I et interview beskriver Dr. Hamid Tawfik, en læge født i Cairo, sig selv som tidligere jihadist, der var tæt på at blive terrorist. Han siger, at det var indflydelsen fra "en bestemt (fundamentalistisk) form for religiøs lære", han mødte på universitetet. "Det var ikke fatttigdom", forklarer han. "Jeg kommer fra en velstående familie. Det var ikke mangel på uddannelse. Jeg gik på læge studiet, min far var ortopædisk kirurg, min mor var fransk lærer, så det var ikke noget af det...det var grundlæggende en religiøs form for lære, der lærer os at bruge vold mod ikke-muslimer, eller mod muslimer der ikke tilpasser sig vores værdi system".
Senere i interviewet, på spørgsmålet om hvem "fjenden" er - er det Vesten, enhver ikke-muslim, jøderne - siger Dr. Tawfik utvetydigt:
"Vesten, men særligt kvinders rettigheder. Kvinders rettigheder var vores første fjende".
Han tilføjer, at det er underligt, at feminismen var det største irritations moment for jihadisterne, men det var den. Han understreger, at dette er hvorfor, at hvor some helst en "radikal (islamist) gruppe" opnår magt, er det første de gør at undertrykke kvinder.
"Det første de gør, før de gør noget andet, er at forbyde kvinder at bevæge sig udendørs og at bære hijab...."
Hvis Dr. Tawfik har ret, hvad jeg tror han har, hvad kan vi så lære af det?
Intet, er jeg bange for, som vi umiddelbart kan overføre til praktiske politikker. Eftersom vi ikke støtter universiteter alene for at skære vejen af for jihadisterne, holder vi jo ikke op med at uddanne folk, eller holder op med at få dem til at trives, alene fordi uddannelse eller velfærd ikke hindrer dem i at blive jihadister. Efter samme målestok ekskluderer vi ikke kvinder fra at blive ligeværdige partnere i moderne samfund blot for at mildne følelserne hos Taliban typer.
Men selvom det kan være svært at komme med forebyggende eller beskyttende tiltag baseret på Dr. Tawfik´s erfaring, kan hans observationer pålideligt orientere os i vores søgen efter "rodårsagerne" af islamistisk terrorisme end de fleste marxistisk venstreprægede løsener, der kendetegner vor tænkning. Det er vigtigt at bemærke, at fattigdom og uvidenhed, selvom de kan forværre talibaniseringen af Islam, ikke er årsagen. Selvom det ikke ligefrem er nyheder, er det nyttigt at få bekræftet, at jihadister ikke er alene manisk optagede af økonomiske ufordelagtigheder og uvidenhed, som "progressive" dogmer vil have os til at tro, men avles i akademiske miljøer, lige så ofte tiltrækkende uddannede ætlinge og velhavende klasser.
Det er overhovedet ikke overraskende, at feminismen virker mere truende blandt islamistislk militantes beklagelser end det historiske tab af Kalifatet, Det Ottomanske Imperium eller selv "katastrofen" med den jødiske stat i Mellem Østen. Kulturer, som folk, har ofte en større tolerance for skade end for fornærmelse. Da Vesten i anden halvdel af det 20 århundrede tilføjede den opfattede "fornærmelse" af kvinders rettigheder til distanceringen, overgåelsen og udflankeringen af Islam´s Hus i den første halvdel, fremkom feminismen som strået der brækkede kamelens ryg.
Muslimske herrefolk kan muligvis have klaret at moderniteten fortrængte deres kultur til andenpladsen bag den vestlige civilisations løbske succes, men kunne ikke tolerere en udfordring af deres status som patriarker i deres hjem. Deres chauvinistiske bånd, bundet tæt af den territoriale, teknologiske, militære, geografiske og økonomiske reduktion af Islam gennem de seneste 400 år, sprang ved knipset under deres eget tag af deres egne koner og døtre.
Liberalismens mission af udbredelse af velstand, magt, privilegier og kundskab er i sig selv en anstrengelse, men de gør lident for at lindre kulturelle traumer. Antibiotika kurerer ikke er knust hjerte. Et tilbud om frihed bliver ikke nødvendigvis vel modtaget i en verden, vis selveste navn - Islam - betyder underkastelse. Vestlige programmer af frigørelse, redistribuering og uddannelse ligner den overvældende fejltagelse af tidlig zionisme, der udgør illusionen om, at "hvis jøderne får ørkenen til at blomstre, vil araberne velkomme dem". Det var ikke lige sådan, at tingene udviklede sig.
De uforudsete bivirkninger af noget viser sig ofte at være vigtigere end de forventede hovedvirkninger. Det er næppe en grundvoldsrystende opdagelse, at uintenderede konsekvenser kan være lige så vigtige som intenderede, eller mere. Få ville have forudset, at en gruppe kvinder der brændte deres brysteholdere af i New York Central Park i 1960´erne, ville igangsætte et civilisationernes sammenstød, komplet med sammenstyrtende bygninger 40 år senere.
Selv i dag ser få neksus mellem feminismens tiltag og militante islamister, eller afviser det endog lystigt, når nogen som Dr. Tawfik kalder på opmærksomheden. De foretrækker at jage den opfattede liberale visdoms hjernespind, pladrende om fattigdom, tilbageslag mod imperialismen, israelske bosættelser, mangel på uddannelse og alt det andet.
Stor fejltagelse tror jeg.
Hvorfor forlod Dr. Tawfik for resten jihadisterne? Det var interessant. Når han blev anmodet om at gøre noget grusomt, opdagede han, at han ikke kunne gøre det. Antageligt var det den samme tro, der førte ham på terrorismens sti, der standsede ham. Han synes at have husket, at Gud er barmhjertig.
Senere i interviewet, på spørgsmålet om hvem "fjenden" er - er det Vesten, enhver ikke-muslim, jøderne - siger Dr. Tawfik utvetydigt:
"Vesten, men særligt kvinders rettigheder. Kvinders rettigheder var vores første fjende".
Han tilføjer, at det er underligt, at feminismen var det største irritations moment for jihadisterne, men det var den. Han understreger, at dette er hvorfor, at hvor some helst en "radikal (islamist) gruppe" opnår magt, er det første de gør at undertrykke kvinder.
"Det første de gør, før de gør noget andet, er at forbyde kvinder at bevæge sig udendørs og at bære hijab...."
Hvis Dr. Tawfik har ret, hvad jeg tror han har, hvad kan vi så lære af det?
Intet, er jeg bange for, som vi umiddelbart kan overføre til praktiske politikker. Eftersom vi ikke støtter universiteter alene for at skære vejen af for jihadisterne, holder vi jo ikke op med at uddanne folk, eller holder op med at få dem til at trives, alene fordi uddannelse eller velfærd ikke hindrer dem i at blive jihadister. Efter samme målestok ekskluderer vi ikke kvinder fra at blive ligeværdige partnere i moderne samfund blot for at mildne følelserne hos Taliban typer.
Men selvom det kan være svært at komme med forebyggende eller beskyttende tiltag baseret på Dr. Tawfik´s erfaring, kan hans observationer pålideligt orientere os i vores søgen efter "rodårsagerne" af islamistisk terrorisme end de fleste marxistisk venstreprægede løsener, der kendetegner vor tænkning. Det er vigtigt at bemærke, at fattigdom og uvidenhed, selvom de kan forværre talibaniseringen af Islam, ikke er årsagen. Selvom det ikke ligefrem er nyheder, er det nyttigt at få bekræftet, at jihadister ikke er alene manisk optagede af økonomiske ufordelagtigheder og uvidenhed, som "progressive" dogmer vil have os til at tro, men avles i akademiske miljøer, lige så ofte tiltrækkende uddannede ætlinge og velhavende klasser.
Det er overhovedet ikke overraskende, at feminismen virker mere truende blandt islamistislk militantes beklagelser end det historiske tab af Kalifatet, Det Ottomanske Imperium eller selv "katastrofen" med den jødiske stat i Mellem Østen. Kulturer, som folk, har ofte en større tolerance for skade end for fornærmelse. Da Vesten i anden halvdel af det 20 århundrede tilføjede den opfattede "fornærmelse" af kvinders rettigheder til distanceringen, overgåelsen og udflankeringen af Islam´s Hus i den første halvdel, fremkom feminismen som strået der brækkede kamelens ryg.
Muslimske herrefolk kan muligvis have klaret at moderniteten fortrængte deres kultur til andenpladsen bag den vestlige civilisations løbske succes, men kunne ikke tolerere en udfordring af deres status som patriarker i deres hjem. Deres chauvinistiske bånd, bundet tæt af den territoriale, teknologiske, militære, geografiske og økonomiske reduktion af Islam gennem de seneste 400 år, sprang ved knipset under deres eget tag af deres egne koner og døtre.
Liberalismens mission af udbredelse af velstand, magt, privilegier og kundskab er i sig selv en anstrengelse, men de gør lident for at lindre kulturelle traumer. Antibiotika kurerer ikke er knust hjerte. Et tilbud om frihed bliver ikke nødvendigvis vel modtaget i en verden, vis selveste navn - Islam - betyder underkastelse. Vestlige programmer af frigørelse, redistribuering og uddannelse ligner den overvældende fejltagelse af tidlig zionisme, der udgør illusionen om, at "hvis jøderne får ørkenen til at blomstre, vil araberne velkomme dem". Det var ikke lige sådan, at tingene udviklede sig.
De uforudsete bivirkninger af noget viser sig ofte at være vigtigere end de forventede hovedvirkninger. Det er næppe en grundvoldsrystende opdagelse, at uintenderede konsekvenser kan være lige så vigtige som intenderede, eller mere. Få ville have forudset, at en gruppe kvinder der brændte deres brysteholdere af i New York Central Park i 1960´erne, ville igangsætte et civilisationernes sammenstød, komplet med sammenstyrtende bygninger 40 år senere.
Selv i dag ser få neksus mellem feminismens tiltag og militante islamister, eller afviser det endog lystigt, når nogen som Dr. Tawfik kalder på opmærksomheden. De foretrækker at jage den opfattede liberale visdoms hjernespind, pladrende om fattigdom, tilbageslag mod imperialismen, israelske bosættelser, mangel på uddannelse og alt det andet.
Stor fejltagelse tror jeg.
Hvorfor forlod Dr. Tawfik for resten jihadisterne? Det var interessant. Når han blev anmodet om at gøre noget grusomt, opdagede han, at han ikke kunne gøre det. Antageligt var det den samme tro, der førte ham på terrorismens sti, der standsede ham. Han synes at have husket, at Gud er barmhjertig.
