LEDER: Helle Thorning-Schmidt har ikke engang været statsminister i to måneder, og hendes regering ser allerede dødsmærket ud. Døden kommer ikke i morgen, for regeringer går kun bort hvert fjerde år, hvis de blot kan holde sammen på deres parlamentariske grundlag, men om fire år kan det til gengæld sagtens være slut.
Regeringen martres af tre forhold, som alle er selvforskyldte:
* For det første har statsministerpartiet Socialdemokraterne i selskab med SF lovet vælgerne en hoben velfærdsgaver, som der ikke er plads til i statsfinanserne. Finansministeren har indrømmet, at man i de to partier regnede så alternativt op til valgdatoen, at man i henhold til gængse regnemetoder, som man nu, hvor man sidder i regering, er gået over til, havde et hul i budgetterne på 22-39 mia. kr. Penge som altså modsat påstandene i valgkampen ikke kan bruges til at indfri valgløfter for.
* For det andet har man så godt som intet på sit politiske program, som berettiger regeringspartierne til at ville have magten. Man har ingen reformdagsorden, som forener S, R, SF - og da slet ikke med neokommunisterne i Enhedslisten, der er nødvendige for, at regeringen har flertal for sin finanslov. Derfor kan regeringen ikke præsentere vælgerne for et positivt reformprogram, som kan overbevise dem om, at de bør se gennem fingre med de mange løftebrud.
* For det tredje rammes regeringen i fraværet af en politisk dagsorden ekstra hårdt af alle de personsager, som dens ministre og hangarounds lægger navn til: Henrik Sass, Ole Sohn og Carsten Hansen. Medierne har ingen politisk substans at skrive om, så de kaster sig i stedet over skandalerne.
Man skal aldrig sige aldrig, men det er svært at se en ende på elendigheden. Et godt bud er, at Helle Thorning-Schmidt & Co. derfor vil klynge sig til magten i de fire år, som de kun kan miste, hvis de decideret selv smider dem væk. Herefter vender de borgerlige partier tilbage til ministerierne igen.
De næste fire år bør derfor bruges af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og (måske, hvis de synes, de kan overkomme det) de Konservative på grundigt at gennemtænke, hvad de vil bruge regeringsmagten til.
Tiåret med Anders Fogh Rasmussen som statsminister bør have lært dem, at der ingen ære er i at sidde på ministertaburetterne i lang tid, hvis man ikke bruger regeringsprivilegiet til faktisk at udrette noget positivt for landet. Den vækstkrise, som Danmark befinder sig i, og de store underskud på de offentlige finanser, som dansk økonomi vil lide under i mange år fremover, hvis der ikke gennemføres markante reformer, er et produkt af den tøsedrengeattitude, som prægede Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Man gjorde meget lidt, for man var alt for optaget af at behage fremfor at udrette.
Skam få de borgerlige, hvis de begår samme fejl om fire år, hvor de meget vel kan tænkes igen at sætte sig på regeringsmagten.
