Som jeg husker det, blev Lars Hedegaard engang spurgt, hvorfor Trykkefrihedsselskabet ikke går ud og forsvarer holocaust-benægtere, når man nu er så forbandet opsat på den der ytringsfrihed.
Benægtere - eller revisionister, som de kalder sig selv - sidder som bekendt fængslet flere steder i Europa, ikke for ordinære kriminelle aktiviteter, men for konspirationsteorier. For tankeforbrydelser.
Hedegaard svarede - igen efter min hukommelse - at det jo lige ville være vand på hans kritikeres mølle, for så kunne man udpege ham og selskabet som 'højreekstremister'. Det var selvfølgelig et totalt lamt og krysteragtigt svar. Hedegaard kunne lisså godt have sagt, at han og selskabet af princip ikke kritiserer islamister, fordi man ikke ønsker at blive associeret med 'racisme'.
Så meget for Lars Hedegaards mandsmod og vilje til at kæmpe med åben pande for vores friheder. Og så forstår jeg ham alligevel godt.
Jeg er nemlig selv tilbageholdende med at bakke op om de holocaust-revisionistiske antisemitter, fordi jeg selv har været på israel-kritikerholdet og i mit stormløb kom til at hvirvle små ubetydelige småkravl op fra gulvtæppet, som flimsede rundt i luften om mit hovede, mens de råbte 'antisemit!'.
Det var irriterende og ubehageligt, men det gav mig også personlig erfaring med pøbelens stigma, og derfor også en anelse empati for de udstødte, fængslede benægtere.
Så jeg tager mod til mig og giver dette indlæg en stemme op. Ikke fordi jeg sympatiserer med den spanske historiker (eller 'historiker'?), som artiklen omhandler, men fordi ytringsfriheden NETOP bør gælde dem vi er uenige med - allermest dem vi er allermest uenige med.
Det giver mig også den personlige fordel, at jeg kan bryste mig af ikke at være en dobbeltmoralsk slapsvans som Lars Hedegaard. Og samtidig giver det mig mulighed for at opfordre den nye kreds af frihedsforkæmpere til fremover også at tage upopulære sager op.
Benægtere - eller revisionister, som de kalder sig selv - sidder som bekendt fængslet flere steder i Europa, ikke for ordinære kriminelle aktiviteter, men for konspirationsteorier. For tankeforbrydelser.
Hedegaard svarede - igen efter min hukommelse - at det jo lige ville være vand på hans kritikeres mølle, for så kunne man udpege ham og selskabet som 'højreekstremister'. Det var selvfølgelig et totalt lamt og krysteragtigt svar. Hedegaard kunne lisså godt have sagt, at han og selskabet af princip ikke kritiserer islamister, fordi man ikke ønsker at blive associeret med 'racisme'.
Så meget for Lars Hedegaards mandsmod og vilje til at kæmpe med åben pande for vores friheder. Og så forstår jeg ham alligevel godt.
Jeg er nemlig selv tilbageholdende med at bakke op om de holocaust-revisionistiske antisemitter, fordi jeg selv har været på israel-kritikerholdet og i mit stormløb kom til at hvirvle små ubetydelige småkravl op fra gulvtæppet, som flimsede rundt i luften om mit hovede, mens de råbte 'antisemit!'.
Det var irriterende og ubehageligt, men det gav mig også personlig erfaring med pøbelens stigma, og derfor også en anelse empati for de udstødte, fængslede benægtere.
Så jeg tager mod til mig og giver dette indlæg en stemme op. Ikke fordi jeg sympatiserer med den spanske historiker (eller 'historiker'?), som artiklen omhandler, men fordi ytringsfriheden NETOP bør gælde dem vi er uenige med - allermest dem vi er allermest uenige med.
Det giver mig også den personlige fordel, at jeg kan bryste mig af ikke at være en dobbeltmoralsk slapsvans som Lars Hedegaard. Og samtidig giver det mig mulighed for at opfordre den nye kreds af frihedsforkæmpere til fremover også at tage upopulære sager op.
