Jeg kan godt undre mig over at man snakke om fattigdom i Danmark, men det er vel med øje der se på tingen. For mig er fattigdom når man ikke har råd til at få noget at spise, et sted at bor eller tøj at gå i. Er man fattig fordi man ikke kan komme ud og rejse eller ikke have råd til den nyeste mobiltelefon eller hvad det nu måtte være som er ens luksus problem. Som det er bliv fremstillet i medie, hvor det altid er en kvinde med en del børn som alle lider under at være fattig.
Jeg synes det er sjovt at selv samme type kvinde får støtte af forskellige art, boligstøtte osv. Det sender nok mere et signal til mig om at denne type af mennesker nok aldrig har været i stand til at klar sig selv og nok aldrig kommer til det. Lige meget hvad der bliver laver af forskellige støtte ordninger for denne type mennesker. Vil deres opfattelse af livet stadig ikke ændre sig, fordi de har tilvende sig at der altid vil være nogle som griber dem når de falder og jo mere de græder i det offentlige rum jo mere opmærksomhed vil der bliv give dem til at forsætte deres triste løbebane.
Jeg undre mig over at disse mennesker ikke er i stand til at ændre deres liv eller at stoppe og tænke over deres liv i 5 min og ligge en plan for hvordan det kunne ændres men åbenbart ikke. For det er vel nemmer at sætte sig i en ofrerolle og give op på forhånd og gå til. Men disse selv samme personer få støtte til alt børnepasning, boligstøtte osv. Men stadig vil de gerne have mere uden at bidrage til noget fornuftig i samfund. De har åbenbart den holdning at alle i samfund skal være lykkelig og ikke at dette er noget man arbejde for. Samtid kan det undre mig hvordan kan man tage vare på andre så som børn når man ikke er i stand til at tage vare på sige selv.
Jeg finder at mange af disse mennesker har et luksus problem, som ikke har noget med virkelighed at gøre. Men er disse mennesker egen opfattelse af livet.
