FARC-sympatissør fra SF vil trække Søren Pind i retten

Formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, SF’eren Trine Pertou Mach, truer nu med at trække udviklingsminister Søren Pind for en domstol, fordi han ...

Ole Birk Olesen,

22/03/2010

Formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, SF’eren Trine Pertou Mach, truer nu med at trække udviklingsminister Søren Pind for en domstol, fordi han har sagt, at hun har ”støttet” den kommunistiske columbianske terrorbevægelse FARC. Det sker i et brev, som Trine Pertou Machs advokat i dag har sendt til Pind.

Søren Pind har med henvisning til en artikel på 180Grader.dk udtalt, at Trine Pertou Machs holdninger ”inkluderer støtte til FARC”.

”Påstande af denne karakter er utivlsomt injurierende,” skriver advokaten i brevet, hvor han stiller Søren Pind overfor et ultimatum: Enten undskylder og bekræfter han, at beskyldningen er grundløs, eller også kan udviklingsministeren se frem til en injuriesag.

Søren Pind siger om sagen til 180Grader.dk, at han ikke agter at gøre nogen af delene.

”Jeg tager det fuldstændigt roligt og med sindsro. Mit synspunkt om injuriesager er grundlæggende - og i særdeleshed i denne sammenhæng - at de, der anlægger sagerne, skulle tage at besøge afdelingen for australske håndvåben og så kigge godt og grundigt på montren med boomerangen. Den slags har som regel en tendens til at ramme folk selv. Og 180Grader har jo på udmærket vis dokumenteret mit udsagn,” siger Søren Pind.

For et år siden skrev 180Grader.dk om Trine Pertou Machs moralske støtte til FARC. Den fremkom bl.a. på hendes blog, hvor hun skrev:

"Er det rimeligt - endsige muligt - at dømme en organisations virke som terror frem for militant og væbnet modstand, uden at se på den politiske virkelighed, den eksisterer og yder modstand i?" spurgte Trine Pertou Mach dengang, inden hun selv svarede, at FARC er sammenlignelige med Nelson Mandelas ANC i Sydafrika og danske modstandsfolk:

"Sagen er, at havde de gældende terrorparagraffer eksisteret da Sydafrika var en apartheidstat, så havde støtte til ANC og Nelson Mandela og andre sorte frihedsbevægelser været terrorstøtte. Ja, faktisk var Nelson Mandela jo i fængslet som terrorist i årevis. Vi bør også være glade for at Sverige ikke havde en tilsvarende lovgivning under 2. verdenskrig. Det havde gjort evakueringen af jøderne eller modstandsbevægelsens arbejde endnu farligere og besværligt."

Samtidig forkyndte hun via en Facebook-opdatering, at "We're still Fighters&Lovers", efter at t-shirt-producenterne af samme navn var blevet dømt for terrorstøtte i Højesteret, netop p.g.a. deres støtte til FARC og palæstinensiske PFLP.

Kilde: