Farvel Danmark!

Danmark siger farvel til arbejdspladser, kapital og kloge hoveder som aldrig før

Kim Fournais,

07/12/2010

Danmark siger farvel til arbejdspladser, kapital og kloge hoveder som aldrig før. Det er ikke så heldigt, da vi mere end nogensinde har brug for den stik modsatte tendens. Globaliseringen fortsætter, og vi kan ikke bare stå af, omend mange gerne vil have os til at tro det modsatte.


Europa og USA lider af manglende vækst, og store underskud med forøget gældsætning som konsekvens. Faktisk har gælden aldrig i menneskehedens historie været større i den vestlige verden, end den er nu. Ser man på Asien, så udvikler man de fleste steder sine samfund og skaber vækst og velstand.


Et interessant eksempel er Singapore, som for omkring 40 år siden, blot var et uland uden råstoffer, infrastruktur eller nogen form for fundament, der skulle tilsige, at netop her havde man unikke muligheder for at skabe vækst.


Ser man på Wikipedias sammenligning af BNP per indbygger baseret på PPP (purchashing power parity), altså købekraft, så fremgår det, at Singapore har et forventet 2010 BNP per indbygger på ca. USD 57.300. I Danmark forventes vi i 2010 at lande på et BNP per indbygger på ca. USD 36.800.

Det vil med andre ord sige, at købekraften for hver indbygger i Singapore i 2010 forventes at ligge ca. 55 % over, hvad den gør i Danmark.


Ser man på den forventede fremskrivning til 2015, så er det købekraftskorrigerede BNP pr. indbygger i Singapore på USD ca. 70.000 imod Danmark med et købekraftskorrigeret BNP pr. indbygger på USD 43.500. Så Singapore forøger blot distancen, og Danmark sakker bagud, ligesom vi har gjort det i de seneste mange år.

Asien haler ikke bare ind på  os, de har i rigtig mange tilfælde overhalet os massivt, og de accelererer stadig.


Det er interessant at bruge Singapore som eksempel overfor Danmark, da begge lande er små åbne økonomier, uden råstoffer eller andet som kan bidrage til regnskabet. Faktisk importerer Singapore stort set alt, lige fra vand, fødevarer og langt de fleste andre ting. Danmark har trods alt et landbrug og stadig lidt olie i Nordsøen etc.


Hvad er det så Singapore har gjort for at komme i den situation?


Det er egentligt ikke så svært at se, for deres eneste ”reelle råstof” er at de tiltrækker investeringer, virksomheder og kloge hoveder, hvor vi i Danmark har valgt at gøre det stik modsatte. I Danmark tror vi desværre på, at lighed er mere vigtig end velstand, og dermed fornægter vi muligheden for langsigtet velfærd for vores befolkning, og ikke mindst for vores børn og de næste generationer.


Den højeste marginale skattesats i Singapore er 21 %, men så må man også selv sørge for en sygeforsikring etc.. Det er dog stadig yderst attraktivt for produktive mennesker og virksomheder at flytte til Singapore. Det er nok også derfor, at så mange gør det.


Det er tankevækkende, når man ser på, hvad der er sket i ovennævnte forhold imellem Singapore og Danmark i de sidste 30 år. I 1980 lå de tilsvarende tal for Singapore på omkring USD 6.950 og for Danmark på USD 10.000. For 30 år siden ”førte” Danmark altså med ca. 44 % foran Singapore. Nu er det Singapore, der ”fører” med ca. 55 %, og der er stadig meget fart på, imens gassen fortsat siver ud af ballonen i Danmark.


Det er ærgerligt, for der findes ikke globale velfærdsrettigheder, og man kan ikke stemme sig til velfærd, heller ikke i Danmark.


Jeg mener ikke, at Danmark skal forsøge sig med at omdanne sig til et nyt ”Nordisk Singapore”. Jeg mener blot at vi skal forstå, at der rundt omkring i verden er rigtig mange samfund fyldt med dygtige og ambitiøse mennesker, som også ønsker sig vækst og velstand, og som forstår ikke at straffe det, men i stedet at sikre gode rammevilkår for produktivitet og vækst.


De fleste danskere vil nok foretrække at bo i Danmark, undertegnede inklusive. Vi må dog forstå, at vi er i konkurrence med en hel verden og en masse dygtige og arbejdsomme mennesker, der gerne vil opnå præcis det samme som os. Lige nu er der rigtig mange lande, der er meget bedre til at indrette deres samfund, således at de, der skaber fundamentet for vækst og velstand, bliver tiltrukket og fastholdt, hvor vi i Danmark desværre gør det modsatte og følgelig med stor sikkerhed siger farvel til en velstående fremtid.


Hvis man i Danmark i stedet vælger, at fjerne topskatten og halvere selskabsskatten, alt imens man fjerner erhvervsstøtteordninger, hurtigt udfaser efterlønnen og stopper himmelflugten i de offentlige udgifter og i stedet kører med nulvækst i de offentlige budgetter, så vil Danmark i særklasse være konkurrencedygtigt i europæisk sammenhæng.


Ingen dansker ville få mindre. Ja, det er rigtigt, at den såkaldte ”ulighed” nok ville blive større, men muligheden for fremtidig velstand og dermed velfærd ville være sikret.


Det, at alle ville være lige fattige, er vel ikke den form for lighed, vi ønsker os?


Det ville selvsagt skabe vækst, tiltrække kapital, dygtige virksomheder og individer. Jeg er overbevist om, at Danmark kunne blive en rollemodel i den vestlige verden, et land hvor vi tager os af hinanden, men uden at det betyder, at det er umuligt at drive en konkurrencedygtig virksomhed. Vi har jo nemlig ikke – i hvert fald endnu – en enorm gældsbyrde at kæmpe med, og vi har et dejligt land, hvor mange gerne vil slå sig ned i det omfang, vi vil holde op med at straffe folk for at være produktive.


Nogen vil givetvis sige, at de danske virksomheder tjener en masse penge lige nu. Det er der heldigvis nogen, der gør, men det er desværre alt for få af vores virksomheder. Og det er ikke i Danmark, de gør det, det er ikke ved at ansætte folk i Danmark og ej heller ved at investere penge i Danmark, at de gør det. Det er ved at følge med på den globaliseringstendens, jeg her beskriver.


Danmark har i november 2010 set det største antal konkurser i mands minde, og arbejdspladser flytter til udlandet i et hastigt tempo. Billedet er tydeligt, de er de fleste enige om.


Vi skal i Danmark nok også skynde os at få skabt gode rammevilkår for kapital, virksomheder og arbejdskraft, ellers har vi alle sammen en rigtig trist historie, som vi må fortælle vore børn og børnebørn. Vi må så også ærligt fortælle, at det var frygten for, at nogen skulle få for meget, som gjorde, at vi alle endte med at have for lidt.

Kilde: