Myte 1: ”Israel blev skabt fordi Europa følte skyld over Holocaust”
Denne venstreorienterede myte er blevet gentaget i et omfattende omfang, senest af Desmond Tutu. Mens dette er helt igennem forkert på et plan, som selv de mest seriøse anti-israelske historikere kan erkende, så forbliver denne påstand, fordi dens funktion er at delegitimere Israel som et produkt af efterkrigstidens kolonialistiske skyld, frem for vedholdende israelske nationale aspirationer.
Israel blev ikke skabt i 1947. Omkring 1947 var Israel et fungerende land med et sprog, kultur, landbrug, universiteter, aviser og militære styrker, der var i stand til at forsvare sig mod hærene fra adskillige arabiske nationer. Det eneste der skete efter Holocaust, var en FN afstemning i 1947 om en delingsplan, der aldrig blev implementeret, fordi den arabiske verden i stedet valgte at prøve at udrydde Israel. Israel ville dog uanset hvad have erklæret uafhængighed og kæmpet for sin overlevelse med præcis det samme resultat, uanset FN´s resolution 181. Denne afstemning beskrives ofte som skabelsen af Israel, men der var mere korrekt tale om et forsøg på at fastlægge grænserne for Israel. Et forsøg der slog fejl grundet den arabiske verdens folkemorderiske fjendtlighed, der ikke alene udtrykte sig mod Israel men også mod jøder i arabiske lande.
Ej heller skabte efterkrigstidens kolonialisme Israel. Stor Britannien, der var en kolonialmagt i regionen, var imod Israel´s uafhængighed, og afstod fra at stemme ved afstemningen i FN. Flertallet af stemmer for resolutionen kom fra ikke-europæiske lande såsom Bolivia, Brasilien, Panama, Peru, Polen, Ukraine og Sovjet Unionen. Syv europæiske lande stemte ”Ja”, mestendels nordeuropæiske lande såsom Sverige og Danmark, der kun oplevede en begrænset virkning af Holocaust. Tolv latinamerikanske lande stemte ”Ja”. Det dobbelte antal. Og disse var lande, der havde deres egne nationale aspirationer, og med succes havde kæmpet mod kolonialisme.
Skyld i forbindelse med Holocaust var ikke årsagen til resolution 181. Mindre end en tredjedel af de 33 stemmer stammede fra lande, hvor Holocaust havde fundet sted. Deres grunde var forskellige og varierede. Nogle latinamerikanske lande identificerede Israel med nationale aspirationer, og nogle søgte økonomiske forbindelser. Truman var påvirket af ønsket om jødiske stemmer i et kommende valg. Sovjet Unionen ønskede at sabotere Stor Britannien´s koloniale program. Motiverne hos forskellige lande var mere komplekse end medfølelse, endsige skyld. Iran stemte eksempelvis mod resolutionen, og blev alligevel det andet land, der anerkendte den nye stat Israel.
Venstreorienterede aktivister kan insistere på, at resolution 181 var en racistisk beslutning, men faktisk var halvdelen af landene, der stemte for resolutionen ikke-hvide, og de fleste af landene, der stemte for resolutionen, var ikke-europæiske. Og derfor er myten om at Israel blev skabt efter Holocaust af skyldbetyngede europæere, en myte der er blevet udbasuneret af alle fra Desmond Tutu til Wallace Shawn til Barack Obama, er netop det, en myte. Israel ville have eksisteret uanset Holocaust eller FN´s resolution 181, der primært blev stemt for af ikke-europæiske lande. Dem der gentager denne myte, demonstrerer derfor enten uvidenhed eller villighed til at fortsætte en løgn med henblik på at underminere Israel´s legitimitet.
Myte 2: ”Europæiske nationer gav jøderne et land, der allerede var beboet af et folk”
Dette er en af de mere almindelige myter, der søger at slå ned på legitimiteten af skabelsen af den moderne stat Israel, og behandler jøderne som fremmede elementer i dette land. Dette er fortsættelsen af de anti-semitiske stereotyper om jøderne som de evige vandrere og evige fremmede.
Faktum er, at israelerne havde en vedholdende tilstedeværelse i landet, der går tusindvis af år tilbage, der kun blev afbrudt af massakrer og fordrivelser, efter hvilke den jødiske befolkning igen forsøgte at etablere sig selv. Græsk, romersk, arabisk og ottomansk kolonialisme uddrev jødiske befolkninger, og forsøgte at erstatte dem med deres egne befolkninger, for at skaffe et fodfæste i landet. Uligt dem forblev jøderne landets oprindelige befolkning.
Gennem historien kæmpede jøder for at opnå uafhængighed med bevæbnede revolter mod romersk og byzantinsk styre. Den seneste af sådanne revolter fandt sted mere end tusind år før skabelsen af den moderne stat Israel, frem for to tusinde år som de fleste tror. Jøderne prøvede at genoplive staten Israel, når den gentagne gange blev brutalt undertrykt, og i mindst et tilfælde gennem direkte folkemord. Ej heller var det, det eneste folkemord som jøderne i Israel oplevede.
Ikke desto mindre fortsatte denne jødiske grønskollings forsøg efter Korstogenes folkemord på den jødiske befolkning i 1500 tallet med at skabe et jødisk autonomt territorium under Selim I af Don Tosef Nassi, som Lord af Tiberias. Yderligere forhandlinger om skabelsen af en jødisk stat fortsatte i det 18. og 19. århundreder. Efter at ottomansk hårdnakkethed gjorde det klart, at stasskabelse var håbløst, hjalp jødiske frihedskæmpere i form af NILI gruppen og Den Jødiske Legion i den britiske erobring af regionen, i håb om at få deres egen stat.
Mens megen af den israelske befolkning faktisk kom udefra, skyldtes dette tusindvis af års massakre og krigsførsel, der havde affolket området. Da vestlige observatører besøgte Israel i det 19. århundrede, fandt de at landet var goldt, og havde en lille befolkning, både jødisk og arabisk. Faktisk var Israel så sprsomt befolket, at hele dens befolkning i 1850 var på blot 350.000 mennesker, et antal man i dag ville kunne rumme i vore dages Tel Aviv, og så ville der stadig være plads til flere. Dette er så meget mere slående, når man tager i betragtning, at der er tale om et territorium, der var adskillige gange større end vore dages Israel.
To generationer senere i 1920, efter den britiske erobring, var den arabiske befolkning knap nok fordoblet. Til trods for dette , blot en generation efter dette, havde befolkningen nået 1,3 millioner, primært gennem arabisk immigration til Israel, særligt ved arabiske ægyptere tiltrukket af tiltagende jødisk industri, ville disse immigranter udgøre hoveddelen af den ”palæstinensiske sag”, med prominente palæstinensiske arabere såsom Yasser Arafat og Edward Said stammende fra Cairo.
Cairo, uligt Jerusalem, var det eksplosivt voksende center under det ottomanske imperium med en ophobende befolkning. Fra 1880´erne til 1930´erne tredobledes Cairo´s befolkning. Resultatet understreger de stærkt overbefolkede områder, der førte til ekstreme slumforhold, som europæiske besøgende ofte kunne beskrive. Forhold der blot sidenhen har vokset sig værre. Og dele af den befolkningsoverflod bevægede sig i retning af Israel.
Mens jødisk immigration til Israel var synlig, så var arabisk immigration usynlig. Den krævede kun, at en syrer eller ægypter satte sig op på et æsel, og red i den rigtige retning. Men britisk styre og tiltagende økonomiske muligheder åbnede for jødisk og udenlandsk forretningsliv, der skabte både jødisk og arabisk immigration til landet af økonomiske og politiske årsager.
De samme kritikere af Israel protesterede ikke, og protesterer ikke, mod arabisk immigration, selv om den var del af en kolonialiseringsproces, der erstattede den oprindelige jødiske befolkning. I stedet viser de deres dobbeltmoral ved kun at protestere over jødisk immigration. Ironisk nok er det i dag den arabiske migration til Europa, der besætter landene hos mange af de samme kritikere, hvor de nyfundne befolkninger overtager lande, der ”allerede har et folk”.
I Australien og andre steder er muslimske immigranter allerede begyndt at udlægge en ny historie, der hævder, at landet hele tiden har tilhørt dem. I Frankrig er optøjerne blevet beskrevet som en Fransk Intifada. Muslimer i Amerika er begyndt at kultivere historien om muslimernes opdagelse af Amerika inden Columbus. Disse processer viser, hvordan etniske og nationale grupper skaber en mytologi om ejerskab fra begyndelsen af i lande, hvor de aldrig har haft megen tilstedeværelse. Den samme mytologi ligger bag påstanden om palæstinensisk territorium, administreret af romerne, faktisk var hjemlandet for en eller anden slags unik arabisk nationalitet, vis rettigheder aldrig er blevet benægtet.
Europæerne ”gav” ikke Israel et land, der allerede var beboet af araberne. Araberne var en del af den regionale befolkning, og de var i flertal, fordi de havde erobret og erstattet lokale befolkninger. Og mens der findes talrige undertrykte indfødte befolkninger i Mellem Østen, inklusive assyrerne, kurderne, kopterne, Mellem Østen´s sigøjnere, azerierne og zoroastrianerne, så findes araberne ikke på den liste, bortset fra i hovederne på vestlige venstreorienterede. I stedet styrer arabiske muslimer alle lande, undtagen to lande, i Mellem Østen og 99% af regionen. 11 millioner kvadratkilometer mod Israels´s 20.000 kvadratkilometer.
Myte 3: ”Skabelsen af Israel nægtede nationale rettigheder hos det palæstinensiske folk”
Palæstina er en region. Ikke en arabisk nationalitet. Den er ikke et arabisk ord, men forvanskningen af et ord, der betyder Philistine. På intet tidspunkt har der fandtes et palæstinensisk arabisk kongedømme, stat eller politisk enhed, indtil den blev skabt af Israel som del af en traktat med Arafat. Palæstinensisk nationalitet er svindel, som ingen af de arabiske magter, der støtter den, tror på, som de selv beviste, da de annekterede eller styrede landet, der ville blive de såkaldte ”Besatte Områder”. En term de kun begyndte at bruge, da Israel genvandt det i Seksdageskrigen i 1967. Over to årtier blev ingen palæstinensisk stat skabt, da Judæa, Samaria og Gaza var i hænderne på Ægypten og Jordan. Kun efter to store militære nederlag, forårsaget af arabiske magter, for at undgå fremtidige krige med Israel, besluttede de sig for at støtte denne særlige stump mytologi.
Yderligere var det de arabiske magter, der afviste FN´s delingsplan, der ville have skabt to stater, en arabisk og en jødisk. Det var den arabiske side, der afviste planen, og valgte krig, og derefter opfordrede arabere i Israel til at forlade landet, så de ikke kom til skade, når jøderne blev drevet ud i havet, og dermed skabte flygtningelejrene. Hvis nogen nægtede ”nationale palæstinensiske rettigheder”, så var det de arabiske magter. Men påstanden om nationale rettigheder har altid været svindel, som det kunne ses, da PLO´s formand Ahmed Shukairy proklamerede følgende i FN i 1956: ”Det er almindelig viden, at Palæstina eikkeer andet end det sydlige Syrien”. PLO opfordrede ikke til en stat før efter Yom Kippur krigen i 1973, hvor det blev gjort klart, at rå magt alene ikke ville tillade de regionale arabiske magter at indtage Israel med magt.
Siden 1992, da PLO modtog et selvstyreområde, har PLO ikke gjort noget seriøst forsøg på at lede området. I stedet er stort set alle områdets ressourcer blevet hældt ind i militser, der er blevet brugt til at udøve terrorisme mod Israel, og dets propagandakorps, der har rejst verden rundt for at klage over Israel. Dette er hvorfor, at de såkaldt palæstinensiske ledere ikke har nogen interesse i faktisk at skabe en stat, som Clinton slutteligt til sin store skam og ydmygelse opdagede, da Yasir Arafat afviste hans stor 99% fredsplan. Hvis de jordanske eller ægyptiske arabere , der camperer ude i Israel´s baghave, faktisk ønskede at udøve deres ”Nationale Rettigheder”, så ville de have gjort det i løbet af de seneste 17 år. I stedet er alt, hvad de har gjort, at prøve at dræbe israelere på vegne af deres arabiske og persiske støtter. Efter milliarder af dollar i international støtte er det eneste, der fungerer i det palæstinensiske selvstyre AK-47´erne.
Igen og igen har der fandtes muligheder for at skabe en palæstinensisk stat. Det værende sig i 1947 ved at acceptere resolution 181, eller fra 1948 til 1967 i hænderne på de arabiske magter, eller fra 1992 til 2009 i samarbejde med Israel og USA, fandtes der næsten fire årtier, hvor den palæstinensiske stat kunne have været skabt. Sammenlign dette med de næsten 25 år af såkaldt Besættelse fra 1967 til 1992. Der findes ikke nogen ”palæstinensisk stat”, fordi ingen ønsker en sådan stat. Palæstinensisk nationalisme har lige så megen substans som nogen krigstidspropaganda. Det eneste mål er at samle arabiske og muslimske åndsfæller om at afslutte opgaven, der frustrerede i 1947 – ødelæggelsen af Israel.
Myte 4: ”Israel er en kunstig enhed og en racistisk jødisk stat”.
De ”Europæisk Imperialistiske Kolonialister”, som venstreorienterede historikere og aktivister foregiver at afsky, til trods for at de selv ikke er andet end en ny generation af det samme, omskabte det meste af Mellem Østen til arabisk muslimske stater, skabende kunstige lande såsom Ægypten, Syrien og Jordan. Sidstnævnte regeret af en fejlslagen saudiarabisk kongefamilie, navngivet efter historiske lande. Alligevel protesterer ingen af disse historikere og aktivister mod nogen af disse lande. Af en eller anden årsag er det i deres bog orden at dømme kurdere, assyriske kristne, koptere og regionens talrige andre minoriteter til at blive regeret af intolerante arabiske regenter.
Myten om arabisk muslimsk offergørelse er billig propaganda stammende fra fejlslagne arabiske forsøg på at ødelægge Israel og drive den jødiske befolkning ”ud i havet”. Den er finansieret af kilderne af oliepenge flydende fra arabiske diktaturer såsom Saudi Arabien, og bevaret for eftertiden af venstreorienterede aktivister gentagende en anti-israelsk Sovjet linie, der i sig selv er et forældet levn fra den kommunistiske støtte af arabisk nationalistiske diktaturer i Ægypten, Syrien og Irak.
Israel tilbyder mere frihed til sine borgere og ikke-borgere end nogen anden arabisk stat i regionen. Dette er hvorfor, at afrikanske migranter prøver at komme gennem Ægypten for at komme til Israel. Israel huser mange af de forfulgte religioner i regionen, især Bahai. Det har givet ly for en bred vifte af folk fra hele verden, helt ned til vietnamesiske bådflygtninge. Alle kan fungere med hinanden, bortset fra arabiske muslimer, vis vrede er drevet af den overbevisning, at kun de burde regere i Israel, som i enhver anden del af Mellem Østen.
Hvis venstreorienterede aktivister virkelig ønsker at agitere på vegne af de undertrykte og bortjagede folk i Mellem Østen, så skulle de i stedet for at følge det foragtelige eksempel fra Human Rights Watch, der i tiggeri efter saudiarabiske penge tilsviner Israel tage et kig på situationen i det moderne fashionable Dubai, et land der mestendels består af gæstearbejdere, som behandles som slaver, og som dør i tusindvis. Eller måske Iran, hvor den persisk muslimske minoritet regerer over azeri flertallet, og undertrykker deres kultur, sprog og nationale aspirationer. Og så er der spørgsmålet om en uafhængig kurdisk stat og rettighederne hos det kurdiske folk til at tilbagetage Kirkuk efter Saddam´s etniske udrensning. Og så er der forviklingerne vedrørende kurderne i Ægypten, der nægtes grundlæggende menneskerettigheder.
Men i stedet fortsætter venstrefløjen med at lefle for de irrationelle fordomsfulde krav fra regionens arabisk muslimske flertal til fordel for endnu et arabisk land. Den åbenlyst manglende hensyntagen hos enhver, der ikke er arabisk muslim, er præcis grunden til, hvorfor jøderne i Israel måtte kæmpe for national uafhængighed. Dette er sandsynligvis hvorfor, at kurderne ligeledes vil skulle kæmpe for uafhængighed.
Kulten af orientalisme insisterer på, at kun arabiske muslimer har nationale rettigheder i Mellem Østen. Israel tjener som formål at benægte dette, og til i stedet at proklamere de nationale rettigheder hos den indfødte befolkning i Israel, et land og et folk der historisk går længere tilbage end arabisk kolonialisme, og også vil overleve denne kolonialisme.
