerne usikkerheden fra boligmarkedet, og det kan jo være meget fornuftigt, MEN når der skal fjernes usikkerheder så lad os lige fjerne et par andre store af slagsen:

For det første skal et lynforlig indeholde løfter om hvad fremtiden bringer - d.v.s. efter udløbet af den foreslåede 1½-2 års lempelsesperiode. For få uger siden var de Radikale stærkt opsat på at skattestoppet på boligområdet skulle fjernes, og at udgifterne således skulle stige. Selv om S-SF politikere officielt var tøvende med at støtte det forslag, så var der et utal af eksempler på fortalelser der viste at den tøven var ren valgtaktik. Hvis usikkerheden skal fjernes, så kræver det garantier der rækker længere frem.

En anden stor usikkerhed som S-SF kan være med til at fjerne er en "lynaftale" med fagbevægelsen om hvordan de vil levere de berømte 12 minutter. Indtil videre har vi blot hørt, at det vil fagbevægelsen gerne, og i gårsdagens partilederrunde "garanterede" Helle Thorning at det var tilfælde. Hvis det imidlertid er så klart, så lad os få en aftale på bordet.

Men ingen af tigene sker naturligvis, for S-SF vil ikke garantere boligejerne fremover og fagbevægelsen er ikke interesserede i at fortælle hvad prisen for de 12 minutter er hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

Med andre ord - ren valgflæsk.

Kilde: