I det disede og bølgende æterspejl over bobleøkonomierne, lyser Kina stadig op som et gyldent sted i horisonten. Et fantastisk sted, hvor penge hænger på træerne - væksten kan fortsætte helt ind i himlen - og selv solen går ned i guld. Men intet kunne være mere forkert. Det er desværre en øjenforblændelse.
Det asiatiske fatamorgana, som for øjeblikket udspiller sig i øst - hænger frit svævende i luften - men pengetræerne vokser hverken ind i himlen eller formår at slå rod i realøkonomien. Den kinesiske mirakeløkonomi, der tilsyneladende har styrke som en løve - og potentiale til at udvikle sig til økonomiernes konge - er nemlig baseret på store mængder af finansielle dopaminer.
Kina anvender sin oppustede finansielle kraft til at skabe en gigantisk kreditdrevet boble i fast ejendom. (Der opnår sin dødelige kraft i samspillet mellem de enorme mængder likvider den kinesiske centralbank leder ud i økonomien og de helt urealistiske udlånsvilkår, der følger i hælene på G-20 landenes fantasikur imod dårligt drevne banker (og de hovedløse økonomiske politikker), der har rådet i verden i det meste af dette årtusinde.
At finansiere lange papirer med korte penge er noget, der både kan - og ofte vil - medføre store problemer, også selv om den kortsigtede fordel, der består i en lav rente og fordelagtige konjunkturer kan forekomme attraktiv på den korte bane.
For at modvirke den indenlandske effekt af den globale recession, der bredte sig ud over økonomierne indtroducerede Kina i 2009 gigantiske økonomiske incitamentsprogrammer. Statsfinansierede infrastrukturinvesteringer og urealistisk fordelagtige udlånsvilkår har efterfølgende rejst en udlånsmasse, som har sat de kinesiske banker i stand til at øge likviditeten i en grad, så princippet om default swap kan forvandle vækstmiraklet til en økonomisk tsunami, der truer med dræne verdens næststørste økonomi for kraft og sende verdensøkonomien ud i anden akt af finanskrisen når engagementerne fejler.
I Kina er udlånsmassen steget med imponerende 33 % i 2009, men den økonomiske vækstrate er jf. officielle statistikker aftaget til 20 %. Denne strukturelle ubalance giver mindelser om optakten til subprimekrisen.
De store kinesiske banker har nemlig i faretruende grad øget engagementerne af store lån til særlige "investeringsforeninger" i lighed med de strukturerede investeringsmoduler (SIM) de nu hedengangne amerikanske investeringsbanker anvendte til at sprede de giftige derivater ud i verdensøkonomien i forbindelse med den amerikanske subprimekrise. Udlån til disse "investeringsforeninger" stiger de første seks måneder fra 4600 milliarder yuan til 5.900 milliarder yuan - eller med næsten 30 procent - og der er flere alvorlige risici forbundet med dette.
Ud over at kvaliteten af de underliggende aktiver falder - en aktivmasse, som især består af fast ejendom - påfører det også markedet en voksende likviditetsrisiko, da investeringer i værdipapirer fra disse investeringsforeninger markedsføres som alternativer til almindelige indlånskonti, hvor renten i øjeblikket er lavere end inflationen.
Men den finansielle og fysiske kvalitet af aktiverne er måske den mest bekymrende faktor. Ifølge en artikel i South China Morning Post, anslår en kinesisk økonom, at antallet af tomme boliger i kinesiske byer og byområder nu kan opgøres til til 64,5 mio. Det er ca. fem gange så mange som mængden af tomme boliger i USA i dag udgør. Et forhold, der utvivlsomt vil drage Kina ind i det globale deflationsscenarium af hastigt faldende priser og udsatte investeringer når drop-poserne med gratis likviditet bliver taget af markedet.
Den strukturelle ubalance i boligmarkedet forstærkes desuden af, at de gennemsnitlige omkostninger ikke - bare tilnærmelsesvist - står mål med den indkomst den almindelige kinesiske husstand råder over. Selv når man tager hensyn til den kommercielle involvering i det kinesiske ejendomsmarked (eller måske netop på grund af), er der en stor og berettiget fare for at også Kina har forbygget sig.
I et land, hvor bygge-og anlægssektoren tegner sig for omkring 50 procent af BNP, er det naturligvis en særdeles bekymringsvækkende situation.
Byggeboom og efterfølgende krak, ejendomsbobler og finansiel udtørring er ikke forbeholdt lande, der låner til deres design som USA, Irland, Spanien og Storbritannien, men de kræver blot adgang til store - og tilsyneladende billige lån - kombineret med en opadgående prisspiral og det efterfølgende Hayek'ske finansielle sammenbrud, som ligger i forlængelse af urealistiske udlånsvilkår og løbsk pengepolitik.
Det er den tætte vekselvirkning imellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, giver bristen i den kinesiske boligboble sit katastrofepotentiale. Når boligpriserne falder, dykker realøkonomien og bevægelsen mod recession styrkes, og den finansielle sektor i kurs mod nedsmeltning, fordi markedets dynamik kommer fra fra boligboblen. Dette vil forværre nedsmeltningen fordi den uddyber boligkrisen. Nedsmeltningen intensiverer desuden recessionen, når adgangen til kredit strammes op.
Kina står over for en skarp korrektion på ejendomsmarkedet, som vil få en global indvirkning. Det er desuden højst tænkeligt at Kina på den korte horisont kommer til at forårsage "Finanskrisen II", nu bare med kinesiske undertoner.
Forskellen er bare, at nu har beslutningstagerne gjort alting meget værre end sidst. Der er nemlig ingen "lender of last resort", der kan afhælpe Kinas økonomiske sammenbrud - og desuden - hvem skal købe resten af verdens statsobligationer, når Kina får sin egen implosion i pengesystemet at rode med?
Nu, hvor krisen går ind i Kina, mister det evnen til at finansiere det astronomiske amerikanske underskud, og udviklingen i USA's gældskote viser os at problemet har en verdensøkonomisk katastrofedimension uden fortilfælde. Det er et virkeligt skræmmende perspektiv der kan stilles i udsigt, med et stormløb mod dollaren og global finansiel nedsmeltning og den egentlige finanskrise og et gigantisk sammenbrud.
Der lines nu op til kapløbet mod lavkonjunkturens mest alvorlige krak.
Beslutningstagerne står med hovedet under armen.
Klar, parat, Krak
Det asiatiske fatamorgana, som for øjeblikket udspiller sig i øst - hænger frit svævende i luften - men pengetræerne vokser hverken ind i himlen eller formår at slå rod i realøkonomien. Den kinesiske mirakeløkonomi, der tilsyneladende har styrke som en løve - og potentiale til at udvikle sig til økonomiernes konge - er nemlig baseret på store mængder af finansielle dopaminer.
Kina anvender sin oppustede finansielle kraft til at skabe en gigantisk kreditdrevet boble i fast ejendom. (Der opnår sin dødelige kraft i samspillet mellem de enorme mængder likvider den kinesiske centralbank leder ud i økonomien og de helt urealistiske udlånsvilkår, der følger i hælene på G-20 landenes fantasikur imod dårligt drevne banker (og de hovedløse økonomiske politikker), der har rådet i verden i det meste af dette årtusinde.
At finansiere lange papirer med korte penge er noget, der både kan - og ofte vil - medføre store problemer, også selv om den kortsigtede fordel, der består i en lav rente og fordelagtige konjunkturer kan forekomme attraktiv på den korte bane.
For at modvirke den indenlandske effekt af den globale recession, der bredte sig ud over økonomierne indtroducerede Kina i 2009 gigantiske økonomiske incitamentsprogrammer. Statsfinansierede infrastrukturinvesteringer og urealistisk fordelagtige udlånsvilkår har efterfølgende rejst en udlånsmasse, som har sat de kinesiske banker i stand til at øge likviditeten i en grad, så princippet om default swap kan forvandle vækstmiraklet til en økonomisk tsunami, der truer med dræne verdens næststørste økonomi for kraft og sende verdensøkonomien ud i anden akt af finanskrisen når engagementerne fejler.
I Kina er udlånsmassen steget med imponerende 33 % i 2009, men den økonomiske vækstrate er jf. officielle statistikker aftaget til 20 %. Denne strukturelle ubalance giver mindelser om optakten til subprimekrisen.
De store kinesiske banker har nemlig i faretruende grad øget engagementerne af store lån til særlige "investeringsforeninger" i lighed med de strukturerede investeringsmoduler (SIM) de nu hedengangne amerikanske investeringsbanker anvendte til at sprede de giftige derivater ud i verdensøkonomien i forbindelse med den amerikanske subprimekrise. Udlån til disse "investeringsforeninger" stiger de første seks måneder fra 4600 milliarder yuan til 5.900 milliarder yuan - eller med næsten 30 procent - og der er flere alvorlige risici forbundet med dette.
Ud over at kvaliteten af de underliggende aktiver falder - en aktivmasse, som især består af fast ejendom - påfører det også markedet en voksende likviditetsrisiko, da investeringer i værdipapirer fra disse investeringsforeninger markedsføres som alternativer til almindelige indlånskonti, hvor renten i øjeblikket er lavere end inflationen.
Men den finansielle og fysiske kvalitet af aktiverne er måske den mest bekymrende faktor. Ifølge en artikel i South China Morning Post, anslår en kinesisk økonom, at antallet af tomme boliger i kinesiske byer og byområder nu kan opgøres til til 64,5 mio. Det er ca. fem gange så mange som mængden af tomme boliger i USA i dag udgør. Et forhold, der utvivlsomt vil drage Kina ind i det globale deflationsscenarium af hastigt faldende priser og udsatte investeringer når drop-poserne med gratis likviditet bliver taget af markedet.
Den strukturelle ubalance i boligmarkedet forstærkes desuden af, at de gennemsnitlige omkostninger ikke - bare tilnærmelsesvist - står mål med den indkomst den almindelige kinesiske husstand råder over. Selv når man tager hensyn til den kommercielle involvering i det kinesiske ejendomsmarked (eller måske netop på grund af), er der en stor og berettiget fare for at også Kina har forbygget sig.
I et land, hvor bygge-og anlægssektoren tegner sig for omkring 50 procent af BNP, er det naturligvis en særdeles bekymringsvækkende situation.
Byggeboom og efterfølgende krak, ejendomsbobler og finansiel udtørring er ikke forbeholdt lande, der låner til deres design som USA, Irland, Spanien og Storbritannien, men de kræver blot adgang til store - og tilsyneladende billige lån - kombineret med en opadgående prisspiral og det efterfølgende Hayek'ske finansielle sammenbrud, som ligger i forlængelse af urealistiske udlånsvilkår og løbsk pengepolitik.
Det er den tætte vekselvirkning imellem kriserne i realøkonomien og i den finansielle sektor, giver bristen i den kinesiske boligboble sit katastrofepotentiale. Når boligpriserne falder, dykker realøkonomien og bevægelsen mod recession styrkes, og den finansielle sektor i kurs mod nedsmeltning, fordi markedets dynamik kommer fra fra boligboblen. Dette vil forværre nedsmeltningen fordi den uddyber boligkrisen. Nedsmeltningen intensiverer desuden recessionen, når adgangen til kredit strammes op.
Kina står over for en skarp korrektion på ejendomsmarkedet, som vil få en global indvirkning. Det er desuden højst tænkeligt at Kina på den korte horisont kommer til at forårsage "Finanskrisen II", nu bare med kinesiske undertoner.
Forskellen er bare, at nu har beslutningstagerne gjort alting meget værre end sidst. Der er nemlig ingen "lender of last resort", der kan afhælpe Kinas økonomiske sammenbrud - og desuden - hvem skal købe resten af verdens statsobligationer, når Kina får sin egen implosion i pengesystemet at rode med?
Nu, hvor krisen går ind i Kina, mister det evnen til at finansiere det astronomiske amerikanske underskud, og udviklingen i USA's gældskote viser os at problemet har en verdensøkonomisk katastrofedimension uden fortilfælde. Det er et virkeligt skræmmende perspektiv der kan stilles i udsigt, med et stormløb mod dollaren og global finansiel nedsmeltning og den egentlige finanskrise og et gigantisk sammenbrud.
Der lines nu op til kapløbet mod lavkonjunkturens mest alvorlige krak.
Beslutningstagerne står med hovedet under armen.
Klar, parat, Krak
