Velkommen til den fagre nye verden – hvor vi trækker penge ud af næsen på de naive – og samtidig tryller deres sparepenge væk (og skulle der blive noget tilbage, kan jeg godt garantere, at vi vil blive flået for den sidste øre og penny i skat før cirkus lukker og slukker)
Nu vil verden bedrages – og EU-Finansministrene har konstrueret det sidste nye skrig af finansielle fejemaskiner for at forlænge euroens stabilitet, men det er absolut ikke i orden, at EU forsøger at feje det sidste årti’s fejlslagne økonomiske politik ind under gulvtæppet.
De senere år har udstillet det finansielle systems svagheder – og man skulle egentlig tro at subprimekrisen havde lært beslutningstagere og nyhedsmedier ét og andet om grundlaget for finansiel (u)stabilitet. Men forsommerens krise i den europæiske økonomi er altså løst – som om beslutningstagerne har bragt ren magi i spil. Houdini har ikke levet forgæves.
Europa’s problem er at euro-landene er ganske overordenligt på spanden – kasserne smækkes i, og udlånslysten hos vore kreditorer dæmpes ganske betydeligt, efterhånden som kreditværdigheden rasler ned. Hvad gør en klog europæisk finansminster så?
Man har simpelthen opfundet en helt ny måde at trylle dårlige lån om til knitrende nye Tripple A papirer – det er det rene finansiel Houdini med pengetricks og betalingsillusioner - EFSF – European Financial Stability Facility – og den redningspakke på 750 mia. euro som EU og IMF har skruet sammen, har nemlig på magisk vis tryllet den gældsplage - som ellers truede med at trække Europas økonomi i det sorte hul – helt væk.
EFSF er skruet sammen på nøjagtigt samme måde som sub-prime krisens CDO-papirer – at mixe noget frisk kredit i derivatet (at lade Tysklands skatteborgere garantere for den finansielle stabilitet), får det umiddelbart til at ligne en investering af allerbedste kvalitet.
Ingenting her - og ingenting dér - plejer dog at passe meget godt. Men verden vil bedrages.
Man trykker nogle fine nye obligationer – helt nye – og alle eurolande (på nær Grækenland, som alle véd er på bankerottens rand) garanterer astronomiske beløb - milliarder og atter milliarder af euro - der udgør sikkerhedsgrundlaget for de nyopfundne statsderivater – og simsalabim - man har nu en helt ny hat fuld af penge. 440 milliarder euro ligger derfor klar til at sikre at Europa’s lande – og banker – ikke kommer til at mangle likviditet foreløbigt.
Det kan synes en smule mærkværdigt, da kun et fåtal af de lande der sikrer fonden, i forvejen har en høj status i markedet for udlån. Det er derfor naturligt at stille spørgsmålstegn ved, hvor stærk euroområdets samlede kreditværdighed i virkeligheden er.
Eurolandene, som har en offentlig gæld, der overstiger USA’s store budgetunderskud, har nu altså også i realiteten garanteret hele det europæiske banksystem. Kunsten at bortradere tvivlen om, hvad der mon sker hvis et eller flere af garantlandene for EFSF ikke kan – eller vil – betale består i at garantien er 120 % – med 20 % overdækning mener man altså at have skabt tilstrækkelig tiltro til at obligationerne har den fornødne dækning.
Det er naturligvis et statsgaranteret illusionsnummer, men det er ikke desto mindre lykkedes at stable en multinational økonomisk konstruktion på højkant – European Financial Stability Facility – som får subprimekrisens SIM’s til at ligne finansielle rickshaws.
Jeg påminder derfor om, hvordan man i USA skabte grundlaget for hele denne økonomiske krise (ved at adskille aktiviteter fra den primære drift i Strukturerede Investeringsmoduler (SIM’s), holdt investeringsbankerne på samme måde deres egne engagementer ude af statusopgørelserne, og lagde derved grunden til dén efterfølgende økonomiske katastrofe, der kom til at koste de fleste af dem livet.)
Spørgsmålet er bare hvorvidt det vil lykkes – endnu engang – at trække penge ud af næsen på villige investorer med verdens “sikreste” papirer.
Nu vil verden bedrages – og EU-Finansministrene har konstrueret det sidste nye skrig af finansielle fejemaskiner for at forlænge euroens stabilitet, men det er absolut ikke i orden, at EU forsøger at feje det sidste årti’s fejlslagne økonomiske politik ind under gulvtæppet.
De senere år har udstillet det finansielle systems svagheder – og man skulle egentlig tro at subprimekrisen havde lært beslutningstagere og nyhedsmedier ét og andet om grundlaget for finansiel (u)stabilitet. Men forsommerens krise i den europæiske økonomi er altså løst – som om beslutningstagerne har bragt ren magi i spil. Houdini har ikke levet forgæves.
Europa’s problem er at euro-landene er ganske overordenligt på spanden – kasserne smækkes i, og udlånslysten hos vore kreditorer dæmpes ganske betydeligt, efterhånden som kreditværdigheden rasler ned. Hvad gør en klog europæisk finansminster så?
Man har simpelthen opfundet en helt ny måde at trylle dårlige lån om til knitrende nye Tripple A papirer – det er det rene finansiel Houdini med pengetricks og betalingsillusioner - EFSF – European Financial Stability Facility – og den redningspakke på 750 mia. euro som EU og IMF har skruet sammen, har nemlig på magisk vis tryllet den gældsplage - som ellers truede med at trække Europas økonomi i det sorte hul – helt væk.
EFSF er skruet sammen på nøjagtigt samme måde som sub-prime krisens CDO-papirer – at mixe noget frisk kredit i derivatet (at lade Tysklands skatteborgere garantere for den finansielle stabilitet), får det umiddelbart til at ligne en investering af allerbedste kvalitet.
Ingenting her - og ingenting dér - plejer dog at passe meget godt. Men verden vil bedrages.
Man trykker nogle fine nye obligationer – helt nye – og alle eurolande (på nær Grækenland, som alle véd er på bankerottens rand) garanterer astronomiske beløb - milliarder og atter milliarder af euro - der udgør sikkerhedsgrundlaget for de nyopfundne statsderivater – og simsalabim - man har nu en helt ny hat fuld af penge. 440 milliarder euro ligger derfor klar til at sikre at Europa’s lande – og banker – ikke kommer til at mangle likviditet foreløbigt.
Det kan synes en smule mærkværdigt, da kun et fåtal af de lande der sikrer fonden, i forvejen har en høj status i markedet for udlån. Det er derfor naturligt at stille spørgsmålstegn ved, hvor stærk euroområdets samlede kreditværdighed i virkeligheden er.
Eurolandene, som har en offentlig gæld, der overstiger USA’s store budgetunderskud, har nu altså også i realiteten garanteret hele det europæiske banksystem. Kunsten at bortradere tvivlen om, hvad der mon sker hvis et eller flere af garantlandene for EFSF ikke kan – eller vil – betale består i at garantien er 120 % – med 20 % overdækning mener man altså at have skabt tilstrækkelig tiltro til at obligationerne har den fornødne dækning.
Det er naturligvis et statsgaranteret illusionsnummer, men det er ikke desto mindre lykkedes at stable en multinational økonomisk konstruktion på højkant – European Financial Stability Facility – som får subprimekrisens SIM’s til at ligne finansielle rickshaws.
Jeg påminder derfor om, hvordan man i USA skabte grundlaget for hele denne økonomiske krise (ved at adskille aktiviteter fra den primære drift i Strukturerede Investeringsmoduler (SIM’s), holdt investeringsbankerne på samme måde deres egne engagementer ude af statusopgørelserne, og lagde derved grunden til dén efterfølgende økonomiske katastrofe, der kom til at koste de fleste af dem livet.)
Spørgsmålet er bare hvorvidt det vil lykkes – endnu engang – at trække penge ud af næsen på villige investorer med verdens “sikreste” papirer.
