Fabrikken Christiansborg

En ny tendens er begyndt at dukke op på den hjemlige politiske scene

Laura Lindahl,

10/05/2010

En ny tendens er begyndt at dukke op på den hjemlige politiske scene. En tendens, hvor fremtrædende politikere bruger deres rolle som forældre og almindelige familiemennesker til at dække over deres hykleri eller nedprioritering af deres job.

Lars Løkke har meldt ud, at han er far hele livet, men kun statsminister nogle år. Lene Espersen syntes, ferie med sin familie var vigtigere, end det arktiske møde, og flere socialdemokrater mener, det er OK at være hyklerisk, når blot man er forældre. Hvad er det for en tendens?

Det er efterhånden politisk korrekt i sin reneste betydning at være hyklerisk og ansvarsfornægtende. Den sidste snert af ideologi og reel tro på egen politik er forsvundet, og tilbage står karriere-politikere, som gennem evig udbygning af det offentlige maskineri sikrer deres arbejdsplads i fremtiden, men samtidig forbeholder sig retten til at holde fri i sin fritid – altså sådan helt fri, fra regler, moralske forpligtelser og god kutyme.

Tilbage står vi i et Danmark drevet af almindelige lønarbejdere, der stempler sig ud af fabrikken kl. 16.00, og som først vender tilbage til arbejdet fysisk og mentalt næste morgen kl. 8.00. Hver morgen trækker de i den moraliserende kåbe og fortæller den almindelige dansker, hvordan han skal leve, hvad han må, og i særdeleshed hvad han ikke må, samtidig med at de selv højt og helligt skider på deres egne kerneværdier samt på det stykke arbejde, de er folkevalgt til at udføre.

Hvordan skal vi dog kunne tage det seriøst?

Kilde: