LEDER: Danskerne er blevet mere liberale, beretter Berlingske med opbakning fra to valgforskere, efter at en Gallup-måling har vist, at 78 procent mener, at ingen bør kunne tvinges til at afstå mere end 50 procent af sin indkomst i skat. Samtidig mener 62 procent, at staten har for stor indflydelse på danskernes liv.
De to ting hænger sammen, for det siger sig selv, at når vi her til lands kan risikere at skulle betale 66 procent i sammensat marginalskat af vores indkomst, så er statens indflydelse på de mange dele af livet, som involverer økonomiske beslutninger, enorm.
Det er et sundhedstegn, at danskerne nu synes at være på vej ud af det Stockholmsyndrom-agtige forhold til den socialdemokratiske skattestat, som har præget debatten om skat de senere år. Nej, man behøver faktisk ikke at være taknemmelig for de goder, som man får for verdens højeste skatter. Og man behøver heller ikke at glædes over sin skattebetaling.
Færre end hver anden dansker er villig til at erklære sig tilfredse med de ydelser, de får fra et offentlige for deres skat. Utvivlsomt ville tilfredsheden have været større, hvis de havde fået lov til at beholde flere af deres egne penge, så de kunne bruge dem på det, de selv fandt bedst.
Det er den vej, Danmark må gå. Vi handler ikke alle i de samme supermarkeder, hos de samme slagtere eller i de samme skobutikker. Vi har forskellige præferencer. Vi skal heller ikke stille os tilfreds med at få leveret en one size fits all-velfærdsstat, som vi alle skal skillinge sammen til ved at betale halvdelen af landets produktion i skat.
Mindre stat, mere privat - det er kodeordet.