Fagforsteningen sejrer

LEDER: Så gik det som forudset: Slagteriarbejdernes fagforening, NNF, ville ikke se realiteterne i øjnene, og nu nedlægges 600 danske arbejdspla...

Ole Birk Olesen,

22/03/2010

LEDER: Så gik det som forudset: Slagteriarbejdernes fagforening, NNF, ville ikke se realiteterne i øjnene, og nu nedlægges 600 danske arbejdspladser, blot for i stedet at genopstå et eller andet sted i udlandet.

Eksemplet viser, at den danske arbejderbevægelse ikke har forstået noget som helst af den virkelighed, vi lever i. Verden ender ikke ved den dansk-tyske grænse. Der findes faktisk folk på den anden side af grænsen og endnu længere væk, som kan arbejde på et slagteri, uden at det koster 43.000 kroner for arbejdsgiverne at hyre dem til en almindelig effektiv arbejdsmåned uden overarbejde.

At partere kød er et håndværk, som kan læres af mange. Det er ikke raketvidenskab, der kræver en intelligens, som kun er et mindretal forundt. Lønnen må sættes derefter. Er den for høj, så står andre parat til at tage over til en lavere løn.

NNF står med et forklaringsproblem overfor medlemmerne, som godt kunne se nødvendigheden af at være tilbageholdende med lønkravene. Nu er slagteriarbejderne så uden arbejde p.g.a. deres ”fagforstening”. Langt de fleste vil utvivlsomt finde nyt arbejde, men spørgsmålet er stadig, hvorfor de nødvendigvis skal det, når de godt kunne lide deres gamle – også uden den lønforhøjelse som NNF krævede.

Kilde: