På Det Europæiske Råds møde torsdag og fredag i sidste uge tilsluttede Danmark sig eurolandenes europagt, der samtidig blev omdøbt til euro-plus-pagten. Christen Sørensen beskriver 4 væsentlige forhold i den forbindelse.
1. Pagten er givetvis en nødvendig betingelse for, at Tyskland fortsat vil være ankerlandet i støtteforanstaltninger til EU-lande, der har eller vil få meget alvorlige finansieringsproblemer
2. Det er interessant, hvis en ikke-juridisk bindende pagt og fortsættelsen af finansieringsfonden vil være tilstrækkeligt til, at finansaktørerne får tillid tid, at EU’s monetære union og euroen vil blive forsvaret og opretholdt med musketéreden: én for alle, alle for én.
3. Euro-plus-pagten er ikke mindst en tydeliggørelse af, at en fælles valuta er andet og mere end en uigenkaldelig fast valutakurs.
4. Euro-plus-pagten er først og fremmest en mellemstatslig aftale: »Denne pagt fokuserer primært på områder, der henhører under mellemstaternes kompetence«.
Euro-plus-pagten vil ikke alene styrke muligheden for at opretholde Den Monetære Union. Den vil også overføre reel politisk indflydelse fra parlamenterne til stats- og regeringscheferne. Dette forudsætter naturligvis, at det har en selvstændig betydning, at den øverste politiske ansvarlige i et medlemsland forpligter sig i rådet af stats- og regeringschefer.
