ANMELDELSE: En bog af tre danske Barcelona-fans, alle tre med flere års ophold i Barcelona i bagagen. Det skulle man tro, der kom noget godt ud af, og det gør der også!
Bogen hedder Den våbenløse hær – På sporet af FC Barcelona, og er udkommet på People's Press, pris 249 kr. Den fortæller Barcelonas historie som fodboldklub, men den fortæller sideløbende med det også Kataloniens og Spaniens nyeste historie. Og det er just det fine ved den.
Forfatterne er Tonny Worm, redaktionschef på Euroman, og Martin Tønner, Berlingskes korrespondent i Barcelona. Martin Tønner fulgte med Allan Simonsen fra Vejle over Borussia Mönchen Gladbach til Camp Nou og kom aldrig hjem igen. Deres børn er meldt ind i Barcelona som medlem nr. 156.462 og158.925. Bogens flotte billeder er taget af Thomas Vilhelm, der tilsyneladende endnu ikke har meldt sine børn ind. Men han har dem med, når han følger klubbens kampe fra sin røgfyldte yndlingsbar i Barcelona.
Det her står på omslaget, så allerede inden man begynder at læse selve bogen, mærker man, at det er ægte fans, meget kyndige fans, man er kommet i selskab med. Og det varer bogen ud. Man slipper den nødigt, før den er læst, men hvis ens kone insisterer på at ville slukke sengelampen allerede klokken halv to, så kan man jo blive nødt til at lade resten vente til morgenkaffen.
Udlændinge har altid spillet en stor rolle i Barcelona. Faktisk blev den grundlagt tilbage i 1899 af en ung svejtser, Joan Gamper, fordi han ikke kunne optages i den eneste eksisterende klub i Barcelona. For som klubbens katalanske formand sagde:
”Desværre hr., vi vil ikke have udlændinge i vores klub.”
Det må man derimod sige, at Barcelona gerne har villet. Fra Danmark for eksempel Allan Simonsen og Michael Laudrup, og der er i det hele taget ikke mange verdensnavne gennem de sidste 60 år, som ikke har spillet i Barcelona. Én af de første var den geniale argentiner Alfredo di Stéfano tilbage i begyndelse af 1960'erne, men da Spaniens daværende diktator, Francisco Franco, ikke ønskede, at katalanske Barcelona skulle blive for stærk i forhold til Real Madrid, gennemtvang han, at di Stéfano blev solgt til Real Madrid, hvor han var med til at vinde 5 Europa Cupper i træk.
Udover Gamper er den udlænding, som har haft størst indflydelse på Barcelonas historie, hollændere Johan Cruyff. Ikke kun som spiller i klubben, men især som træner af el Dream Team fra 1988 til 1996 med navne som Laudrup, Stoitchkov, Romario, Bakero og Koemann. Cruyff revolutionerede Barcelona med sit offensive totalfodbold og vandt i sin tid som træner 4 spanske mesterskaber i træk plus en Europa Cup. Det var i den periode, Michael Laudrup blev kåret som den bedste udenlandske spiller i Spanien nogensinde.
Når bogens hovedtitel er Den våbenløse hær, skyldes det, at FC Barcelona er et symbol på den katalanske nationalisme, den følelse af at være et folk, som en stor del af Kataloniens indbyggere er besjælet af, og som de mange ikke-katalanere i delstaten i nogen grad kan identificere sig med, fordi de føler sig for afhængige af centralstyret i Madrid. Derfor siger katalanerne, at FC Barcelona er Mere end en klub.
Ingen ved, om katalanerne reelt ønsker et selvstændigt Katalonien. Foreløbig eksisterer kun Det virtuelle Katalonien, et begreb, der er skabt af forfatteren Vázquez Montalbán. Det er det Katalonien, ” der kunne være blevet, men aldrig blev”. Derfor kaldte han FC Barcelona for ”et episk våben fra et land uden en stat og uden en hær”, og det er hos ham, inspirationen til titlen Den våbenløse hær er hentet.
Men selv som et kun episk våben er FC Barcelona en magtfaktor i den evige rivalisering med Real Madrid, hvor klubberne på skift har været dominerende i spansk og flere gange også i europæisk fodbold. En rivalisering, der kan slå ud i had:
Allan Simonsen fortæller i bogen, at spillertunnelen på Camp Nou i hans tid af samme grund var opdelt af et trådnet, og: ” Inden vi løb på banen, stod vi og Reals spillere på hver sin side af hegnet og sparkede og spyttede efter hinanden … det var første gang, det gik op for mig, at der var had mellem de to klubber.”
Bogen indeholder en række illustrative eksempler på, hvor tæt fodbold og politik er vævet ind i hinanden. Men selvfølgelig er der også masser af rene fodboldhistorier. For eksempel den om verdens smukkeste tåhyler, som stamgæsterne på Thomas Vilhelms røgfyldte bar i Barcelona efter en lang og lidenskabelig diskussion udnævner til Ronaldinhos flotteste bedrift:
Det er i en Champions League-kamp mod Chelsea i marts 2005. Barcelona er bagud 3-0 og på vej mod ydmygelse. Men så scorer Ronaldinho på et straffespark. Og derefter får han bolden 20 meter fra mål. Der er ingen at aflevere til, og Chelseas hær af forsvarsspillere spærrer for hans udsyn. ” Jeg overvejede at drible, men så skød jeg ...Jeg syntes, der var et frit hjørne ... det var der og perfecto!”, forklarer Ronaldinho, og som Jethro Soutard, forfatteren til en bog om ham, siger: ” Ingen kunne forestille sig, at man kunne score fra den position … den perfekte illustration af Ronaldinhos geni ...dristigheden til at turde gøre det umulige og evnen til at gennemføre det ...”. At Chelsea alligevel vandt 3-2, betyder mindre i den røgfyldte bar.
Sådan kunne man blive ved, men lad mig slutte med en forudsigelse og et godt råd.
Først forudsigelsen: Katalonien bryder ikke ud af Spanien, så længe Barcelona er i la Liga, for der kan ikke i Katalonien alene skabes en kvalificeret platform for klubben.
Og så det gode råd: hvis der er én du har glemt at give en julegave, så giv ham Den våbenløse hær. Og hvis du har givet ham en julegave, så giv ham bogen alligevel!
Bogen hedder Den våbenløse hær – På sporet af FC Barcelona, og er udkommet på People's Press, pris 249 kr. Den fortæller Barcelonas historie som fodboldklub, men den fortæller sideløbende med det også Kataloniens og Spaniens nyeste historie. Og det er just det fine ved den.
Forfatterne er Tonny Worm, redaktionschef på Euroman, og Martin Tønner, Berlingskes korrespondent i Barcelona. Martin Tønner fulgte med Allan Simonsen fra Vejle over Borussia Mönchen Gladbach til Camp Nou og kom aldrig hjem igen. Deres børn er meldt ind i Barcelona som medlem nr. 156.462 og158.925. Bogens flotte billeder er taget af Thomas Vilhelm, der tilsyneladende endnu ikke har meldt sine børn ind. Men han har dem med, når han følger klubbens kampe fra sin røgfyldte yndlingsbar i Barcelona.
Det her står på omslaget, så allerede inden man begynder at læse selve bogen, mærker man, at det er ægte fans, meget kyndige fans, man er kommet i selskab med. Og det varer bogen ud. Man slipper den nødigt, før den er læst, men hvis ens kone insisterer på at ville slukke sengelampen allerede klokken halv to, så kan man jo blive nødt til at lade resten vente til morgenkaffen.
Udlændinge har altid spillet en stor rolle i Barcelona. Faktisk blev den grundlagt tilbage i 1899 af en ung svejtser, Joan Gamper, fordi han ikke kunne optages i den eneste eksisterende klub i Barcelona. For som klubbens katalanske formand sagde:
”Desværre hr., vi vil ikke have udlændinge i vores klub.”
Det må man derimod sige, at Barcelona gerne har villet. Fra Danmark for eksempel Allan Simonsen og Michael Laudrup, og der er i det hele taget ikke mange verdensnavne gennem de sidste 60 år, som ikke har spillet i Barcelona. Én af de første var den geniale argentiner Alfredo di Stéfano tilbage i begyndelse af 1960'erne, men da Spaniens daværende diktator, Francisco Franco, ikke ønskede, at katalanske Barcelona skulle blive for stærk i forhold til Real Madrid, gennemtvang han, at di Stéfano blev solgt til Real Madrid, hvor han var med til at vinde 5 Europa Cupper i træk.
Udover Gamper er den udlænding, som har haft størst indflydelse på Barcelonas historie, hollændere Johan Cruyff. Ikke kun som spiller i klubben, men især som træner af el Dream Team fra 1988 til 1996 med navne som Laudrup, Stoitchkov, Romario, Bakero og Koemann. Cruyff revolutionerede Barcelona med sit offensive totalfodbold og vandt i sin tid som træner 4 spanske mesterskaber i træk plus en Europa Cup. Det var i den periode, Michael Laudrup blev kåret som den bedste udenlandske spiller i Spanien nogensinde.
Når bogens hovedtitel er Den våbenløse hær, skyldes det, at FC Barcelona er et symbol på den katalanske nationalisme, den følelse af at være et folk, som en stor del af Kataloniens indbyggere er besjælet af, og som de mange ikke-katalanere i delstaten i nogen grad kan identificere sig med, fordi de føler sig for afhængige af centralstyret i Madrid. Derfor siger katalanerne, at FC Barcelona er Mere end en klub.
Ingen ved, om katalanerne reelt ønsker et selvstændigt Katalonien. Foreløbig eksisterer kun Det virtuelle Katalonien, et begreb, der er skabt af forfatteren Vázquez Montalbán. Det er det Katalonien, ” der kunne være blevet, men aldrig blev”. Derfor kaldte han FC Barcelona for ”et episk våben fra et land uden en stat og uden en hær”, og det er hos ham, inspirationen til titlen Den våbenløse hær er hentet.
Men selv som et kun episk våben er FC Barcelona en magtfaktor i den evige rivalisering med Real Madrid, hvor klubberne på skift har været dominerende i spansk og flere gange også i europæisk fodbold. En rivalisering, der kan slå ud i had:
Allan Simonsen fortæller i bogen, at spillertunnelen på Camp Nou i hans tid af samme grund var opdelt af et trådnet, og: ” Inden vi løb på banen, stod vi og Reals spillere på hver sin side af hegnet og sparkede og spyttede efter hinanden … det var første gang, det gik op for mig, at der var had mellem de to klubber.”
Bogen indeholder en række illustrative eksempler på, hvor tæt fodbold og politik er vævet ind i hinanden. Men selvfølgelig er der også masser af rene fodboldhistorier. For eksempel den om verdens smukkeste tåhyler, som stamgæsterne på Thomas Vilhelms røgfyldte bar i Barcelona efter en lang og lidenskabelig diskussion udnævner til Ronaldinhos flotteste bedrift:
Det er i en Champions League-kamp mod Chelsea i marts 2005. Barcelona er bagud 3-0 og på vej mod ydmygelse. Men så scorer Ronaldinho på et straffespark. Og derefter får han bolden 20 meter fra mål. Der er ingen at aflevere til, og Chelseas hær af forsvarsspillere spærrer for hans udsyn. ” Jeg overvejede at drible, men så skød jeg ...Jeg syntes, der var et frit hjørne ... det var der og perfecto!”, forklarer Ronaldinho, og som Jethro Soutard, forfatteren til en bog om ham, siger: ” Ingen kunne forestille sig, at man kunne score fra den position … den perfekte illustration af Ronaldinhos geni ...dristigheden til at turde gøre det umulige og evnen til at gennemføre det ...”. At Chelsea alligevel vandt 3-2, betyder mindre i den røgfyldte bar.
Sådan kunne man blive ved, men lad mig slutte med en forudsigelse og et godt råd.
Først forudsigelsen: Katalonien bryder ikke ud af Spanien, så længe Barcelona er i la Liga, for der kan ikke i Katalonien alene skabes en kvalificeret platform for klubben.
Og så det gode råd: hvis der er én du har glemt at give en julegave, så giv ham Den våbenløse hær. Og hvis du har givet ham en julegave, så giv ham bogen alligevel!
