I debatten overses det ofte, at den måske mest ødelæggende konvention af alle er "den europæiske menneskerettighedskonvention".
Konventionen stammer fra 1950, og indeholder en række bestemmelser om forbud mod tortur, forbud mod slaveri, ret til retfærdig rettergang, ytringsfrihed m.m.
https://da.wikipedia.org/wiki/Den_Europ%C3%A6iske_Menneskerettighedskonvention
Meget af indholdet lyder jo meget fornuftigt; hvem går ind for tortur og slaveri ?
Imidlertid er der andre bestemmelser af noget mindre substantiel karakter.
Artikel 8 giver enhver ret til respekt for "sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance"
Denne bestemmelse bruges (misbruges !) af dommerne til at intervenere i de europæiske landes flygtningepolitik.
Een afgørelse forhindrer udsendelse til Grækenland:
Een afgørelse forbyder summarisk udsendelse af f.ex afrikanske immigranter uden sagsbehandling:
http://www.b.dk/kronikker/menneskerettigheder-presser-fort-europa
Een afgørelse vanskeliggør udsendelse af familier til Italien:
http://echr.dk/ny-dom-flygtninge-familier-kan-ikke-sendes-retur/
Søren Krarup har i mange år kæmpet mod denne konvention.
Hans kritik er, at menneskerettighederne er uden for konteksten af normale love, hvor politikere valgt af borgerne træffer politiske valg. Hvis borgerne ikke er tilfredse, må de vælge nogle andre politikere, der så kan vedtage andre love.
Politikerne er nogle gange nødt til at træffe svære valg, idet de tilrådighed værende penge skal holdes op mod de gode ønsker man har.
Et eksempel på et sådant valg er, om alvorligt syge skal have en dyr medicin eller ej. Alle er vel enige i, at man skal hjælpe alvorligt syge mest muligt, men hvad nu hvis det koster så meget, at mindre alvorligt syge ikke kan få behandling ? Det er det dilemma, som politikerne skal eller burde tage stilling til.
Politikerne ville aldrig vedtage en lov, hvoraf det fremgår at uanset omkostningerne, så skal alle alvorligt syge mennesker have al den hjælp, som det på nogen måde er muligt at give dem.
De ville indse, at udgifterne kunne blive så store, at det var helt uigennemførligt, og det vil stride mod almindelig rimelighed, at man forfordeler een gruppe frem for andre i samfundet.
Søren Krarup kalder menneskerettighederne et udtryk for filosofi og religiøsitet, og siger at de ikke bygger på en lov.
Dommernes indblanding i europæisk flygtningepolitik er altså udtryk for, at ikke-folkevalgte bemyndiges til at træffe vidtgående politiske beslutninger, uden at de skal stå til regnskab overfor vælgerne.
Beslutningerne er i denne sammenhæng af vidtgående karakter, idet dommerne f.ex beslutter, at Europa har pligt til at modtage alle, der kommer for at søge hjælp.
Alle, dvs. hele verdens befolkning, har et krav på at få undersøgt, om de er forfulgte, så de har ret til ophold i Europa.
Dublin konventionen sætter de ud af kraft ved at beslutte, at ingen kan sendes retur til Grækenland, hvilket Grækenland kvitterer for ved at lukke alle og enhver ind, og blot sende dem videre til andre lande.
Tilsvarende med Italien. Selvom Italien ikke har voldsomt mange asylansøgere, bestemmer dommerne, at deres behandling af asylansøgere med familier gør, at asylansøgere ikke automatisk kan sendes retur til Italien.
Dommerne undergraver altså de af politikerne lavede love, som er lavet i en helt anden kontekst, hvor ansvarsfordeling, asylshopping og behovet for udgiftsbegrænsning er nogle af parametrene.
Dette betyder dommerne imidlertid ikke at tage hensyn til, idet de har deres faste løn. De skal ikke betale gildet, men kan lave deres subtile og etiske overvejelser fjernt fra virkelighedens verden. De fungerer som en slags ypperstepræster, som meddeler det laverestående folk, hvad der er etisk rigtigt.
Denne uddelegering af politisk magt har store konsekvenser for Europa, og binder i realiteten de folkevalgte politikere på hænder og fødder.
Det er ikke nemt at ændre, idet det er en forudsætning for EU-medlemsskab, at man har tilsluttet sig EU-konventionen.
EU er med hastige skridt på vej i afgrunden, med de europæiske befolkninger som ufrivillige passagerer, og desværre tyder alt på, at det ender helt, helt galt.
