LEDER:
"I Frelsens Hær oplever de, at der kan være mange grunde til, at folk er fattige - også selvom de på papiret har en høj indkomst."
Det var ordene tirsdag aften på TV2 Fyn i et indslag om, ja, "fattigdom". Altså, den slags "fattigdom", hvor folk har en acceptabel indkomst, men alligevel hævdes at være "fattige". Man kan ikke andet end ryste på sit hoved ...
Meningen med på den måde at voldtage vores sprog er tydelig: Man ønsker flere penge, også til dem, der egentlig har penge nok, men som er kommet til at bruge dem på ting, som de ikke burde have brugt dem på. Det er mennesker, som godt kunne have givet deres børn en god jul med de penge, de nu engang har, men de har altså brugt pengene på noget andet, og nu hævder de sig fattige, fordi de angiveligt ikke har råd til julen.
En del af dem hører formentlig til den gruppe, som den tidligere formand for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen for godt en uge siden i DR2's Deadline omtalte sådan her:
”Det er noget af det, som jeg gerne vil have, at vi tager fat i, selvom det er ømtåleligt. I det miljø, som jeg kender rigtigt godt – det jeg kalder Underdanmark – med misbrug, kriminalitet og vold o.s.v. og for mit vedkommende en fjerde generation af kontanthjælpsmodtagere, som vi er ved at klække ud nu, der bruger man altså pengene på en anden måde, end de søde og rare socialrådgivere havde tænkt sig. Og det betyder altså, at selvom man måske fra forældrenes side egentlig har penge til i hvert fald at få det til at løbe rundt, så er børnene de facto fattige, fordi de er nederst. De er efter taletidskort, de er efter cigaretter, de er efter alkohol, de er efter fladskærm, og de er efter hundemaden.”
Den beskrevne adfærd er naturligvis ikke fattigdom, men hvis man alligevel kalder den det, så kan man hævde, at problemet er pengemangel, selvom problemet i virkeligheden er mangel på omsorg for egne børn eller manglende evne til at tænke langsigtet.
Folk, der alligevel benytter denne fattigdomsargumentation mister dog også chancen for at afhjælpe problemet, for flere penge vil efter alt at dømme ikke hjælpe. Også de penge vil så blot blive brugt på ting, som udenforstående ikke mener burde have højere prioritet end at give ens børn en ordentlig opvækst.
Løsningen er snarere, at forældre, som trods verdens højeste overførselsindkomster ikke formår at have penge til en børnevenlig jul, til at købe tøj til årstiden, til at have mad i køleskabet o.s.v., sættes under økonomisk administration. For børnenes skyld.
