En af støtterne i den fremtidige totalitære stat i ”1984”, er dobbelttankens praktik, som Orwell definerede som ”evnen til at holde to modstridende overbevisninger i sindet samtidigt, og acceptere dem begge... At fortælle bevidste løgnehistorier mens man oprigtigt tror på dem, at glemme ethvert faktum der synes ubelejligt, og så, når det igen bliver nødvendigt, at drage dem frem fra glemslen, præcist så længe der er behov for det, at benægte eksistensen af objektiv virkelighed, medens man samtidigt tager bestik af den virkelighed man benægter – alt dette er ubeskåret nødvendigt”
Dette er den præcise beskrivelse af, hvad der i de seneste år har foregået i mange dele af Europa, i takt med at multikulturalismens ideologi er blevet konfronteret med Islam´s realiteter, i en tvetanke-fri verden, der ville sende denne ideologi bragende til jorden i et hav af flammer.
I November i Oslo sidste år nægtede næstformanden af Norge´s Islamiske Råd, Asghar Ali, at tage afstand fra dødsstraf for homoseksuelle. Da Senaid Kobilica, formand for det islamiske råd (repræsenterende 60.000 muslimer) blev spurgt, hvor han stod i spørgsmålet, svarede han, at han ikke kunne give et definitivt svar, før der var kommet en afgørelse fra det Europæiske Fatwa Råd. Han venter stadig på en afgørelse.
Men man skal ikke blive bekymret! Kobilica tilføjede, at han er ”100% sikker på, at fatwa-rådet ikke vil afgive en dom der er i strid med europæisk lov”. Betydende, at mens dødsstraffen for homoseksualitet helt sikkert er den ortodokse islamiske position – én som fatwa-rådets formand Yusuf al-Qaradawi selv har talt sympatisk om – foretrækker vestlige muslimske ledere, i overensstemmelse med Koranen (og med god strategi), i sådanne tilfælde ikke at udfordre hedensk lov (Der vil trods alt være masser af tid til at henrette homoseksuelle i de kommende årtier, i takt med at den muslimske population opnår kritisk balance, i det ene land efter det andet – sandsynligvis først i Frankrig, Sverige og Holland, og senere efter disse i Norge)
Hvad der dog er mest kuldegysende ved alt dette, er ikke de muslimske lederes position, med det norske etablissements reaktion. Eller, skulle man sige mangel på reaktion.
Efter sidste novembers debat fremkom det, at Asghar Ali ikke blot var næstformand for Det Islamiske Råd, men også var i bestyrelsen af Oslo Arbeidersamfunn, den største og mest indflydelsesrige samarbejdspartner indenfor Norge´s regeringsparti Arbeider Partiet. Ved spørgsmål om Ali´s synspunkter, klagede formanden for Oslo Arbeidersamfunn Anne Cathrine Berger over, at ”visse mennesker ikke kan se forskel på et bestyrelsesmedlems synspunkter og en organisations synspunkter”. Trods spredte krav om afskedigelse, blev Ali i bestyrelsen (Da et nyt bestyrelsesvalg blev afholdt, valgte Ali ikke igen at opstille)
Det er ikke det hele: Ali er yderligere sekretær for 37.000 medlemmer af Elektrikere og IT-arbejderes union. Efter novembers debat, publicerede unionen på en hjemmeside Ali for sigende, at ”som norsk muslim” afviste han dødsstraf for homoseksuelle. Ordene ”som norsk muslim” er noget af et kløgtigt krumspring – det svarer til at krydse fingrene mens man svarer. At erklære at man som ”norsk muslim” tager afstand fra dødsstraf for homoseksuelle, er ikke det samme som at sige, at man tager afstand fra den.
Ligeledes som Kobilica erklærede om europæisk lov, så er det ganske enkelt islamisternes måde at tilpasse sig hedensk lov for nu; en sådan erklæring fortæller intet om hans reelle position i spørgsmålet, eller om han er dedikeret til målet om ultimativt at ændre denne og norsk lov, så den passer til Sharia.
På nuværende tidspunkt af den igangværende islamificering af Europa, er Ali´s ”glatte” afklaring et manifest for enhver hedensk person, der har gjort sig den ulejlighed, at undersøge hvordan muslimer tænker i disse spørgsmål. Alligevel annoncerede formanden for Elektrikere og IT-arbejderes Union, Hans Olav Felix, sin tilfredshed med Ali´s ”afklaring”, og Ali forbliver på næsthøjeste post i unionen.
Og medierne? Efter nogen tid havde de norske medier droppet hele den bøvlede sag om muslimers ønske om at henrette homoseksuelle, og genoptog at behandle medlemmer af Det Islamiske Råd som åndsfæller, der var forbilledlige indvandrere, elskere af Norge, og (det magiske ord) moderate. Da det norske efterretningsvæsen udtrykte bekymring om en eventuel terroristfinansiering, sendt af norske muslimer, gik Dagsavisen direkte til Asghar Ali for en mening, og Dagsavisens artikel endte som følger: ”Ali understreger, at norske muslimers samfund endegyldigt har afvist ekstremisme”. Det faktum at Ali selv få uger tidligere havde nægtet at afvise dødsstraf for homoseksuelle, var allerede dybt begravet.
I samme måned, under muslimske optøjer i Danmark, skrev Aftenbladet en artikel der portrætterede Kobilinca som selve kropsliggørelsen af moderation og fornuft. Han blev citeret for at have kaldt muslimske unge til kontrol, og beskyldte optøjerne i Danmark som resultatet af ”ulighed” og ”diskrimination”. Hans argument om, at muslimer er ofre for fordomme, og at disse fordomme er grunden til muslimsk uro blandt unge, blev anset for selvfølgeligt; mens det faktum, at denne selvproklamerede modstander af fordomme og diskrimination for nylig nægtede at afvise dødsstraf for homoseksuelle, forblev ukommenteret.
Tilfældet ville at nyheden om at Det Islamiske Råd stadig ventede på fatwa-rådets dom om homoseksuelle, kom dagen før en rapport om, at Mullah Krekar, Norge´s residerende terrorist nummer 1, sagsøgte Norge hos Menneskerettighedskommisionen, fordi han ville sørge for at ”han fik alt hvad han havde ret til”.
Hvad begge disse historier understreger er, at på alle fronter, og med alle til rådighed værende våben de kan finde – sagsøgning, skjulte trusler, skyldsmanipulation og slet skjulte maskerader, figurerende som journalistik, skubber og maser islamister mod kanten af europæisk demokrati, i et utrætteligt forsøg på at svække systemet, og bøje det mere og mere sikkert mod Sharia.
De har fundet ud af, at arbejdet med Jihad – at genskabe kalifatet og gøre Europa til en del af Umma – ikke kræver selvmordsbomber og flyvemaskiner anvendt som missiler; for eftergivenheden hos vestens nyttige idioter der er blevet hjernevasket af multikulturalisterne, gør sådanne våben overflødige
Dette er den præcise beskrivelse af, hvad der i de seneste år har foregået i mange dele af Europa, i takt med at multikulturalismens ideologi er blevet konfronteret med Islam´s realiteter, i en tvetanke-fri verden, der ville sende denne ideologi bragende til jorden i et hav af flammer.
I November i Oslo sidste år nægtede næstformanden af Norge´s Islamiske Råd, Asghar Ali, at tage afstand fra dødsstraf for homoseksuelle. Da Senaid Kobilica, formand for det islamiske råd (repræsenterende 60.000 muslimer) blev spurgt, hvor han stod i spørgsmålet, svarede han, at han ikke kunne give et definitivt svar, før der var kommet en afgørelse fra det Europæiske Fatwa Råd. Han venter stadig på en afgørelse.
Men man skal ikke blive bekymret! Kobilica tilføjede, at han er ”100% sikker på, at fatwa-rådet ikke vil afgive en dom der er i strid med europæisk lov”. Betydende, at mens dødsstraffen for homoseksualitet helt sikkert er den ortodokse islamiske position – én som fatwa-rådets formand Yusuf al-Qaradawi selv har talt sympatisk om – foretrækker vestlige muslimske ledere, i overensstemmelse med Koranen (og med god strategi), i sådanne tilfælde ikke at udfordre hedensk lov (Der vil trods alt være masser af tid til at henrette homoseksuelle i de kommende årtier, i takt med at den muslimske population opnår kritisk balance, i det ene land efter det andet – sandsynligvis først i Frankrig, Sverige og Holland, og senere efter disse i Norge)
Hvad der dog er mest kuldegysende ved alt dette, er ikke de muslimske lederes position, med det norske etablissements reaktion. Eller, skulle man sige mangel på reaktion.
Efter sidste novembers debat fremkom det, at Asghar Ali ikke blot var næstformand for Det Islamiske Råd, men også var i bestyrelsen af Oslo Arbeidersamfunn, den største og mest indflydelsesrige samarbejdspartner indenfor Norge´s regeringsparti Arbeider Partiet. Ved spørgsmål om Ali´s synspunkter, klagede formanden for Oslo Arbeidersamfunn Anne Cathrine Berger over, at ”visse mennesker ikke kan se forskel på et bestyrelsesmedlems synspunkter og en organisations synspunkter”. Trods spredte krav om afskedigelse, blev Ali i bestyrelsen (Da et nyt bestyrelsesvalg blev afholdt, valgte Ali ikke igen at opstille)
Det er ikke det hele: Ali er yderligere sekretær for 37.000 medlemmer af Elektrikere og IT-arbejderes union. Efter novembers debat, publicerede unionen på en hjemmeside Ali for sigende, at ”som norsk muslim” afviste han dødsstraf for homoseksuelle. Ordene ”som norsk muslim” er noget af et kløgtigt krumspring – det svarer til at krydse fingrene mens man svarer. At erklære at man som ”norsk muslim” tager afstand fra dødsstraf for homoseksuelle, er ikke det samme som at sige, at man tager afstand fra den.
Ligeledes som Kobilica erklærede om europæisk lov, så er det ganske enkelt islamisternes måde at tilpasse sig hedensk lov for nu; en sådan erklæring fortæller intet om hans reelle position i spørgsmålet, eller om han er dedikeret til målet om ultimativt at ændre denne og norsk lov, så den passer til Sharia.
På nuværende tidspunkt af den igangværende islamificering af Europa, er Ali´s ”glatte” afklaring et manifest for enhver hedensk person, der har gjort sig den ulejlighed, at undersøge hvordan muslimer tænker i disse spørgsmål. Alligevel annoncerede formanden for Elektrikere og IT-arbejderes Union, Hans Olav Felix, sin tilfredshed med Ali´s ”afklaring”, og Ali forbliver på næsthøjeste post i unionen.
Og medierne? Efter nogen tid havde de norske medier droppet hele den bøvlede sag om muslimers ønske om at henrette homoseksuelle, og genoptog at behandle medlemmer af Det Islamiske Råd som åndsfæller, der var forbilledlige indvandrere, elskere af Norge, og (det magiske ord) moderate. Da det norske efterretningsvæsen udtrykte bekymring om en eventuel terroristfinansiering, sendt af norske muslimer, gik Dagsavisen direkte til Asghar Ali for en mening, og Dagsavisens artikel endte som følger: ”Ali understreger, at norske muslimers samfund endegyldigt har afvist ekstremisme”. Det faktum at Ali selv få uger tidligere havde nægtet at afvise dødsstraf for homoseksuelle, var allerede dybt begravet.
I samme måned, under muslimske optøjer i Danmark, skrev Aftenbladet en artikel der portrætterede Kobilinca som selve kropsliggørelsen af moderation og fornuft. Han blev citeret for at have kaldt muslimske unge til kontrol, og beskyldte optøjerne i Danmark som resultatet af ”ulighed” og ”diskrimination”. Hans argument om, at muslimer er ofre for fordomme, og at disse fordomme er grunden til muslimsk uro blandt unge, blev anset for selvfølgeligt; mens det faktum, at denne selvproklamerede modstander af fordomme og diskrimination for nylig nægtede at afvise dødsstraf for homoseksuelle, forblev ukommenteret.
Tilfældet ville at nyheden om at Det Islamiske Råd stadig ventede på fatwa-rådets dom om homoseksuelle, kom dagen før en rapport om, at Mullah Krekar, Norge´s residerende terrorist nummer 1, sagsøgte Norge hos Menneskerettighedskommisionen, fordi han ville sørge for at ”han fik alt hvad han havde ret til”.
Hvad begge disse historier understreger er, at på alle fronter, og med alle til rådighed værende våben de kan finde – sagsøgning, skjulte trusler, skyldsmanipulation og slet skjulte maskerader, figurerende som journalistik, skubber og maser islamister mod kanten af europæisk demokrati, i et utrætteligt forsøg på at svække systemet, og bøje det mere og mere sikkert mod Sharia.
De har fundet ud af, at arbejdet med Jihad – at genskabe kalifatet og gøre Europa til en del af Umma – ikke kræver selvmordsbomber og flyvemaskiner anvendt som missiler; for eftergivenheden hos vestens nyttige idioter der er blevet hjernevasket af multikulturalisterne, gør sådanne våben overflødige
